Folk i tyverne fortæller, hvordan det er at være den sidste jomfru i vennekredsen

Den seksuelle debut kan være angstprovokerende på mange planer: Hvem skal den være med? Hvordan gør man? Hvor gør man det? Gør det ondt? Kan jeg finde ud af det? Og er der overhovedet nogen, der vil have sex med mig? Nogle kaster sig huhej ud i det galejen og får det overstået, for andre er den første gang omgæret af større mystik og omtanke.

Fælles for de fleste unge i tyverne er, at den første gang – succesfuld eller ej – er et overstået kapitel, og det gør ikke nemmere for dem, der stadig har den tilgode. Vi har spurgt fire unge, hvordan det føles at være den sidste i vennegruppen, som stadig er jomfru.

Jeg er opvokset med tanken om, at kærligheden kommer, når man mindst venter den. Det er bare ikke sket endnu. Jeg skammer mig over det, og jeg har aldrig snakket om det med nogen. Det tærer utrolig meget på min selvtillid, og jeg kan også fornemme på mine forældre, at de undrer sig over, hvorfor jeg aldrig har haft en kæreste med hjemme ligesom andre normale mennesker.

Tanken om at være jomfru som 25-årig fylder virkelig meget hos mig, og jeg kan mærke, at det kun er blevet værre. Skulle jeg være så heldig nogensinde at finde en kæreste, så ville jeg fortælle hende det. Jeg ville alligevel frygte, at hun kunne gætte det.

Jeg har det ikke særlig godt med at være jomfru. Det værste er til fester, når der bliver leget "jeg har aldrig", der sidder jeg altid over. Jeg snakker indimellem med mine venner om det, og de forsøger ihærdigt at få mig til at have sex med alle mulige fremmede. De har svært ved at acceptere, at jeg venter på den rette udkårende.

Jeg har valgt at gemme min mødom til den, jeg skal giftes med, men det er svært at finde en, der vil giftes uden at have sex først. Sex før ægteskabet er bare en kulturel selvfølge i Danmark. Jeg er kristen og lægger ikke skjul på, at jeg er jomfru. Ham, jeg skal have sex med, skal vide det og respektere mig for det. På den måde føler jeg mig anderledes. Folk synes nok, at jeg er en gammel romantiker.

I slutningen af sommerferien valgte jeg at gå til en glædespige, som jeg kom i kontakt med på et forum, hvor folk anbefalede den, der var mest "passende" til en jomfru. Jeg skrev frem og tilbage med hende og bookede så en tid ugen efter. Jeg har fint med penge, og min moral ser intet forkert i det, så længe begge parter er tilfredse.

Jeg valgte ikke at få taget mit mødom af en professionel for at komme af med jomfrukortet. Jeg gjorde det udelukkende, fordi jeg virkelig følte en interesse for at have sex. Jeg har aldrig været bange for at indrømme, at jeg var jomfru, men det har givet mig mere selvtillid ikke at være det. Siden da har jeg samlet mod til at have sex med en af samme køn og har haft en trekant.

Jeg er hamrende ligeglad med at være jomfru. Jeg opsøger ikke kvinder, er introvert og ikke en stor fan af alkohol og høje lyde. Jeg har et par venner af det modsatte køn, som jeg uden tøven ville have sex med, hvis situationen skulle udvikle sig.

I en periode var det lidt en joke for en af mine venner, men det mistede lidt det sjove, da han fandt ud af, at jeg ikke rigtig gik op i det. Jeg er hverken en crazy munk eller en religiøs weirdo, der mener, at sex før ægteskabet er Guds værste mareridt.