Oscarshowet viste, at folk stadig synes, det er sjovt at gøre grin med asiater

På tv kan man fint slippe afsted med at gøre grin med overvægtige mennesker, handicappede mennekser, gamle mennesker, transpersoner, latinoer, Amerikas oprindelige befolkning og asiater. Der er ikke de ord, man ikke må bruge om dem - selv de oplagte skældsord som skævøje og risgnasker går ubemærkede hen. Ashton Kutcher må optræde i brownface, Tina Face må skabe en karakter i Unbreakable Kimmy Schmidt, som hedder Dong, taler dårligt engelsk og er god til matematik, og Shaq må sige "Ching-chong-yang-wah-ah-soh" til Yao Ming på kabel-tv.

Så det var både overraskende og samtidig overhovedet ikke overraskende, da Chris Rock under søndagens Oscarshow supplerede den igangværende debat om showets åbenlyse hvidhed med en virkelig dårlig joke om asiater. Til hans forsvar var joken egentlig mere akavet end stødende. Rock introducerede nogle "revisorer" fra PricewaterhouseCoopers, som er det firma, der optæller akademiets stemmer: "De har sendt deres mest dedikerede, præcise og hårdtarbejdende repræsentanter: Ming Xu, Bao Ling og David Moskowitz." Tre asiatiske børn trådte usikkert ind på scenen, mens Rock fortsatte, "Hvis den joke støder nogen af jer, så lav et tweet om det på jeres telefoner, som også er produceret af de her børn."

Det er en virkelig uambitiøs joke, og det et uoriginalt spin på hele to stereotyper, men endnu værre - så er den også usammenhængende. De smed helt sikkert det jødiske navn ind, så det ikke ville se ud som om, de udelukkende lavede sjov med asiater, men så giver børnearbejde-joken ikke længere mening - så det var ikke engang en god racistisk joke.

Det er en ubehagelig sandhed, at en joke både kan være racistisk og sjov, men det er ikke det samme som at sige, at racisme er sjovt. Tag for eksempel den gang, hvor Sarah Silverman var i Conan O'Brien og jokede med, at hun fik at vide, at hun skulle skrive "Jeg hader skævøjer" på en formular, så hun kunne slippe for jurypligt: "Jeg sagde, at jeg ikke ville skrive det bare for at slippe for jurypligt. Jeg vil ikke have, at folk skal tro sådan noget om mig. Så i stedet skrev jeg, "Jeg elsker skævøjer," for hvem gør ikke det?"

Humoren i Silvermans joke er baseret på hendes foregivne uvidenhed om det stødende i "skævøje". Man kunne have brugt ethvert andet skældsord, og joken ville have været den samme. Ifølge Silvermans bog The Bedwetter brugte den oprindelige joke N-ordet. Det væsentlige, som alle synes at overse, når de diskuterer den, er, at Conans producere rent faktisk bad hende om at ændre ordet til "spic" [Nedsættende slangudtryk om personer med latinamerikansk afstamning], fordi de betragtede det som mindre stødende. Hun forhandlede, og så endte de med at bruge "skævøje" som et kompromis. Det er det stødende: Tanken om at det er mindre stødende at joke om ikke-sorte end sorte.

Anthony Jeselnik - en anden komiker - har en joke, hvor han fortæller om en af producerne på Jimmy Fallon, som afviste hans joke om asiatiske kvinder, der driver et vaskeri, hvorefter han lavede det om til, at de bygger en jernbane - "en milliard gange mere stødende," praler han. Produceren svarer, "Okay, så de bygger en jernbane? Det er perfekt." På den måde slipper Jeselnik afsted med sin stødende joke, og han slutter af med at sige, at "pointen med den historie er, at folk, der bliver fornærmede af jokes, er fucking dumme."

Han tager fejl, og så alligevel ikke - for man kan også nemt blive til en slags karikatur på de folk, som overreagerer på en joke - selv en racistisk en - og blive til den her skinhellige, overfølsomme lyseslukker, som ikke begriber, hvorfor nogen kan finde en racistisk joke morsom. (Racister synes, at racistiske jokes er sjove, fordi det er rart at få bekræftet sine fordomme - se Thomas Hobbes' overlegenhedsteori om humor. Anti-racister kan også indimellem finde racistiske jokes morsomme, fordi en jokes humor nogle gange bunder i dens form og levering, og ikke dens indhold.) Selv det at analysere jokes - ligesom jeg gør lige nu - kan se ud som om, at man ikke fatter pointen, som jo netop er ikke at tage det for seriøst.

Men det som Jeselnik, og andre forcerede "edgy" komikere som regel ikke anerkender er, at det ikke er op til dem, hvad der bør og ikke bør fornærme folk. Fuldstændig ligesom enhver anden form for smag eller holdning, så kan man heller ikke sige til nogen, at de ikke burde kunne lide ansjoser. Det gælder især for komikere, som ikke aner, hvad det vil sige at være genstand for racisme, og som derfor fremstår ret dumme ved at snakke om det.

Oscarshowet leverede endnu et slag mod asiater, da Sascha Baron Cohen (som sin wannabe-sorte persona Ali-G) pointerede, at andre minoriteter også var blevet glemt: "Hvorfor er der ikke en Oscar til de der hårdtarbejdende små gule mennesker med små dillere - I ved, Minions?" Han bruger den samme afledning og foregivne uvidenhed, som Silverman gjorde i sin "skævøje" joke, selvom den her specifikt handler om at spille på fælles, stereotypiske opfattelser, hvorved han får publikum til at fuldende den racistiske pointe.

Det gør det ikke mindre racistisk, men det bliver tydeligt, at han forventer, at publikum allerede kender til fordommene. Men hvor kom de fra i første omgang? Racismen imod asiater i medierne i dag er ofte indbygget i comedy. Der er selvfølgelig den oplagte latterliggørelse, som de klovnede karakterer i Two Broke Girls eller Dads, men den letteste form at slippe afsted med er en mere moderne form for ironisk, selvbevidst racistisk comedy, som leveres af eksplicit-liberale, udført mod ikke-sorte minoriteter og baseret på publikums vished om, at racisme er stødende. Eksemplerne tæller, udover Rock, Silverman, Jeselnik og Cohens jokes, også Stephen Colberts tweet om at starte "Ching-Chong Ding-Dong foreningen for sensitivitet over for orienten, eller noget" og Amy Schumers mange jokes om latinoer.

Der er ingen, der tror, at de nævnte komikere rent faktisk bærer rundt på reelle fordomme om asiater eller latinoer og grunden til, at de bruger den slags materiale er allerhøjest, at de ønsker at chokere med deres punchlines. Men deres hensigt er ikke pointen. Pointen er, at medierepræsentationen af asiater og latinoer er forsvindende lille, bortset fra de her smagløse komiske klichéer - det er ret svært at finde dem morsomme, når vi næsten aldrig bliver taget alvorligt. (Hey, der er for resten flere hvide kvinder, der har vundet en Oscar for at spille asiatiske kvinder, end der er egentlige asiatiske kvinder, der har vundet.) Giv os et par asiatiske oscarnominerede, en asiatisk højesteretsdommer og en asiatisk præsident, og så bliver det måske lidt nemmere at grine med.

Mere fra VICE:

Nattens Oscar-show opsummeret i 13 GIFs

Sådan foregår det, når Oslos racismekontrollører går undercover i nattelivet

Svenskerne synes vi er nogle dyresexglade højrefløjsracister