De danske slumstormere, der vil udfordre BZ-bevægelsen

Slumstormerne Felix og Sid drømmer om et nyt sted i København, hvor de kan få lov at bo på deres egne præmisser. De er trætte af ikke at have et fast sted at sove, de er trætte af anarkister, der vil bestemme over andre, og de er trætte af manglen på initiativ i BZ-miljøet. De viste os for nyligt rundt i det hus, de har udset til værested for folk som dem selv, der ikke passer ind nogen af de etablerede steder.

Felix rammer døren med et målrettet slag, og pladen, der sidder i vinduet, ryger ud. Den falder med et dunk på gulvet bag døren. Han strækker sin lange arm ind, slår låsen fra, og åbner langsomt døren ind til en faldefærdig bagtrappe. Det er sidst på eftermiddagen og snart mørkt. Folk på gaden kæmper på deres cykler i modvinden, og ingen lægger mærke til os. Det er tydeligt på dørkarmen, at det langt fra er første gang, at huset får gæster på denne måde.

"Det er kommunen, der ejer bygningen. Den skal rives ned, og der skal bygges nogle kontorer," siger Felix.

Han er klædt i joggingtøj, kasket og et par enorme ruskindstøvler, og han må bukke sig for at komme ind ad bagdøren. Efter ham følger Sid, der bruger sin mobiltelefon til at lyse op i opgangen, hvor en lille bagtrappe fører op og ned. Man må sparke skrald til siden for at komme helt ind, og da døren lukker, bliver her helt mørkt. Kulden sidder dybt i væggene, og som vi bevæger os ned i kælderen, piler rotterne forskrækket væk, længere ind i skraldebunkerne. At Sid og Felix vil slumstorme her, lever da op i hvert fald op til begrebet.

"Vi taler hele tiden om, at vi mangler boliger, men her er en voldsomt lækker lejlighedsopgang, og på den anden side af gaden står en helt tom kontorbygning. Hvorfor bygge flere?" spørger Felix.

Huset består af tre etager; alle med store lejligheder, der står tomme og forfalder.

"Det er rigtig lang tid, at huse som det her får lov at stå og blive klamme og få mere og mere svamp," siger Sid, mens han elegant bevæger sig rundt blandt skraldet. Selvom hans ansigt domineres af en voldsom piercing, er der noget mildt og feminint over hans træk.

Et fejet rum og en sovepose vidner om liv i kaosset - hjemløse og romaer gætter Felix på - men helt tydeligt ikke noget permanent. Der hænger en sød stank i luften, men det er svært at sætte fingeren på, præcis hvor den kommer fra. Felix viser ivrigt rundt i rodet, mens han med store armbevægelser fortæller om de muligheder, der tegner sig for hans øjne.

"Tænk, at det her ikke bliver rørt, altså overhovedet ikke, og bare står," siger Sid.

Det er her i huset, at Felix og Sid drømmer om at starte et fristed i København. Et sted, der kan samle folk, og hvor der er plads til at leve på den måde, de nu engang har valgt: under radaren og uden om systemet. De taler om strikkeklubber, blomster på væggene, køkkenhaver på taget, flygtningeboliger, café og fodbold på storskærm – og om hvordan de sammen ville kunne skabe både boliger og arbejdspladser.

"Jeg kan godt forstå, folk synes, det er nederen, hvis der er koncert hver dag til klokken lort, og der er fyldt med bræk og døde punkere på gaden hver morgen. Jeg vil godt vise folk, at sådan er vi ikke," siger Felix, der er klar over hvilket ry, den slags steder har.

Da Felix var 13 år, fik hans mor en slem depression, og han blev adopteret af sine bedsteforældre, som valgte at sende ham på kostskole. Da kostskolen bad ham klippe sin hanekam af, løb han væk. "Jeg var overhovedet ikke særlig selvstændig. Jeg begyndte at rende rundt og bo i tomme huse, var børnepunker og passede ikke ind nogen steder. Jeg sled mine bedsteforældres stole i stykker med mine nitter, du ved," fortæller han.

Sid voksede op i en helt almindelig middelklassefamilie, men da han blev teenager, blev han træt af sin mor og hendes racistiske holdninger. "En dag blev hun skilt og lå bare på sofaen og lavede ikke en skid. Min søster skred først med sin kæreste, og da jeg blev 14, gad jeg heller ikke mere."

