FYI.

This story is over 5 years old.

Penge

Deleøkonomien vokser eksplosivt

Økonomien er vokset fra 15 mia. dollars i 2013 til et potentiale på 335 mia. dollars i 2015.

Billede via Flickr-brugeren Monika Hoinkis.

"Som brødre vi dele." Sådan lyder et gammelt ordsprog, men i et veludviklet vestligt velfærdssamfund som Danmark er det længe siden, at det for alvor har været nødvendigt at dele andet end gode tider. Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at deleøkonomien ville gøre sig bedre i lande, hvor det er økonomisk nødvendigt at dele, men over de senere år er konceptet eksploderet i den vestlige verden. Det gælder koncepter som fx. Airbnb, Uber, Drivr, GoMore, Cookening, Dinner Surfer og utallige andre. Fællesnævneren er som regel, at man gennem en tjeneste kan udleje eller sælge sin tid og ejendele og på den måde som individ fungere som hotel, chauffør, kok osv.

Advertisement

Eksperter forudser, at deleøkonomien i år vil opnå en værdi på 335 mia. dollars op fra små 15. mia. dollars i 2013. Dels har teknologien banet vejen til konceptets vækst i form af smartphones og muligheden for at lave små hurtige transaktioner, og dels kunne man spekulere i, at det at dele til en hvis grad udgør en moderne udgave af 70'ernes kollektivisme.

Uanset hvad resulterede deleøkonomiens vækst også i, at den debuterede på folketingets dagsorden i slutningen af januar og fik massiv opbakning af alle partier på nær Liberal Alliance. Partiet var som sådan enig i, at deleøkonomien bør fremmes, men samtidig mente Joachim B. Olsen ikke, at den nye økonomi burde reguleres for at beskytte eksisterende brancher.

En af grundene til, at politikerne er vilde med deleøkonomien, er de miljømæssige fordele, som flere af tiltagene medfører. Men selvom miljøfordelene er en velkommen bonus, er det de klare økonomiske fordele for forbrugeren, der er den største gevinst ved fx. at bruge GoMore, som er et af Danmarks mest prominente eksempler på organiseret deleøkonomi.

"Vi har 250.000 medlemmer lige nu, og vi vokser årligt med 150.000" - Matis Møl Dalsgaard, GoMore.

GoMore er en service, hvor bilejere kan udnytte alle bilens sæder, når de alligevel skal på tur. Bilejeren opretter eksempelvis en tur fra Enghavevej i København til hovedbanegården i Århus fredag klokken 14. Her kan andre brugere så købe sig et sæde, for et beløb som bilejeren fastsætter, og som typisk er langt billigere end offentlig transport.

Advertisement

"Biler bliver ekstremt dårligt udnyttet, så hvis man kan rejse billigt rundt i landet på denne måde, og bilister omvendt får nogle penge i tilskud til en tur, de alligevel skal køre, så giver det mening for alle," forklarer Matias Møl Dalsgaard, der er CEO og co-founder af GoMore.

Det var under et studieophold i Tyskland for mere end ti år siden, at grundlæggerne af GoMore blev inspireret af de mange og velfungerende samkørselsordninger, de oplevede. Og Tyskland er ikke det eneste sted i verden, hvor samkørsel er på programmet. I ønsket om mindre forurening, sundere økonomi og bedre miljø, er der i Storbritannien blevet søsat et program ved navn Carplus, og flere steder i USA har myndighederne forsøgt at gøre samkørsel attraktivt ved at lave en ekstra kørebane på motorvejen, der kun må benyttes af biler med mindst to personer i.

En taxachauffør demonstrerer mod Uber i London. Via Flickr-brugeren The Weekly Bull.

Selvom der ikke er særlige kørebaner eller statsstøttede programmer her i Danmark, oplever GoMore en konstant stigning i antallet af brugere og ture. "Vi har 250.000 medlemmer lige nu, og vi vokser årligt med 150.000. Jeg er sikker på, at vi kan få en del flere brugere, men det vigtigste for os er trafik. Antal bookinger til at køre med andre og antallet af bilejere, der tilbyder et lift, vokser procentvis hurtigere end antallet af nye medlemmer, men det er endnu bedre, at de medlemmer vi har, bruger GoMore mere og mere," siger Matias Møl Dalsgaard.

Mens GoMore selv fremhæver de økonomiske fordele som hovedfordelen ved at bruge tjenesten, er Matias Møl Dalsgaard blevet overrasket over, hvad GoMore får flest positive tilbagemeldinger på.

Advertisement

"Lige nu er der 14.000 opslag med danske lejligheder. Det er en stigning på 163 % i forhold til samme tidspunkt sidste år." - Nick Wilkins, Airbnb

"Der har vist sig at være enorme sociale gevinster ved konceptet. Folk møder hinanden og har en god og hyggelig køretur sammen. De opdager, man kan snakke med fremmede, og at det er en god oplevelse. Det er jo ellers ikke noget, vi gør så meget i Danmark. Det får vi ekstremt positive tilbagemeldinger på." uddyber han.

Mens det i starten primært har været unge, veluddannede mennesker, der bor i byerne, håber GoMore på, at blive et koncept alle danskere kender og har prøvet. Og hvorfor egentlig ikke?

Et lift fra København til Aarhus på førstkommende fredag klokken 14, kan GoMore klare til 150 kroner, mens Statsbanerne kræver 412 kroner for en siddeplads på samme distance. Sammenligner man det med at køre i egen bil, skal man vidst håbe på massiv medvind hele vejen, og et solidt sejl på vognen for at kunne klare den 300 km. lange køretur for 150 spir.

Mens GoMore er et dansk koncept, der allerede er startet op i tre andre lande, er Airbnb en af deleøkonomiens helt tunge drenge. Tjenesten som tilbyder platform og sikkerhed for, at folk kan udleje deres lejlighed privat, er et amerikansk koncept, der er blevet udvidet til 192 lande. Og nok er Danmark med sine 5,6 mio. indbyggere et lille land, men til gengæld er vi danskere nogle af de mest ivrige for at dele vores hybel og få betalt lidt af huslejen, når vi alligevel ikke er hjemme.

"Lige nu er der 14.000 opslag med danske lejligheder. Det er en stigning på 163% i forhold til samme tidspunkt sidste år," siger Nick Wilkins, der er kommunikationschef for Airbnb i Europa. Han påpeger, at vi i forhold til nabolandene er langt foran. Til sammenligning har Sverige 5.500 opslag fordelt på 9,7 mio. indbyggere, og Norge har 3.470 opslag blandt landets 5,1 mio. indbyggere. I Holland er der cirka lige så mange opslag, men de er fordelt på en ca. tre gange så stor befolkningsgruppe.

Med et stigende antal Airbnb-kunder ville det være oplagt at tro, at der hang mørke skyer over hotelbranchen, men det er ifølge Nick Wilkins langt fra tilfældet: "Vi mener, at der er plads til begge modeller. Airbnbs succes afhænger ikke af, at andre taber. Faktisk er hotellernes procentdel af solgte værelser fortsat med at stige, siden Airbnb er kommet ind på markedet."

Selvom visse kritikere mener, at der i virkeligheden ikke bliver delt andet i deleøkonomien end arbejdskraft, er der ingen tegn på at dens vækst vil stoppe foreløbigt, forudsat at denne nye type økonomi altså fortsætter med at have politikernes gunst.