Har danske kvinder virkelig så meget at være lykkelige for?

Så blev det igen tid til at rulle os rundt i den hjemlige andedams flødefarvede selvfedme. Verdens lykkeligste nation med det paradoksalt høje forbrug af lykkepiller indtager en fornem førsteplads, når det kommer til ligestilling. I sidste uge udkom den årlige rapport fra US News and World Report, og her er Danmark placeret som verdens bedste land at være kvinde i. I hvert fald ifølge de 7000 kvinder fra en række forskellige lande, der har deltaget i undersøgelsen.

Og der er skam noget om snakken. Danmark er nemlig blandt de lande i verden med lavest mødredødelighed, en meget høj andel kvinder i beskæftigelse, gode vilkår for barsel- og forældreorlov, og så er den generelle tryghed og sociale tillid ret høj iblandt os. Ja, lad os få det på bordet med det samme: vi danske kvinder har det meget bedre end mange andre i verden.

Så langt, så godt.

Men hvorfor er det så, at den feministiske bevægelse i Danmark har fået en så stærk genkomst, og hvorfor kan vi ikke bare sætte os ned og være tilfredse med, hvad vi har, når nu alle andre i verden tydeligvis har det meget værre?

Måske er det fordi, man i et land, der scorer så højt på sundhed, lighed og social og politisk tryghed, netop kunne forvente, at tallene var en lille smule - for ikke at sige langt bedre - end hvad vi ser, når vi kratter i facaden. Vores arbejdsmarked er fortsat meget kønsopdelt med mandefag som de mest prestigefyldte og højest lønnede, og kvinder tager stadig næsten al barslen og størstedelen af børnepasningen. Det leder automatisk til missede øl med 'drengene' efter fyraften, når der bliver knyttet nye bånd, lavet uformelle aftaler og talt om forfremmelser.

Selvfølgelig kan vi forvente ringe forhold for kvinder i lande, der i forvejen er præget af politisk uro og ustabilitet, vold og korruption og høj kvindedødelighed. Men i Danmark med vores tilsyneladende fremskredne ligestilling, virker det pænt mærkeligt, at kvinder stadig ikke kan udtale sig offentligt eller deltage i politik uden at få trusler eller blive hånet udelukkende på grund af deres køn. Selv har jeg oplevet at få dick pics tilsendt, efter jeg havde udtalt mig om politik og asyllovgivning, og jeg har ikke tal på hvor mange random dates, jeg er blevet inviteret på af folk, jeg slet ikke kender. Jeg skal hilse og sige, at man er lige ved at tabe sin telefon, når man trækker den op af lommen i supermarkedet, men i stedet for sin indkøbsliste ser man et erigeret lem tone frem på skærmen. Som tak for at blande sig i debatten.

Stort set alle offentlige debattører og meningsdannere får en uønsket smagsprøve på trolls og det, der er værre, når de stikker snuden frem. Alle ved også, at når det sker for kvinder, er der lige en ekstra sexistisk krølle på halen. Men det er ikke blot permanente kælderboere, der beriger os med den slags. Også offentlige personer, som Jyllands-Postens blogger Mikael Jalving bærer ved til bålet, når han kalder tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt for en'dukkelise', 'madamme' og 'finke'.

Jalving skal selvfølgelig have lov til at være politisk uenig med Helle Thorning. Men hvis han ikke kan finde ud af udtrykke sin uenighed sagligt og i stedet fremstiller hende som en anden hystade med lillepigeagtig-opførsel, kommer hans kritik til at fremstå som social kontrol overfor alle de andre kvinder, der læser med. Fordi han angriber hende på kvindeligheden. Og den slags udfald mod kvindelige debattører og politikere er så udbredte i Verdens Bedste Land For Kvinder, at jeg sagtens kan forstå, at nogle af mine kønsfæller brænder inde med deres holdninger og melder sig ud af samfundsdebatten. Simpelthen fordi de ikke orker at høre på flere fornærmende, sexistiske kommentarer. Dét er et ligestillingsproblem, som vi ikke burde have, nu hvor tusindvis af mennesker har tildelt Danmark den fine status, som er grunden til dette indlæg.

Apropos fin status. I en rapport fra 2014 fik Danmark en knapt så pæn placering når det gælder vold mod kvinder. Hver tredje kvinde i Europa har oplevet vold eller seksuelle overgreb i løbet af deres liv, mens det gælder for hver anden i Danmark. Det er anslået, at næsten 30.000 danske kvinder årligt bliver udsat for vold af deres partner. Sikke et land at være kvinde i, hva'?

Når nu journalisterne har været så gode til at skrive om vores nyvundne topplacering som kvindeparadis #1, så tillad mig i den forbindelse at gøre opmærksom på det følgende: mænd har meget lettere adgang til medierne end kvinder. En rapport fra medieovervågningsportalen Who Makes the News har gennemgået repræsentation af køn i medier for en tilfældigt udvalgt dag i 2015 verden over, og her ligger vi i den tunge ende af skalaen. Når en ekspert anvendes i nyhedsdækningen, er det kun hver 4. gang, der er tale om en kvinde. I Danmark. Faktisk er der ifølge DR's dækning af rapporten flere kvinder i medierne i Pakistan end i Danmark. Kigger man fordelingen af køn efter i sømmene på andre felter, viser der sig en lignende skævhed, blandt andet i musikverdenen. Kvindelige kunstnere får sjældent æren af at åbne eller lukke Orange Scene, og på årets Tinderbox Festival er der så få kvinder på plakaten, at en fan på Facebook ville høre, om der var mon var et særligt i 'pølsetema' i år.

Og nej, det gør os stadig ikke til et dårligere land, der tåler sammenligning med kvinders forhold i lande som Nicaragua, Afghanistan eller Somalia, der har et af verdens højeste tal for mødredødelighed.

Men vi har stadig et problem, når vi på den ene sider hylder os selv som verdens mest ligestillede land, men straks kommer i gang med at feje det ind under gulvtæppet og tysse ned på feministiske stemmer, når der udkommer rapporter, der får glansbilledet til at krakelere.

Lad det være sagt. Danmark er et godt land at være kvinde i, sammenlignet med mange andre lande. Men helt ærligt, venner, bør vi ikke kunne gøre det endnu bedre i et land, der bryster sig af titlen Verdens Bedste Land For Kvinder?

Nazila Kivi er journalist og foredragsholder, redaktør på magasinet Friktion, medforfatter til seneste udgave af Kvinde Kend Din Krop, og blogger om køn, magt og normer.