Sådan er livet som undercover narkobetjent

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

I sommeren 1994 befandt amfetamin-novicen Neil Woods sig på en pub i den lille by Whitwick i Leicestershire. Her stod han med valget mellem enten at sluge en større mængde 40 procent rent speed, eller at få sit livs røvfuld af en berygtet gangster fra Leicester.

Hvad gangsteren ikke vidste var, at Neil var narkobetjent. Han havde forsøgt at købe en stjålet bil af gangsteren og havde på den måde opbygget et forhold til ham på den lokale pub. Desværre for Neil, havde han begået den fejl, at udgive sig selv for at være en slags "amfetamin-connaisseur".

"Efter at have kendt ham i cirka 4 uger, fremskaffede han denne hér pose til mig", fortæller Neil mig, fra sit hjem i Herefordshire. "Han sagde, 'her er en gave til dig. Jeg vil vædde på, at du ikke har prøvet speed af den her kaliber før!' Det havde jeg heller ikke. Jeg havde faktisk aldrig taget speed før. Men sekunder før han rakte mig sin pose med 'vidunder-amf', var jeg vidne til at en fyr der skyldte min nye ven £10 fik smadret kraniet. Jeg følte mig derfor nødsaget til at tage imod hans tilbud."

Neil placerede en lille smule amfetamin på spidsen af sin tunge, men det var ikke nok til at stille hans nye ven tilfreds. "Jeg var lidt for tilbageholdende, og han udbrød, 'Du skal da have mere end det dér!' Da han troede jeg var storforbruger af amfetamin, forventede han, at jeg havde opbygget en vis tolerance over for stoffet og han opfordrede mig derfor til at øge mit indtag. Det brændte, da jeg tog det i munden. Jeg betalte ham og tog derefter hjem, men jeg sov ikke i de næste tre dage. Det var helt forfærdeligt. Senere fik vi testet stoffet og det viste sig at det var 40 procent rent. Normalt er dét amfetamin, du får på gaden omkring 5 procent rent."

Den slags oplevelser, var ikke unormale for Neil. Han arbejdede som undercover narkobetjent i 14 år fra 1993 til 2007. Han anslår selv, at hans arbejde var medvirkende til at sikre sammenlagt 1000 år i narkodomme i den periode, men han er overbevist om, at alle de domme, ingen effekt havde på mængden af stoffer, der finder vej til Storbritannien.

"Mit arbejde var spild af tid. Alt jeg gjorde var, at gøre livet mere ubærligt for de mest udsatte".

Selvom det var uoverensstemmelser med hans eks-kone, der i sidste ende fik ham til at stoppe i politiet i november 2012, havde han allerede på det tidspunkt mistet troen på både effekten af hans arbejde og de infiltreringsmetoder han var med til at udføre.

Neil voksede op i Derbyshire og droppede ud af Salford University som 19 årig. Han søgte ind hos politiet for at få lidt mere spænding i sit liv. "Min plan var at backpacke ned igennem Europa, men da jeg så i en annonce i den lokale avis, at politiet ledte efter aspiranter. Jeg slog plat og krone om det. Det blev krone og derfor søgte jeg ind ved politiet".

Han havde arbejdet ved politiet i 4 år, da han endte i narkopolitiet.

I de tidlige halvfemsere var der knap så meget kontrol med narkopolitiets undercover-indsats og da nogle kolleger foreslog at han skulle tjekke det ud, besluttede Neil sig for at tjekke det ud. "Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var god til det. Jeg tror, at det har noget at gøre med min måde at håndtere adrenalin på. Folk reagerer meget forskelligt på adrenalin og uanset hvor nervøs jeg var før en opgave, blev jeg helt klar i hovedet, i det øjeblik jeg kastede mig ud i den".

Storbritanniens narkoenheder arbejder sammen og derfor blev Neil hurtigt tilbudt månedlange opgaver rundt omkring i landet. Opgaverne var ofte meget risikofyldte. Neil kunne for eksempel finde på at udgive sig for at være narkoman, for derefter at infiltrere narkomiljøet i det område han arbejdede i.

Han kan huske en episode fra en af hans første opgaver i en boligblok i Derby-forstaden Normanton. "Jeg blev sendt ind for at banke på døren og snakke med nogle mennesker, der solgte crack. Jeg begyndte at snakke og jeg endte hos en bookmaker. Alle dealerne hang ud hos bookmakeren og jeg lærte dem at kende og formåede at købe crack hos dem".

"Jeg blev rent faktisk overvåget af narkopolitiet, men de mistede mig af syne. Da jeg dukkede op igen, blev jeg mødt af en nervøs forsamling af sveddryppende og urolige betjente. Det viste sig, at den person som solgte mig stoffet, havde to tidligere domme for knivstikkerier. "

I 1996 introducerede politiet et træningsprogram for deres undercover narkobetjente, men på det tidspunkt havde Neil allerede tre års erfaring og han endte derfor i en rolle hvor han både var underviser og studerende. "Man får at vide i løbet af undercover-træningen, at man ikke spiller skuespil" udtaler Neil. "Man lader i stedet som om man er en anden version af sig selv."

