FYI.

This story is over 5 years old.

serier

Fire teorier om sidste sæson af 'SKAM' på baggrund af den nye trailer

Næseblodet? Perlekæden? Benspændet!!!

NRK har endelig frigivet traileren til fjerde (og sidste) sæson af SKAM, og det bliver – som mange havde håbet – Sana, der skal lede vores stadigt ømme hjerter og flossede nerver igennem forårets sæson i kølvandet på efterårets følelsesmæssige rutsjebanetur med Isak og Even.

Når du er færdig med at hyperventilere ned i en papirspose, er her fire frit fabulerede teorier om den kommende sæson på baggrund af traileren:

Advertisement

1. Isak og Even vil møde (homofobiske) udfordringer

Hvis der var noget, vi lærte af tredje sæson, så var det, at intet i Skam er tilfældigt. Seriens brug af små referencer (Jesus-T-shirten og Isak/Jonas' bælte for eksempel) har været kilde til utallige fanteorier. Grebet var med til at afvikle tredje sæsons næstsidste afsnit på mesterlig vis, fordi vi gennem de mange Romeo + Julie-referencer tydeligt blev ledt til at tro, at Even var ved at tage sit eget liv, imens Isak var til gudstjeneste.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at traileren åbner med skuddet af Evens dryppende næseblod. Er næseblodet en symbolsk forvarsel om den homofobi, Isak og Even vil møde i den næste fase af deres forhold? Næseblodet tyder på, at det ikke er ALT, der er love for Isak og Even. Men lad os håbe på, at fjerde sæson yderligere nuancerer Evens bipolaritet og samtidig bibeholder realismen og den en-dag-ad-gangen-tilgang, Isak havde til deres forhold, da vi forlod ham i sidste sæson.

2. Vilde får også sit moment

Ikke overraskende føres selfiestangen, der er kilde til Evens næseblod, af en stadig storsmilende og stadig glimmerklædt Chris. Og det er selvfølgelig Eva, der sikkert også har drukket sig lidt for fuld den aften, der vælter ned ad trappen. Med andre ord er alt ved det gamle for pigernes vedkommende. Eva har allerede haft sine 15-minutes-of-fame i første sæson, og da fjerde sæson bliver den sidste, skal vi nok kigge i vejviseren efter en kæmpe udvikling af Chris' karakter. Julie Andem vil højst sandsynligt bruge kræfterne og seriens korte spilletid på at forløse de karakterer og konflikter, vi i forvejen er mest investerede i.

Men trailerens dvælen ved Vildes perlekæde er en tyk symbolik, der virker lovende for, at der kommer mere kød på hendes karakter, når hun nu (desværre) ikke når at få sin egen sæson. Vil hendes pæne, blankpolerede facade endelig krakelere totalt? Bliver det kattehookern Magnus, der bliver katalysator for Vildes udvikling og udfordring i fjerde sæson? Mjaw.

Advertisement

3. Drengene er tilbage i birollerne

Hvor traileren til tredje sæson skilte sig ud ved udelukkende at fokusere (meget kropsnært) på drengene, så er de tilsvarende fraværende i den nye trailer, hvor vi er tilbage hos de de Fem Fine Frøkner. Jonas, Eskild, Mahdi og Penetrator-Chris vil formentlig træde et godt skridt tilbage og nøjes med at spille andenviolin til de sidehistorier, som fjerde sæson bliver nødt til at forløse. Undtagelserne bliver Isak og Even, som fortjener al den screentime, de kan få, og Magnus, som er sat i spil til at blive en central del af Vildes historie. Han er også totalt lættis, så jo mere af ham, jo bedre.

Vi bevæger os muligvis ind på et følsomt emne her, men tredje sæson beviste, at vi sagtens kan undvære de tidligere sæsoners hovedkarakterer (I'm looking at you, Noora!). Derfor skal der lyde stor ros herfra, hvis fjerde sæson modstår fristelsen til at hive William tilbage i sidste øjeblik. Lad ham blive i London.

4. Sanas historie bliver nøglen til seriens eftermæle

Ikke alene er Sanas tackling af Noora (thank the lord, ENDELIG!) den handling, der skubber til alle de andre dominobrikker i traileren, men Sana har også hele tiden været en central hjælper i både Isaks og Nooras sæson. Magical Hijab, ik? Det var scenerne med Sana, der etablerede Nooras sæsons feministiske temaer og tredje sæsons religiøse undertema. Rent plotmæssigt vil det formentlig betyde, at fjerde sæson i højere grad bliver ledet af hele ensemblet og ikke fokuserer lige så snævert, som tredje sæsons portræt af Isak. Sanas historie bliver tæt forbundet til de andre karakterers, fordi hendes historie handler om hendes plads i fællesskabet – på skolen og på det større plan som muslim i Norge.

Derfor er Sana også den perfekte karakter til at styre SKAM-skibet i havn. Det bliver hende, der bestemmer, hvad SKAM kommer til at betyde som samlet værk, og hvilken plads serien vil indtage i det kulturelle landskab for eftertiden.