​Hudløst ærlige portrætter af Berlins kreative ungdom

Søren Drastrup er en ung dansk fotograf med base i Berlin. Søren voksede op i en lille by i Nordjylland, Hadsund, hvor han som biseksuel, ikke-fodboldinteresseret dreng ikke følte, han passede ind. I gymnasiealderen flyttede Søren til Aalborg og senere København, hvor han gik på Det Frie Gymnasium og blev involveret i et mere kreativt miljø. Selvom den nye tilværelse i København passede Søren væsentligt bedre end landsbyopvæksten, følte han stadig ikke, at han kunne være helt åben om sin seksualitet. Fotografiet blev derfor en måde for ham at møde nye mennesker og komme ind i nye miljøer. Det er stadig omdrejningspunktet Drastrups arbejde, mens kulissen er skiftet ud med Berlin.

En håndfuld weekendture, blandet med en flirt, der flyttede til den tyske hovedstad, og en far, der flyttede til Californien, blev startskuddet på Sørens nye liv i Berlin. Han blev forelsket i byen, og for første gang oplevede han et miljø, hvor han kunne være fuldstændig sig selv. Der er nu gået 3,5 år, og på den tid har han dokumenteret en stor del af den omgangskreds, han begår sig i, gennem sine hudløst ærlige portrætter af den kreative, homoseksuelle ungdom i Berlin. Billederne kredser om fester, selviscenesættelse og seksualitet i en by, hvor alle vil have en bid af den ægte, rå oplevelse af ungdom og frigørelse.

Vi tog en snak med Søren Drastrup om Berlins stigende gentrificering, kampen for overlevelse i den kreative verden og det miljø, han begår sig i og dokumenterer i sit arbejde.

Hvordan kom du for alvor igang med at fotografere?
Efter at have boet i Berlin i et år, hvor jeg ikke havde lært så mange mennesker at kende og mest bare havde brugt min tid på at feste og ikke lave noget seriøst, kom jeg i et dilemma, hvor jeg enten ville begynde at lave noget mere seriøst i Berlin, eller også blev jeg nødt til at flytte tilbage til Danmark. Og da jeg ikke havde lyst til at flytte tilbage til Danmark på det tidspunkt, valgte jeg at søge ind på en fotoskole hernede, og det var egentlig dér, mit rigtige liv startede. Det var i sommeren 2013, og jeg mødte nogle folk, som havde boet hernede i længere tid, og de introducerede mig for en masse gode mennesker, og så var der ingen vej tilbage. Jeg tror ikke, jeg kommer til at flytte tilbage til Danmark. Jeg har heller ikke planer om at blive boende i Berlin for altid, men lige nu føler jeg ikke, der er andre steder, det ville være bedre eller muligt for mig at bo.

Når du kommer fra Danmark er det vildt billigt at bo hernede, men når du begynder at arbejde hernede, får du også det tilsvarende mindre udbetalt i løn. Alle andre steder, du tager hen, er vildt dyre i forhold til her. Så man kan godt føle sig lidt strandet.

Men jeg går ud fra, at det ikke kun er det økonomiske, der er årsagen til, at du gerne vil bo i Berlin?
Nej, overhovedet ikke. Du kan ikke sammenligne Berlin med andre steder, her er så mange kreative mennesker, der kommer fra hele verden. Hele homomiljøet er så stort. Det er faktisk først, efter jeg er flyttet til Berlin, at jeg er begyndt at acceptere mig selv og føle, at jeg kan være lige præcis den, jeg er, uden at skulle skamme mig over noget som helst. Det er også helt klart derfor, jeg har fået det forhold til byen, jeg har. Jeg ved, at der er mange, som er i samme situation, som måske kommer fra et lille sted og flytter til Berlin, og så er det her, de begynder at blomstre, eller hvad man skal sige.

Hvordan vil du beskrive det miljø, du er i? Det virker til, at der er et element af subkultur i alle de mennesker, du tager billeder af?
Ja, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Det er helt klart domineret af homoseksuelle, unge mænd, men selvfølgelig er der også en del piger i det. Det er virkelig et festmiljø. Der er rigtig mange, der tager ud og fester hver weekend, flere dage om ugen. Miljøet er delt op i to grupper; Den ene gruppe er folk, der kommer til Berlin for at feste, men som ikke rigtig har noget mål med at bo her, og som bor her i en årrække og flytter væk igen. Det virker, som om de bliver lidt lost, fordi de måske ikke har nogen konkrete mål. Den anden del er folk, som er her, fordi de føler, at de bliver nødt til at være i Berlin, fordi der ikke er andre steder, de kan være. De har mål, de laver ting og er virkelig produktive.

