Fotografen, der får ældre kvinder til at føle sig synlige igen

Denne billedserie er oprindeligt udgivet af Broadly Australia

Da den New Zealandske fotograf Jenny O'Connor fyldte 60 for fire år siden, kom hun til at tænke på ældre kvinders usynlighed i samfundet. På de fysiske og mentale overgange. Og på, hvad der havde været, og hvad der ville komme.

"Jeg sad på en café og tænkte på, hvad mit næste projekt skulle være," fortæller hun. "Jeg tænkte: Jeg fylder 60… Og jeg var ret nysgerrig på, hvordan det er at være 60. Jeg havde en følelse af, at det var en anderledes milepæl end tidligere."

Resultatet blev Visible: 60 women at 60, en fotobog og en udstilling, der hylder 60-årige kvinder i al deres rå, ufiltrerede herlighed. Vi talte med Jenny om hendes proces, motivationen bag projektet og den markante effekt, det har haft – både på kvinderne på billederne og yngre kvinder.

BROADLY: Hvordan udvalgte du de kvinder, du har fotograferet?
Jenny: Jeg kontaktede kun fire eller fem af kvinderne personligt. Jeg ville gerne have, det skulle ske organisk, så jeg fotograferede alle, der tilfældigvis kom forbi, og som passede på kriteriet med at være 60. Projektet handler om almindelige kvinder. Præcis som de er, og hvordan de ser sig selv i det her øjeblik i deres liv.

Hvordan var processen, da du havde fundet dine modeller?
Vi begyndte med at tale om, hvordan de ville fremstilles – deres portrætter er en slags sammendrag af alt ved dem på det her tidspunkt, og ofte blev det udtrykt gennem, hvad de havde på, og hvilke rekvisitter der var med på billedet. De var tit ret forsigtige. De ringede til mig og sagde: "Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg gør det her, det virker helt skørt. Jeg troede aldrig, jeg ville lade nogen fotografere mig… men hey, nu gør jeg det."

Det var noget af en proces at opklare, hvem de her kvinder var. De var altid ret nervøse til at begynde med, og så var det min opgave at få dem til at glemme sig selv og forestille sig, at kameraet var en person, de kunne betragte. Det er derfor, de allesammen kigger direkte i kameraet.

Jeg spurgte dem: "Hvad vil du gerne sige?" Og på et øjeblik gav de slip – nervøsiteten og selvbevidstheden forsvandt – og så ville de sige noget gennem linsen. Når det skete, kunne jeg mærke det, og de kunne mærke det, og jeg sagde: "Der fik vi den," og de sagde: "Ja".

Hvilken slags feedback har du fået?
Jeg har fået beskeder fra kvinder over hele verden, der skriver ting som: "Jenny, jeg har lige set din bog, og den får mig til at føle mig mindre alene." De yngre kvinder siger blandt andet: "Jeg er ikke lige så bange nu. Jeg har altid været bange for at blive gammel, men nu hvor jeg har set de her billeder, er jeg slet ikke bange mere."

Nu forstår jeg, hvilken kraft der ligger i, at kvinder i vores alder står frem. Hvis du sidder ved siden af en almindelig gråhåret dame i bussen, så har hun sikkert en fantastisk historie at fortælle, og du vil aldrig vide det, medmindre du spørger.

Havde du nogle stilistiske kriterier?
De skulle ikke skjule noget ved dem selv, de ikke kunne lide, for det handler om os i vores helhed. Vi er 60 – vores kroppe er ikke, hvad de var engang.

Jeg sagde også, at de skulle se direkte i kameraet, fordi de skulle kommunikere med personen, som skulle se billedet. Der skulle ikke være nogen beskedne blik til siden. Det handlede om det engagement, og det forstod de godt. Det var meget op til dem, hvordan de ville præsentere sig. Nogle gange var jeg meget involveret, og andre gange var jeg næsten ikke involveret.

Hvad er næste skridt for projektet? Jeg kan forstå, du har lanceret et spoken word-projekt i forbindelse med fotoudstillingen?
Jeg vil gerne udbrede det internationalt og give det samme lokale aspekt, som vi har haft med de new zealandske kvinder. Der er så mange muligheder. Det er ikke kun en fotoserie med kvinder i 60'erne, det er også et spørgsmål om at fremme en dialog om det at blive ældre og især, når kvinder bliver ældre. Det bliver sjældent taget alvorligt. Vi vil gerne have folk til at tænke over det, tale om det og fjerne den stigmatisering, der findes.

Når folk kommer til mig og siger: "Endelig!", så siger jeg: "Det er præcis, derfor jeg gør det!"