På trods af den omfattende træning var Neil konstant i fare for at blive et offer for pushernes uforudsigelige natur.

I 1997 mødte Neil en dealer i Fenton, Staffordshire og købte 0,8g heroin af ham. Umiddelbart bagefter vendte han tilbage for at købe mere. "Jeg bankede på døren igen og spurgte ham om jeg kunne købe mere af ham. Han svarede, at han på ingen måde lå inde med noget heroin. Så trak han et samuraisværd og holdt det op imod min hals og sagde 'Du må være en fucking panser!'"

Dealerens kæreste stak sit hoved ind ad døren og sagde "for helvede - jeg troede det kunne få ham til at tilstå!" Fyren trak sværdet væk fra Neils hals og han og kæresten begyndte at grine. Så spurgte han Neil, hvad det var han var ude efter og Neil bad om fire pakker.

"Han tog sig god tid, gav mig fire pakker. Jeg begyndte at putte de små sølvpapirskugler ned i en tom cigaretpakke mens jeg gik ud af lejligheden. Da jeg igen kiggede op, blev jeg mødt af en kniv der pegede mig lige op i ansigtet. En eller anden nar forsøgte at frarøve mig den heroin, jeg lige havde købt. Jeg tænkte, 'det var bare slet ikke min dag'. Han sagde 'Giv mig heroinen, så sker der dig ikke noget.' Jeg sagde 'Nej, ikke på vilkår' - og løb min vej. Det kan godt være at man både ser ud som en narkoman og lyder som en narkoman, men en ting er sikkert, du kan altid løbe fra de rigtige narkomaner."

Neil flyttede fra by til by i løbet af sin karriere og blandede undercover-arbejde med konventionelt politiarbejde. Han brugte ofte sine dage på at udgive sig for at være crack- eller heroinafhængig, for derefter at slutte dagen af på et luxuriøst hotel eller i en lækker lejlighed. Det var en voldsom kontrast. En kontrast som Neil ofte fandt mærkelig og decideret ubehagelig.

"Du bruger hele dagen på at fremstå afslappet, uanset hvordan folk ser på dig. Man lærer simpelthen at leve med andre folks fordømmende blikke og de ydmygelser, der følger med," forklarer Neil. "Så afslutter du dagen på en meget privilegeret måde og det føles bare helt forkert. Lidt som om man bliver overvåget. Inde midt i byen er det ingen, der værdiger dig et blik, når du udgiver sig for at være narkoman. Det er derfor folk ikke forstår, at mange cracknarkomaner har svært ved at klare sig inde i byerne."

Neils oplevelser undercover fik ham til at opsøge alt den viden han kunne komme i nærheden af om stoffer og deres virkning. Han deltog i Anonyme Narkomaners (AN) første europæiske konference i september 1999. Der var han tilhører til en debat, der handlede om hvorvidt narkodømte skulle sendes til AN i stedet for i fængsel. Under den efterfølgende spørgerunde, stillede han et spørgsmål, som han i dag synes var meget naivt - var der overhovedet nogen idé i, at tvinge folk ind i AN, hvis de ikke allerede selv havde opsøgt hjælp?

"Hele rummet - og det var et meget stor rum - blev fuldstændig stille," fortæller han. "Lige indtil en af paneldeltagerne spurgte mig 'tror du, at vi der sidder her har haft en eller anden magisk åbenbaring, der gør at vi er her i dag? Vi er alle som en, blevet slæbt herhen i mod vores vilje.'"

Det var et vendepunkt for Neil - et vendepunkt, der fik ham til at indse, at de narkomaner, han kom i kontakt med igennem sit arbejde, ikke var rigtige kriminelle. De var nærmere svage og udsatte mennesker, der havde brug for hjælp. "Efter den konference gik det op for mig, at jeg tidligere havde set på narkomaner, som værende mindreværdige medlemmer af samfundet, der desuden var skyldige i deres eget forfald," siger Neil. "Men egentlig, så var de bare mennesker, der havde brug for hjælp og som var for syge til selv at opsøge den."

Neil er nu af den opfattelse, at politiets undercover-arbejde ikke gør andet end at udsætte denne gruppe af svage mennesker for yderlige risici.

"Organiserede kriminelles mest effektive våben er frygt. Jo mere de bliver presset af politiets arbejde, jo mere vil de gøre brug af den frygt, der gør mennesker sårbare."

I Mansfield, Nottinghamshire, mødte Neil en tigger som introducerede ham til potientielle kunder, til gengæld for en mindre procentdel af Neils handler. Omkring et år senere fandt Neil ud af at tiggeren var blevet dømt til 5 års fængsel for at handle med heroin. "Jeg var forfærdet. Alt han havde gjort var at sidde på det samme sted i midten af Mansfiled og tigge."

