Advertisement
Det bliver en god dag, fordi Gilmore Girls endelig skal have den afslutning, den syvende og hidtil seneste sæson fra 2007 ikke kunne give serien (det blev en lortesæson, fordi instruktør og manuskriptforfatter Amy Sherman-Palladino blev vred over den kontrakt, hun blev stillet i udsigt, ogderfor skred, altså handler det her i høj grad også om at opnå en art retfærdig katarsis), men det bliver også – og især – en god dag, fordi vi endnu engang skal have vores tid og samfund dissekeret af en serie, som gør netop dét virkelig godt.Sagen er nemlig den, at Gilmore Girls på en måde er et ret præcist sindsbillede eller et spejl på vores tid, den er udpræget vestlig, udpræget amerikansk (og derfor, på nogle områder, dansk), den er, for mig i hvert fald, mere end bare underholdning.
Advertisement
Amerikanske komedieserier havde, i hvert fald før Gilmore Girls, en tendens til, at familieforholdene i dem var endda meget hierarkiske. Børn var børn, voksne var voksne, og oftest var der ingen, der kunne bruge hinanden til noget på tværs af generationer. Børnene var enten nogle møgunger, antagonister i forældrenes historie, og i så fald skulle de skældes ud og holde deres kæft, eller også var de ih så åh så søde (Olsen Twins, host host), og så skulle de bare være det og ikke så meget andet.Lorelai og Rory er meget mere. De er venner, men også nogle gange fjender. De går hinandens veje, for Rory er langt ældre end sin alder, mens Lorelai er yngre end sit ansvar, og hvis den ene er gammelklog, er den anden både smålig og stædig og selvretfærdig. De elsker at spise usundt, og de taler lynhurtigt, som i LYNhurtigt, når de diskuterer Marcel Proust eller Walt Whitman, eller kærlighed eller alt, man nærmest kan tænke sig.De elsker at spise usundt, og de taler lynhurtigt, som i LYNhurtigt, når de diskuterer Marcel Proust eller Walt Whitman
Advertisement
Advertisement
Stars Hollow er i sig selv interessant. Denne ganske lille by er så charmerende, at man dør over det, for når det er halloween, er der græskar ud over det hele, når der skal være sne, er der sne (og her taler vi ikke sjap, ej heller den slags, man kun næsten kan kælke på), og alle mennesker går altid rundt arm i arm, mens de drikker kakao eller kaffe og taler meget dybt, men også sjovt, om livet i det hele taget. Det er et absurdteater af afdæmpede efterårsfarver, lykkelige mennesker og en guitarbærende troubadour, der smiler og aldrig står i vejen.Og den ændrer sig aldrig, byen. Stars Hollow er som frosset i tiden, skal man vokse her, må man gøre det på trods, og indbyggerne, altså ud over Lorelai og Rory, udvikler sig ikke. Kirk er altid weird, Sookie er altid glad, Taylor er altid nævenyttig, intet ændrer sig nævneværdigt.Det interessante er, at ingen af alle disse mænd, heller ikke Luke, helt kan holde på deres Gilmore.
Advertisement
Advertisement