Jeg undslap krigen i Syrien, men jeg kan ikke undslippe det europæiske bureaukrati

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

–––

Mohab* er en 19-årig flygtning fra Syrien. Han er vokset op i byen Hama og ankom til Holland sidste år. Mohabs efternavn fremgår ikke af hensyn til hans sikkerhed.

Her er jeg så, i Amsterdam, hvor jeg lærer hollandsk og forsøger at gøre min ting. Mine forældre er stadig i Syrien, i byen Hama. De har sat alt på spil ved at blive boende, så min bror og jeg kan få en fremtid – men jeg kan ikke bare leve videre. Hele mit liv var i Hama – skole, sport, mine venner, min familie. Jeg bliver trist af at tænke på det, selvom jeg bor her, hvor der er trygt og sikkert nu.

Byen Hama er nu bedst kendt for protestaktioner i 2011 og massakrerne i 1982, men det også min hjemby – og den er fuld af smukke minder. Mine forældre elsker at rejse, og de nyder at lave mad, hvilket vi ofte gjorde sammen. Min lillebror er i Sverige lige nu, og han er mindreårig. Vi har ansøgt om et familiesammenføringsvisum, så vores forældre kan komme op til ham, men processen er meget mere kompliceret, end vi ville ønske, den var. For at komme ind i landet, ville mine forældre skulle til samtale på en svensk ambassade, men af åbenlyse årsager er der ikke en svensk ambassade i Syrien i øjeblikket, eller i mange af nabolandene. Mine forældre ville skulle rejse til Tyrkiet, og alle, der ved, hvad der foregår i Syrien lige nu, ved, at det er ekstremt farligt at rejse nordpå. De er gamle og har ikke så mange penge, så sandsynligheden for, at de dør, vokser sig større hvert sekund.

I sidste uge hørte vi, at de måske har bedre chancer for at få visum, hvis de kan rejse til Sudan, hvor Sverige også har en ambassade. Men selv hvis det lykkes dem at komme dertil og gennemføre interview-processen, vil de skulle vente lang tid, før de får at vide, om de kan få en opholdstilladelse. Huslejen er ekstremt høj i Sudan, hvilket betyder, at mine forældre ville skulle rejse til Sudan for at tage til interviewet og så tage tilbage til Syrien og vente på at høre, om de for alvor må forlade landet. Det er så uretfærdigt. Mine forældre er gamle. Det burde være nemmere for dem at rejse til Europa – nemmere end det var for min bror og jeg. Det var ikke nogen måde at rejse på, kan jeg fortælle jer – en oplevelse, man ikke ville udsætte sin værste fjende for. Men sådan er det i Europa lige nu.

Jeg var tvunget til at flygte fra mit land som 18-årig. Jeg var lige blevet færdig på gymnasiet og var meget stolt af mig selv for det. Jeg havde klaret det virkelig flot; jeg måtte arbejde hårdt for at få høje karakterer, men det gjorde jeg. Men jeg var lige blevet myndig, og som det ser ud lige nu, bliver alle, der kan løfte et gevær, indkaldt til den syriske hær. Det ville min mor ikke finde sig i, så hun gjorde alt, hvad hun kunne for at få os ud af landet. De solgte vores hjem og brugte pengene fra det, plus hele deres opsparing, på at sende os væk.

Der er ikke det, jeg ikke vil gøre for at hjælpe mine forældre. Det øjeblik, jeg fik min opholdstilladelse, tog jeg til en hollandsk NGO, der hjælper flygtninge her i Holland, for at se, om de kunne hjælpe mig med at ansøge om familiesammenføring for at få mine forældre til Europa. Men de var ikke hjælpsomme. Der var endda en af medarbejderne, der sagde: "Lad være med at spilde vores tid; du er ikke mindreårig, så du har ingen chance. Nogle gange er livet sgu bare hårdt."

Jeg besluttede mig for, at jeg var ligeglad med, hvad de sagde. Jeg ville stadig forsøge at ansøge om en familiesammenføring. Så det gjorde jeg. Jeg venter stadig på, at min ansøgning bliver afvist, så jeg derefter kan anke afgørelsen med en advokat i håb om, at en dommer vil se mig og høre min historie. Det er ikke fair, at jeg ikke kan få mine forældre hertil, i sikkerhed, fordi jeg er over 18, men når det kommer til at få ydelser fra det offentlige ("uitkering"), som andre flygtninge får, så er jeg for ung.

Jeg var en af de få flygtninge i lejren, der brokkede sig over, hvor lang tid vi blev tvunget til at vente der. Jeg forstod ikke, hvorfor resten bare forblev tavse og forsøgte at slå tiden ihjel. Det havde jeg ikke lyst til. Vi har ret til at sige, hvad vi tænker eller føler. Jeg var selvfølgelig taknemmelig for, at vi var i sikkerhed, men det var vores familier ikke, og det er der flere af dem, der stadig ikke er. Livet i nødlejren var hårdt – vi havde ingen penge og kunne ikke gøre andet end at vente. Der var nogle lokale, der hjalp, men det var hollandske borgere, ikke folk fra NGO'erne.

Den lange venteperiode gjorde mange mænd bange og nervøse. Nogle mennesker havde penge, men de, der ikke havde, kunne ikke sove eller spise. De, der røg, måtte tigge om penge til cigaretter. Selvfølgelig blev vi advaret mod at stjæle eller lave andre ulovligheder, mens vi ventede, for så ville vi risikere at miste vores ret til et visum. Derfor var der ikke nogen, der brokkede sig eller protesterede. Nogle af os taler engelsk, så vi havde lidt flere muligheder end de andre. Vi kunne for eksempel starte til hollandsk eller rejse med hollændere. Mange flygtninge kan ikke gøre noget, men forsøger at holde kontakten til deres familier. Jeg kan oprigtigt ikke forstå det her.

Jeg besluttede mig for, at det var tid til at gøre noget ved situationen, så jeg fik ideen til at lave en app for flygtninge, der venter på deres visum. Man kan finde en del information på internettet, men det ligger spredt udover mange forskellige offentlige og private hjemmesider – og der er ikke nogen af dem, der har deres informationer samme sted. Derfor samlede jeg al denne information i en smartphone-app kaldet "RefInfo", så arabisk- og engelsktalende flygtninge kan planlægge deres første træk – for eksempel hvordan de skal søge om opholdstilladelse, og hvordan man anmoder om familiesammenføring, men også hvordan de kan lære hollandsk. Den bliver brugt af mange flygtninge, så lige nu forsøger jeg at få den oversat til tigrinya for de mange flygtninge fra Eritrea. Det eneste, jeg vil lige nu, er at få mine forældre i sikkerhed og gøre min del for at hjælpe andre. Først da kan jeg slappe af og planlægge min fremtid.

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Klik her for at donere til Stichting Vluchteling, en hollandsk NGO, der hjælper flygtninge i hele verden.