FYI.

This story is over 5 years old.

sociale medier

Lad det her blive dagen, hvor du liker Inger Støjberg på Facebook

Hvorfor? Fordi dit feed er i ubalance. Men det er der råd for.

Vi er, når alt kommer til alt, relativt simple sociale væsener. Vi vil gerne bekræftes i, at vores værdier og verdenssyn er rigtigt. Eller bare godt nok. Derfor finder vi sammen i meningsfællesskaber. Vi ligner hinanden. Vi liker hinanden. Vi synes det samme. Livet er lettere sådan.

Facebook er Generation Y's primære nyhedskilde. Det viser en undersøgelse, hvor folk i forskellige aldersgrupper blev spurgt, hvor de får deres politiske nyheder fra.

Advertisement

Sociale medier – som Facebook – der benytter sig af algoritmer, som i et eller andet omfang definerer, hvad der er relevant for brugerne, har det med at forsyne dig med indhold, der flugter med dine holdninger og interesser. Filter bubbles. Ekkokamre. Kær lille bastard har mange navne.

Med andre ord: Du får mere af det, du i forvejen godt kan lide. Hvad enten det er Brexit eller avocadomadder.

Der har i et stykke tid hersket uenighed om, hvor stor en betydning boblerne har. Nogle mener, de er decideret ødelæggende for demokratiet. Andre sår tvivl om, hvorvidt de overhovedet er en ting.

Sandheden findes formentlig et sted derimellem. Vi skal heller ikke være hellige og lade som om, at vi ikke selv bærer en del af skylden for, at vi lever vores liv i virtuel fællesmasturbation til frelste budskaber, alle i boblen er enige om. For boblen er større end Facebook. Langt hen ad vejen er sociale medier en refleksion af den adfærd, vi i forvejen har.

#likewhatyouhate er et redskab, der giver dig et indtryk af, hvor unuanceret dit feed er. Om det er politisk højre- eller venstredrejet, om du kun får bundseriøse budskaber fra finansverdenen, eller om dit feed er fyldt med hjernedød lol.

Legen er simpel: Du går ind på sitet og forbinder din Facebook-konto med app'en. #likewhatyouhate analyserer så de sider, du allerede har liket og foreslår på den baggrund en række sider af diametralt modsat karakter. Du kan så vælge at like dem, eller du kan lade være – men jo mere du liker det, du hader, jo bedre balanceret bliver dit feed.

Hey, vi påstår ikke, at ekkokamre på sociale medier hverken er skyld i, at Donald Trump blev præsident, eller at en pandaunge blev tvunget til at sidde på Lars Løkkes skød.

Men dit feed bliver forudsigeligt. Og forudsigelighed fremmer ikke en sund og nuanceret debat. Derudover er forudsigelig hella basic. Du vil ikke være basic.

Så like noget andet. Like det, du hader.