Sådan er det at vokse op som hvid 'kartoffeldansker' i ghettoen

I det "multikulturelle mikrokosmos", som er Urbanplanen, var der had og skyld og utallige – og vigtige ­– nuancer af brun. Og så var der Perker-Pape, som, uanset hvor perker han forsøgte at være, ikke kunne løbe fra, at han var en "fucking kartoffel". Morten Pape debuterede sidste år som forfatter med den selvbiografiske roman "Planen", der handler om at vokse op i betonblokkene i Urbanplanen på Amager i København – en af Danmarks såkaldte ghettoer. Pape er i dag 29, har en bachelor i film- og medievidenskab og læser på den alternative filmskole Super 16. Han bor på Vesterbro og ser herfra tilbage på opvæksten i Planen med, hvad det indebærer af privilegie-komplekser og hvid mands skyldfølelse.

En aften havde min somaliske ven Guled bestemt, at jeg skulle med ham ned i ungdomsklubben Jokeren, hvor alle fra Urbanplanens hårdeste bandekerne var samlet i kælderlokalet og sikkert ville stå i kø for at give mig en røvfuld og smadre mine briller. Men Guled sagde, jeg skulle tage det roligt, for jeg var sammen med ham.

Nede i kælderklubben spillede de gangsta-rap og Playstation2, og en stor pumpet hvid fyr tog imod os bag baren. Han hilste på Guled, som han sagtens kendte, og han hilste for første gang på mig og så lidt skeptisk ud, nærmest urolig på mine vegne, og sådan noget kunne jeg mærke med det samme.

Det blev ikke bedre af at se de store bandemedlemmer med kort hår og store trøjer hænge i en lædersofa med brændemærker og ryge smøger og kigge ondt på mig, som om jeg var en uvelkommen spion. Jeg gjorde mit bedste for ikke at se på dem, men bare ligne en iskold kartoffel med hætte over hovedet, som aldrig smiler eller føler noget som helst. Det føltes fandeme godt, for de her drenge var ikke ude på at skade mig, men ude på at hærde mig.

De fortalte vitser og løb med sladder om andre bander, og hvem der havde zigget hvem og senest fået en på hovedet af dem fra Kastrup; de fucking skaldede racister, der gemte sig bag deres forældres murermestervillaer på rolige villaveje, og som bare skulle komme til Planen, så ville de flække dem på langs og robbe deres knallerter og tune lortet og køre ud til dem igen og sætte ild til deres hjem.

Den aften testede de størrelsen på mine nosser og mit kendskab til folk i huset. Jeg klaskede manges hænder, men ikke nogle af de store bandetyper, for de holdt på røret på deres vandpibe eller filtret på deres smøger eller skaftet på deres knive. Kender du ham, har du mødt ham der før? Det her er Morten, han er go' nok, selvom han er dansker, han er en af os, vi kalder ham Perker-Pape, sagde Guled til de andre og grinte.

Jeg kunne lide navnet med det samme. Men navnets natur understregede, at jeg ikke hørte til blandt dem. At jeg stadig var en fucking patate.

Min opvækst foregik i et multikulturelt mikrokosmos mellem kulturkristne og bedetæpper i et socialt udsat boligområde midt på Amager. Urbanplanen var min hjemstavn, men også et forfejlet socio-økonomisk eksperiment på trods af fortidens gode hensigter - et epicenter for en masse sociale problemer, kriminalitet og ghetto-stigmatisering oven i hatten.

Der var flere tørklæder end tylskørter, og der blev sunget mere arabisk i skolegårdes kroge end Halfdan Rasmussen ved hinkebanen.

Sådan havde det dog ikke altid været. Engang var det den hvide arbejderklasse fra produktionssamfundet, der flyttede ud i de fuldkommen ensartede lejligheder eller rækkehuse med parketgulv, savsmuldstapetvægge og fjernvarme. Den socialdemokratiske drøm.

Gennem 90'erne og 00'erne udartede det sig dog til noget, der kunne minde om et parallelsamfund med gadens regler som det herskende sprog. Sproget blev håndhævet, gradbøjet og brugt i alle mulige sammenhænge for at stigmatisere de i forvejen stigmatiserede - som om vi allerede i forvejen var klar over, hvad resten af verden mente om os, og derfor var der ingen grund til ikke at vende det til egen fordel og diskriminere folk på baggrund af deres ophav, der samtidig var deres skavank, deres forbandelse, deres evige incitament fra omverden til aldrig at tro, at de var en skid.

Heller ikke hvis man var en fucking dansker fra Kurvemagerstien i Planen.

Når jeg i dag som en kaukasisk, bacheloruddannet, kreativ-Vesterbro-forfattertype sidder og skal udarbejde en tekst og redegøre for min barndoms oplevelser af at mærke diskrimination som hvid, er det efterhånden svært ikke at blive ramt af den (for mig) imaginære bremseklods bestående af det her privilegie-kompleks netop på grund af min hudfarve og ophav. Jeg er i historisk kontekst en del af den systematiske hvide undertrykkelse. En del af problemet, ikke en del af smerten.

Men diskriminerer jeg i virkeligheden så ikke bare mig selv? Jeg har ingen anelse. Jeg er for længst blevet lullet ind i tanken, jeg accepterer og respekterer den - for det har nemlig også været nødvendigt et sted som Urbanplanen, som inden for sine betonboliger husede mere end tres forskellige nationaliteter og dermed mindst tres forskellige former for stigma.

I Urbanplanen var du nemlig i første omgang hverken borger eller køn eller sød eller slem - du var først og fremmest din baggrund. Fra Frankrig til Falestine. Din hudfarve var din uniform. Dit ophav var din stolthed og din svækkelse.