"Han fortalte mig, at månedens højdepunkt havde været da en blodåre mellem hans tæer havde åbnet sig og gjort ham i stand til at stikke sig dér for første gang i tre år. Det var symptomatisk for hans livshistorie. Denne her fyr havde brug for hjælp - han havde brug for noget helt andet end at blive udnyttet af pushere, og for den sags skyld, noget andet end at blive udnyttet af mig."'

Neil forklarer, at heroin-narkomaner, som sidder i fængsel, ofte står i gæld til deres pushere. Den gæld løber der renter på og de skal betales. De narkomaner, der ikke kan betale af på gælden oplever ofte, at deres familie og deres venner bliver tvunget til at betale af på deres gæld. Denne afbetaling inkluderer tvungen prostitution og handel med stoffer. Når narkomanerne endelig kommer ud, står de stadig i gæld og har derfor svært ved at forlade miljøet.

Ifølge Neil samler en stor del af Storbritanniens 300.000 heroin-narkomaner sig i større kystbyer. "Jeg tænker på om de menneskers største ønske er at flygte fra deres afhængighed, og at de så ender i byer ved kysten, når de ikke kan komme længere væk."

Neil blev sent til Brighton i slutningen af 2005, som på det tidspunkt havde Storbritanniens højeste andel af overdoser pr. Indbygger. Da han ankom gik det op for ham, at de undercover-metoder Brightons politi benyttede sig af på det tidspunkt var blevet så forudsigelige, at byens kriminelle var helt forberedte på dem. "Gangsterne havde udset sig byens hjemløse til at kontakte potentielle kunder og de hjemløse var fuldstændig rædselsslagne."

Han lærte to hjemløse at kende. De fortalte ham, at andre hjemløse var blevet myrdet, efter at have introduceret undercover-betjente til gangsterne uden at vide det. "Alle kan skaffe sig af med en narkoman," forklarer Neil. "Man sørger bare for at de tager en overdosis."

På det tidspunkt havde der været 58 overdoser på det ene år. "Det er markant højere antal end i de byer Brighton normalt sammenligner sig med. Men mine kollegaer grinede bare af det," siger Neil. "Narkomanerne var fuldstændigt overbeviste om, at flere af disse overdoser var mord. Uden grundig efterforskning ville jeg ikke begynde at spekulere i om det var rigtigt eller ej, men i og med at de hjemløse var helt og aldeles overbeviste om det var sådan tingene forholdt sig, så burde have været bekymrende for enhver politibetjent."

At de mennesker som Neil var ude efter - og som han ofte sendt bag tremmer - var desperate i deres søgen efter hjælp, blev kun underbygget, da han mødte en hjemløs i Brighton. Manden, en britisk tidligere forretningsmand, der talte fem sprog flydende, var gået helt i hundene, efter han var begyndt at bruge heroin til at lægge en dæmper på sin speed-rus.

"Han havde denne her destruktive følelse omkring sig," fortæller Neil. "Han vidste, at han skulle dø og at han ikke ville overleve den kommende vinter. Han havde fået tilbudt en lejlighed i Worthing. Det ville have kostet ham £5.40 at tage toget hen og møde udlejeren, men på det tidspunkt havde han ikke råd. Han skulle bruge £20 på en pakke heroin. Selvom han vidste, at han enten ville tage en overdosis eller dø af kulde, magtede han stadigvæk ikke at skrabe penge sammen til en togbillet."

Efter seks uger, af det, der skulle have været en seks måneder lang opgave, blev Neil træt af at gå efter de små fisk i stedet for bagmændene. Han forlod Brighton og nægtede at udføre flere af den slags opgaver.

Neil stoppede som undercover-betjent i 2007, men han fortsatte ved politiet indtil 2012. Han er glad for at have forladt politiet og bruger i dag sin tid på at dele ud af sine erfaringer i håbet om, at det kan hjælpe til at forbedre den engelske narkopolitik. Han er fortaler for et statsreguleret salg af stoffer, simpelthen for "at fratage de kriminelle kontrollen med stofferne".

"Det er ikke godt for dig at udføre et stykke arbejde, som du føler er uetisk. Det tager hårdt på en," fortæller Neil.

"Det jeg gjorde var ikke udelukkende min fejl. Man er en fodsoldat. Ordrerne kommer oppefra og du stoler på systemet. Det er en disciplineret indsats og man stoler på sine kollegers dømmekraft. Du stoler på loven, men når det kommer til narkolovgivningen, så er loven forkert."

Følg Michael Allen på twitter

Fik du lyst til at læse mere om stoffer?

Det lærte vi om stoffer i 2015

Vi skal hjælpe unge danskere med at tage stoffer på den rigtige måde

Byen uden stoffer