Nu nævnte du det her med, at folk kommer til Berlin og måske bare bor der i kort tid hovedsageligt for at feste. Der har været snak om, at der kommer rigtig mange weekendturister, at der er for mange lejligheder, der bliver lejet ud på AirBnb, en stigende gentrificering af byen og lejligheder, der bliver dyrere. Er det noget, du kan genkende fra den tid, du har boet der?
Ja, det kan jeg helt klart genkende. Da jeg flyttede herned i september 2012 og kiggede på de første værelser, kunne man sagtens finde et værelse til 350 euro. Det endte så med, at jeg lejede en lejlighed med min kæreste, som på det tidspunkt var ret dyr. Jeg tror, den kostede 900 euro, så det var ikke dyrt som sådan, men dyrt i Berlin. Nu er den billig i forhold til mange andre lejligheder her. Jeg kender mange folk, som bliver nødt til at udleje deres lejlighed eller værelse på AirBnb for at have råd til at bo her.

Der er folk, der køber lejligheder kun med det formål at leje dem ud, det er jeg meget imod, for det forhindrer andre i at få dem. Mange af de tyskere, jeg kender, som er vokset op i nogle af de populære områder i Berlin, har ikke råd til at bo der længere og bliver nødt til at flytte længere væk, fordi der kommer folk til byen, som kun skal bo her i seks måneder eller et år, og som kommer fra et rigere land med en opsparing og kan leve rigtig godt i den begrænsede periode.

Dine billeder er en blanding af flere ting; der er et modeelement i mange af dem, noget dokumentaristisk og så en masse portrætter. Hvordan vil du selv beskrive dit arbejde?
Det synes jeg egentlig, du gjorde meget godt dér. Det er portrætter, jeg tager, men ofte er det folk, jeg kender på en eller anden måde, og mange af personerne er på en eller anden måde i det samme miljø. Så du kan vel også godt kalde det en eller anden form for dokumentarfotografi. Og der er helt klart også elementer af mode, og det er også noget, jeg gerne vil lave noget mere af i fremtiden. Det kommer også af, at der er virkelig mange af de mennesker, jeg omgiver mig med, som ikke nødvendigvis går vildt meget i mode på den måde, at de køber dyre mærker, men at de er virkelig kreative, og mange af dem går ret vildt klædt. Det er helt klart også en positiv ting for mig, når det kommer til mine billeder; at der er ret mange, der er bevidste om, hvordan de ser ud, uden nødvendigvis at være interesseret i fashion. Jeg har også venner, der er stylister, make-up artister, fotografer og modeller, så det er meget centreret omkring mode, men ikke på en overfladisk måde, som det ofte kan være. Det er mere noget, folk bruger til at vise, hvem de er. Selvfølgelig for at iscenesætte sig selv, men det er også en måde for dem at performe på og skabe deres personlighed gennem den måde, de klæder sig på.

Når du nu snakker om homomiljøet, klubmiljøet og fester, så er det jo umuligt ikke at tænke på den tragiske hændelse i Orlando. Er det noget, du har kunne mærke i Berlin?
Folk er helt klart påvirkede af det. Det er tydeligt at se, at der er virkelig mange, der deler ting på internettet omkring det og skriver om det. Folk er berørte af det, helt klart. Der er især mange, der gerne vil have fokus på, at det var en homofobisk ting, der skete, og det ikke nødvendigvis er noget, der behøver at blive kædet sammen med islam.

Se mere af Søren Drastrups arbejde på hans hjemmeside.

Skribent Carl-Emil Storm Gabrielsen er redaktør på Dry Magazine. Følg dem på Facebook.

Se flere fotoserier hos VICE:

Enorme kugler af guld, kobber, platin og bittesmå diamanter i Sydafrika

De bedste steder at elske (med) hinanden på Roskilde

En vidunderligt pastelfarvet guide til de ældste computere