Webserien 'One Two' skildrer backstagelivet i København, når det er mest akavet, beskidt og uglamourøst

"Alle tror, at det er sådan noget med rockmusikere, der sidder og drikker Jack Daniels og tager lange baner coke," siger musiker og forfatter Nat Jenkins, der fortolker det akavede, vanvittige backstage-fænomen i korte, spiselige afsnit med sin nye comedy webserie One Two. "Men de mange, kedelige hverdagsbekymringer som 'hvad skal vi have at spise?' og 'hvor kan jeg komme til at skide?', manglen på glamour backstage – det var det, jeg gerne ville vise med serien."

Hvert afsnit tager udgangspunkt i en ny storby, og fjerde afsnit, 'Dom Digallo', er filmet på et beskidt badeværelse lige her i København. Afsnittet er instrueret af dansk-britiske Marco Sandeman og har de danske skuespillere Mads Reuther ('I blodet'), Carsten Svendsen og musikeren Julian Winding (søn af musikeren Kasper Winding) i hovedrollerne.

Den specifikke lokation har holdet kun fået lov at benytte mod lovning på, at de ikke røber hvilket sted, der er tale om – men folk med kendskab til København vil højest sandsynligt genkende stedet fra scenerne.

Se premieren på 'Dom Digallo', det fjerde afsnit af Nat Jenkins' webserie One Two, der er filmet i København og instrueret af Marco Sandeman, her:

Vi tog en snak med skaberen af One Two om hans inspirationskilder og den særlige og ofte dybt surrealistiske stemning, der kan være til lydprøver, og vi spurgte ham om det mest fucked up, han selv har oplevet backstage.

VICE: Hej Nat. Nu taler vi sammen, fordi du har lavet den her serie One Two. Men du er jo også selv musiker. Har du været nødt til at sætte musikken på pause, mens I har filmet serien?
Nat Jenkins: Faktisk ikke. Jeg tror lige, at vi havde udgivet vores andet album, mens hele serien var ved at blive optaget, og var på turné, så jeg havde nogle ret surrealistiske oplevelser, hvor jeg faktisk var til rigtige lydprøver, og så dagen efter på settet, for at genskabe en lydprøve.

Jeg kan godt lide det korte, hurtigt-spiselige webserie-format og kommer til at tænke på Vimeo-serien High Maintainance, der er blevet samlet op af HBO. Hvad ser du selv? Er du serie-mand?
Ja, klart. Jeg er selv stor fan af High Maintainance –elsker den. Jeg er ikke direkte inspireret af den, men den har klart spillet en rolle i forhold til hvilken retning, jeg ville tage projektet i. Jeg er også ret glad for den her form for korte comedy-indslag, og jeg tror, at succesfulde projekter som High Maintainance har banet vej for den her måde at sprede serier via internettet. Før i tiden lavede folk kortfilm, og på mange måder er webserie-formatet på et tidligt stadie lige nu.

I forhold til serier er der mange ting, jeg godt kan lide: Jeg elsker Peep Show og mere traditionel britisk comedy som Alan Partridge, og så har jeg også været ret glad for nogle af de nyere, større Netflix- og HBO-serier om musik. Jeg tror desværre ikke, at de har klaret sig så godt, men jeg kunne godt lide…

…Vinyl?
Ja! Jeg kunne godt lide Vinyl, og jeg var virkelig trist over, at den ikke blev fornyet.

Enig. Det gjorde ondt at se den slutte på sådan en cliffhanger.
Det er virkelig en skam. Jeg kan også virkelig godt lide The Get Down. Jeg synes, den er undervurderet – den er virkelig genial. Og Baz Luhrmann er fantastisk.

Fedt. Du har beskrevet lydprøven som et "intenst, klaustrofobisk og ofte surrealistisk tidspunkt på dagen". Fortæl os lidt om din personlige inspiration til seriens plots.
Næsten alle afsnittene bygger på mine egne oplevelser eller på historier, jeg har hørt, mens jeg har været på turné eller ude og spille. Det første afsnit, "Fricassee", der handler om en heavy metal-sanger, er faktisk baseret på en snak, jeg havde med The Kooks' manager. Vi var på turné med dem, og så fortalte han den her historie om en fyr, hvis karakter, når han var på scenen, ikke kunne have været længere fra den måde, han var som person i virkeligheden. Det var virkelig som nat og dag. Så det havde jeg lyst til at lave noget om.

En af vores medvirkende musikere i et andet afsnit, Natalia Tena, har været med i Game of Thrones og Harry Potter, og hun har de her sindssyge fans, der ikke kan skelne mellem virkelighed og fiktion, så jeg har prøvet at skulle spille sammen med dem (Natalias band Molotov Jukebox, red.), hvor de her mennesker er dukket op og desperat har forsøgt at involvere sig i situationen – og det er det, afsnittet "The Slooze" handler om.