Hvis du kom fra Thailand, Vietnam eller Filippinerne, var du bare en skide kanøjser, der spiste hunde med pinde og havde en lille pik eller flad røv i de der cameltoe-bukser fra Amager Centret. Hvad enten man var mulat, somalier eller netop flygtet fra Eritrea, var du en neger fra fattigrøvskontinentet Afrika med store piksutterlæber og krøllet garn som pigerne (desværre…) elskede at røre ved.

De arabiske, tyrkiske, pakistanske og mellemøstlige var dem med lidt mindre mørk hud, kulsort hår, gerne tilsat en god omgang Dax-wax eller lilla tubegelé, kriminelle fætre fra Nørrebro og analfabetisme i blodet. Perkerne. Det blev de kaldt af de fremmedfjendske grupperinger i området, og de kvitterede denne gestus ved også at bruge ordet mod dem selv - i en meget begrænset udstrækning er det vel sammenligneligt med sorte amerikaneres brug af ordet 'nigger' som påmindelse om den hvide majoritets undertrykkende og umenneskelige adfærdshistorik.

Og så var der mig. Morten i midten. Brille-Pape den ene dag og Perker-Pape den næste. Konstant i identitetsmæssig søgen efter et sted at høre til. Uanset hvor, bare jeg følte mig inkluderet. Valget stod mellem flere slags had og diskriminationsdyrkelse tilsat en god portion offermentalitet. Enten var det synd for indvandrerne, fordi de altid fik skylden for ballade og ikke kunne få et job på grund af deres navn og hudfarve. Eller også var det synd for danskerne, for det var jo deres land, deres traditioner og skikke og Poul Reichardt'ske fløjtesange badet i fugleglans, der blev eksistenstruet af de der fejlfarver, der bare kom og nassede og sprang over køen i supermarkedet og ikke lavede en skid og tilmed fik sig en bolig før tante Jackie og hendes to børn.

Forskellene på 'os' og 'dem' var evidente i nærmest alle henseender, og det samme var de diskriminerende bemærkninger. Når vi eksempelvis var i brusebad efter idræt eller fodboldtræning, stirrede vi som teenagere konstant på hinanden. Danskernes dinglende forhud lignede åbenbart en tryne fra et svin, mens Guled en gang fik at vide, at han godt kunne droppe de lange brusebade, for han blev alligevel ikke vasket hvid.

På et tidspunkt besluttede jeg mig for, at fremmedhadet aldrig ville kunne tiltale mig. I stedet søgte jeg mod den anden slags had. Hadet mod mig selv. Min familie. Mod danskerne og vores samfundshykleri hos de etniske minoritetsgrupper. En slags omvendt integration.

Så var det, jeg tog med Guled ned i Jokeren, og derefter indtog jeg kamæleonens tilværelse og lod. Det handlede om at lave para, få gang i nogen kız og altjid stille op, hvis der var nogen, der ville lave vur. Sproget var en del af camouflagen. Det dobbelte tilhørsforhold voksede i mig og styrkede min udvidelse af og mit perspektiv på menneskers forskellige verdensanskuelser, værdier og fjendebilleder, og samtidig havde jeg fra min heterotopiske position en ret bred, men uskøn udsigt til diskriminationens mangefacetterede træk og former.

Men jeg blev stadig holdt udenfor, fordi jeg var dansker. Hvem er ham der danskeren? Hvad laver du sammen med den kartoffel? Dengang følte jeg en eksklusion på grund af mit udseende og splejsede statur. I dag tror jeg faktisk i lige så høj grad, at nogen prøvede på at beskytte mig og holde mig ude af alt det der bandestads.

Diskrimination og fordomme var desværre på mange måder en ubelejlig, men ganske givet følgesygdom af Planens beboersammensætning. Mobning og drillerier var hverdagskost, ofte med en røvfuld eller to som dessert. Måske havde det været anderledes, hvis vi alle kom fra ressourcestærke forældre, der ikke glimrede ved deres fravær, som var forbilleder og gik op i at have velopdragne børn, og som ikke indlullede os i offermentaliteten med modermælken.

Racistisk had næres af selvhad. Når den generelle og primære stimuli i en social udsat osteklokke hverken er dannelse eller udfoldelse af drømme og evner, men derimod et konstant og ofte voldeligt forsøg på at bevare hakkeordenen og sørge for, at ingen skal føle sig mere værd end andre, trives netop selvhadet, mens sammenholdet kollapser.

Diskriminationen kom som sagt også udefra. I folkemunde på andre dele af Amager blev vores kvarter kaldt for Turbanplanen, Kurvemagerstien hed Ballademagerstien, og når vi tog på udebane og repræsenterede den blå/hvid-klædte fodboldklub fra Sundby Idrætspark, som de fleste af os spillede i, hed vi Fremmedarbejder Amager. Det blev vi kaldt af dem, som stadig ikke kender forskellen på haram eller halal, og som tror taboulé må være en form for brætspil.

Fordomme kommer vi aldrig af med, for de er en indbygget del af menneskets forståelse og forstillelse over for andre mennesker. Hvis vi ikke besad fordomme, ville vi nok have svært ved at forstå noget som helst om hinanden. Det er simpel hermeneutik. Diskrimination er fordomme, der træffer hænder med dumhed og had - og det er langt sværere at navigere udenom.

Læs mere om diskrimination fra VICE:

'Folk ser ikke et menneske, de ser en thailuder'

De brune, de handicappede og de grimme - en status på diskrimination i Danmark