Sid og Felix er i dag 20 og 21 og holder til på Amager. Da de mødte hinanden for et års tid siden, indså de hurtigt, at de delte en holdning; rundt om i Europa så de, hvordan ungdomsbevægelser langt oftere end herhjemme slumstormede nye bygninger, men i Danmark lukkede miljøet ned for den slags idéer.

"Der er kommet en stor straight edge-bevægelse i det her miljø." siger Felix. Sid nikker genkendende uden at sige noget.

"De dømmer for eksempel én, hvis man ikke altid spiser fuldstændig vegansk, og så får man det lidt sådan; har du nogensinde prøvet kun at leve af skrald? Skralder du noget klokken tre om natten? For så gider du sgu ikke lige bruge mere tid på at finde noget, der er vegansk," siger Felix.

"Ja, hvordan kan man bestemme over andres spisevaner og samtidig kalde sig selv anarkist?" griner Sid samstemmende.

Den seneste tid har Sid og Felix ikke gidet gå til stormøder og lignende de eksisterende steder i København. Det er altid det samme, og der bruges for meget tid på skulderklap og evalueringer, mener de.

"Vi har Christiania, vi har Bolsjefabrikken, vi har Bumzen, og vi har Ungdomshuset på Dortheavej. Jeg kender folk alle steder, men jeg har stadig ikke et sted at sove," siger Felix.

"Vi har brugt meget tid på at være sure sammen over, at der ikke var noget initiativ. På et tidspunkt besluttede vi os bare for, at vi selv måtte være initiativet," siger Felix.

Erik Storrud, som selv har været en del af aktivistmiljøet det seneste årti og nu blogger om at være "en ballademager, der bliver voksen" på det venstreorienterede medie Modkraft, kan godt genkende Felix' og Sids' følelse af, at BZ-bevægelsen i København har skruet lidt ned for blusset.

"BZ er svært, men det har altid været svært. Der er to grunde. Den ene er, at myndighederne er rigtig hårde ved besætterne – du får ikke lov at beholde et besat hus særligt længe. Den anden er, at folk finder på andre ting; så vil de hellere oprette et kollektiv eller fristed, der ikke skal BZ'es og derfor være ulovligt," siger han.

Erik Storrud mener også, at en nedadgående lyst til at besætte huse kan hænge sammen med, at der faktisk er en del fristeder i København, og at de autonome unge i Danmark har ret fine forhold. Han nævner blandt andre Ungdomshuset, Bolsjefabrikken og Folkets Hus, og peger på, at mange er påpasselige, fordi de gerne vil passe på de fristeder – og beholde dem.

"Folk er blevet mere voksne. Rydningen af det gamle ungdomshus tvang dem til at åbne lidt mere op og at være mere fornuftige," siger Erik Storrud.

Han forklarer, at der ligger mange forskellige årsager og temperamenter bag at tage del i den her bevægelse. Og at det muligvis er sværest for dem, der forsøger at gå under radaren og kæmpe en personlig frihedskamp.

"Man kan tale om en græsrodspsykologi, hvor der er to poler; en, der søger den ultimative frihedsfornemmelse - vi skal bare ud og gøre vilde ting, og vi skal kunne gøre lige, hvad vi vil - og en anden pol, der søger ultimativ tryghed, fordi de ikke føler, de passer ind," siger han og fortsætter:

"De poler bliver begge nødt til at være der, ellers bliver gruppen for selvdestruktivt usammenhængende eller for lukket om sig selv."

Det sidste Felix gør, inden de forlader stedet, er at sætte pladen tilbage i vinduet, præcis som den sad, da de kom. Det er blevet mørkt udenfor, men her er varmere end bag husets forfrosne vægge.

"Hvis projektet er lille, så kommer Politiet og ryder os med det samme. Hvis projektet er stort, så kommer de ikke, for så ser folket os. Det er folket vi skal have med. Det handler bare om at gøre det stort nok," siger Sid eftertænksomt.

Sid og Felix er, siden vi besøgte dem, rejst til Berlin og Amsterdam for at skaffe folk og støtter blandt nogle af Europas store BZ-miljøer og sprede ordet om, at et nyt fristed er på vej i det kolde nord. Redaktionen er bekendt med Sids og Felix' fulde navne.

Rubrikken er den 18. marts 2016 ændret fra "De danske slumstormere, der føler sig udstødt af de autonome" til "De danske slumstormere, der vil udfordre BZ-bevægelsen".

Mere fra VICE:

Hvorfor bliver flere og flere unge danskere hjemløse?

En fattigrøvs guide til København

Da punken mistede sin uskyld i København