Men de mærkeligste lydprøver, jeg har oplevet… der var en, hvor jeg blev bedt om at tage forsangeren fra The Animals' plads –

Wow.
…og det var en forfærdelig katastrofe. Jeg er kæmpe fan af dem, men de spurgte mig, om jeg kunne to dage før eller sådan noget. Om de kunne flyve mig til Glasgow, og om jeg ville spille en koncert med dem. Det lød virkelig som om, at det ville ende i en kæmpe katastrofe, og det gjorde det også. Jeg kom derhen, og der stod jeg i det her kolossale, tomme teater, med en kø af mennesker uden for, og vi havde cirka et kvarter til at prøve at få styr på et helt sæt, før musikken startede. Virkelig frygteligt. Både for mig og for dem. Jeg får koldsved bare ved tanken om det. Det var suverænt den værste lydprøve, jeg nogensinde har været en del af.

Traumatisk. I forhold til København-afsnittet: I har været rundt i hele verden og filme. Australien, Holland, Frankrig – hvorfor valgte I København?
Jeg besøgte København for første gang for nogle år siden, men instruktøren og min gode ven Marco Sandeman har boet der i et stykke tid. Jeg besøgte ham, og forelskede mig bare i byen. Han tog mig med rundt på Christiania og en masse andre fantastiske steder, og så begyndte vi at snakke om sjove ideer til One Two. Jeg elsker København-afsnittet. Det er et af de mest åndssvage i hele serien – to gutter, der venter på at komme ud at skide, mens de samtidigt desperat forsøger at imponere den her pladefyr. Vi begyndte bare at grine over ideen, og så havde Marco nogle virkelig gode ideer i forhold til casting. Det var et af de første afsnit, jeg skrev til serien.

Var der nogen udfordringer ved at filme på et toilet på et spillested – skete der noget uventet under optagelserne i København?
Marco sagde, at det var en af de hårdeste optagelser, han nogensinde har været en del af, fordi der havde været kæmpe fest på stedet aftenen før, så han fortalte, at det hele bare stank af lort og pis. Han skød det selv, så han måtte ned og kravle rundt på maven på det her klamme toiletgulv. Det var en af de klammeste ting, han nogensinde havde været udsat for. De havde åbenbart først lukket stedet en time før han kom, og de skød klokken seks om morgenen og havde kun en dag til det.

Bygger udvekslingen mellem Dom Digallo og de to, unge musikere på nogle af dine personlige oplevelser?
Ja, helt klart. Der er så mange af sådan nogle øjeblikke. Men det afsnit handler især om den totale desperation, man føler, når man lige er startet som musiker. Karaktererne er sultne, triste, en smule ynkelige og virkelig desperate. Og der har jeg helt klart selv været. Der kommer en fyr til ens koncert, som alle ens håb og drømme afhænger af – og så viser han sig at være en kæmpe nar.

Jeg er jo nødt til at spørge: Hvad er så det mest sindssyge, du har oplevet backstage?
Det var nok en aften med en meget kendt gammel blues-guitarist. Jeg kan ikke afsløre hans identitet, men han havde arbejdet sammen med alle tilbage i de gode gamle dage, og jeg var ude og turnere med ham. Han var virkelig alkoholiseret. Som i 24-karat-guld-alkoholiker. Personalet på spillestedet var blevet beordret af hans management til at gemme enhver dråbe sprut, der ellers ville stå i hans omklædningsrum. Han sad og sagde: "I told these people to bring me some goddamn whiskey, all they give me is fucking sparkling water!" Og så ventede han på, at alle havde forladt rummet og lod som om, at han ikke vidste, sprutten var blevet skjult, og så vendte han sig til mig og sagde: "Boy? You know what you're gonna do now? You're gonna tell me where they hid my goddamn whiskey!" Så jeg tænkte 'fuck det', og så en aften gav jeg ham det. Vi sad og drak sammen, og han fortalte historier om, at han havde arbejdet sammen med alle fra Elvis Presley til The Beatles, og jeg sad bare og tænkte 'det her er for vildt'. Men da han gik på scenen var han helt væk, han kunne slet ikke spille, og jeg vidste, at det var mig, der havde fucket det op.

Tak for det, Nat.

Du kan se flere afsnit af One Two her.

Læs mere fra VICE om serier og film:

Du skal se 'I blodet', fordi den handler om, hvordan det er at være dig

Derfor bliver 'The Get Down' din nye foretrukne Netflix-serie

En dybdegående analyse af datingshowet, hvor folk bedømmer hinandens nøgne kroppe