Paradisøen, hvor efterkommerne af danskernes slaver bor

Langt mod vest, i det caribiske hav, ligger paradisøen Sankt Croix. Farverige drinks, juvelerbutikker og smukke sandstrande er det, mange danskere forbinder med den eksotiske ø, men øens unge kæmper med konsekvenserne af fattigdom; arbejdsløshed, depression, kriminalitet og misbrug.

I år er det 100 år siden, at Danmark solgte Dansk Vestindien, som Sankt Croix var en del af, for 25 millioner dollar til USA, og i dag hedder øgruppen De Amerikanske Jomfruøer. På grund af årsdagen er diskussionen om, hvorvidt vi bør give en officiel undskyldning for fortidens synder, blusset op igen.

Engang producerede afrikanske slaver sukker til Danmark her. I dag lukker fabrikker og butikker. Alligevel er der plads til håb og drømme.

Alle billeder af Sofia Busk

Madi fylder 21. På artiklens øverste billede kan du se Madi gøre klar til sin fest.

Det er tidlig morgen, og de fleste i huset sover stadig. Madi er vågen. Hun bliver 21 i dag, og senere kommer familie og venner til barbecue for at fejre hende. Hun bor i Christianssted på Sankt Croix sammen med sine forældre og fire søskende i et simpelt hus, som mest af alt minder om et skur. I haven står seks bilvrag, og fem kamphunde er bundet fast til træer og pæle. På en gynge sidder Madis autistiske plejebror med et blik, der ofte vender indad.

Familien lever under fattigdomsgrænsen – akkurat som hvert tredje barn i den tidligere danske koloni. To ud af tre børn får mad via madkuponer fra staten. Madis mor arbejder ikke, og hendes far kan ikke få nok timer som pedel til at kunne forsørge familien.

Madi har de seneste år lidt af angst og depression. Hun har ikke kunne færdiggøre sin uddannelse. Madis største drøm er at lave et dyreinternat og hjælpe dyr, som ellers skulle aflives. Og så har hun planer om selv at bygge sit eget hus, som skal ligge på grunden lige bag hendes forældres. "Familie er hvor livet begynder og kærligheden aldrig slutter" står der tatoveret på hendes venstre underarm. Hun kritiserer regeringen for ikke at gøre nok for at tiltrække flere turister. Sankt Croix' vigtigste indtægtskilde er turisme, men de seneste år er der kommet færre krydstogtskibe. "Regeringen burde bygge et stort vandland," siger Madi.

26 kilometer fra Madis hus, i den vestlige ende af øen, skater KJ på 19 sammen med nogle venner i aftensolen ved Frederiksteds havnefront. I det fjerne kan man se Fort Frederik, de danske koloniherrers fæstning. Den røde maling skaller af murene, kanonerne står der endnu. KJ er ikke interesseret i fortiden, han stolt af at være fra Sankt Croix og holder meget af det rolige, langsomme liv. "Jeg har boet en kort periode i staterne (USA's fastland, red.), men jeg kan bedre lide at være her. Her er mere kærlighed og vi passer på hinanden."

For et år siden havde KJ og hans venner en skaterrampe, som blev brugt flittigt af byens lokale, men da den blev for nedslidt, og der ikke var penge til at reparere den, blev den revet ned. "Sådan går det desværre tit her," fortæller KJ, "hver gang der kommer noget for de unge, holder det ikke særlig længe. Opstår der problemer, er der ingen som vil tage ansvaret, og så bliver tingene lukket ned." KJ drømmer om at bygge en skaterpark til de unge. "Det kunne måske også gøre, at kriminaliteten faldt blandt de ung her på øen, og så synes jeg, at det er vigtigt at sætte sit aftryk. Jeg vil gerne give noget tilbage til mit folk og øen."

På St. Josephs gymnasium lidt udenfor Frederiksted danser tvillingerne Kezia og Kayla på 15 Quadrille – en fransk-inspireret folkedans, som stammer helt tilbage fra 1700-tallet, hvor franskmændene ejede øen. Blandt de bedre stillede unge på Sankt Croix er der en voksende frustration over ikke at blive taget alvorligt af USA. "De fleste i USA ved ikke, at Sankt Croix findes. De tror, at vi er et uland, og at vi ikke engang har internet."

De Amerikanske Jomfruøer er amerikansk territorium, men borgerne har ikke samme rettigheder som andre amerikanere, for eksempel kan de ikke stemme ved præsidentvalget. Generelt er Donald Trump ikke en populær mand på øerne, hvor der lever mange immigranter, som er bange for at blive deporteret. "Vi føler os ikke som en del af USA," siger Kezia, der har et had-kærlighedsforhold til de "rigtige" amerikanere. Hun peger på, at Sankt Croix jo også får stor økonomisk støtte fra fastlandet. Kezia drømmer om at blive officer i det amerikanske militær. Kayla vil gerne være grafisk designer.

Da Tasha gik i 8. klasse, tæskede hun en anden pige og blev smidt ud af skolen. Det var omkring den tid, at hendes mor kaldte hende for bitch og luder og anklagede hende for at gå i seng med ældre mænd. Moren tog hende dengang til gynækolog for at få undersøgt, om hun stadig var jomfru. Det var Tasha, men morens anklager føltes som et overgreb for hende, og fra den dag begyndte Tasha at gå i drengetøj, og hun blev en hård negl, fordi hun følte, at det var sådan, hun bedst overlevede. Hun ville ikke misbruges igen.

Siden hun blev smidt ud af skolen, har Tasha levet fra dag til dag og hængt ud på gaden blandt narkokriminelle. Hun har siddet i fængsel tre gange for vold. Lige nu er det hendes storebror, der er i fængsel. "Jeg savner ham, han mangler i mit liv. Jeg vil have, at han kommer ud, så vi kan spille basket og bare være sammen." Tasha siger, at hun glemmer aftaler og alt muligt andet, fordi hun ryger for meget hash. Hun har svært ved at fortælle, hvad hun drømmer om, eller hvad der gør hende glad. "Hvis jeg kunne gøre noget om, så ville jeg aldrig have slået den pige ned i 8. klasse, for så havde jeg haft en uddannelse i dag."