​Sådan føles det at leve under fattigdomsgrænsen i Danmark

I 2013 fastslog regeringen, at du er fattig, hvis du i tre år har haft en disponibel indkomst på under 103.200 kroner om året. Ifølge denne officielle grænse var der 42.200 fattige danskere i 2010, og tallet er mere end fordoblet siden 1999, hvor antallet var 16.200 efter samme målestok. Eller sagt på godt dansk: Flere danskere er gået godt og grundigt på røven siden de glade halvfemsere. Det gælder især gruppen af arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere, og det gælder især 40-årige Tina Jespersen (ikke hendes rigtige navn), der må samle skrald og hutle sig gennem tilværelsen for ikke at sulte. Her er, hvad hun fortalte os:

Joachim B. Olsen må være skingrende sindssyg, hvis han virkelig mener, at kontanthjælpen er for høj. Altså virkelig. Så synes jeg, at han skal komme hjem til mig og se mit budget og prøve at leve, som jeg er nødt til.

Hvor fattig er jeg? Tja, jeg får cirka 10.000 kroner udbetalt i kontanthjælp om måneden, og når jeg har betalt min husleje, min medicin, mit telefonabonnement og resten af mine regninger, har jeg et sted mellem 1800 og 2600 kr. tilbage at leve for. Nogle af pengene går til mine tre børn, som kommer på besøg hos mig hver anden weekend. Mad, julegaver og fødselsdagsgaver. Biografture og den slags er umuligt. Hvis mine børn havde boet hos mig, havde jeg fået børnepenge, men det gør de ikke, og derfor er det mig, der skal betale penge til faren. Eller burde, for jeg har simpelthen ikke råd til det, og jeg håber bare, at han ikke siger det til kommunen. Licens burde jeg jo egentlig også betale, men jeg kan ikke. Ligesom gæld må være gæld, og togbøder må være togbøder.

Det har ikke altid været sådan. Før boede jeg i et hus med min eks-mand og vores børn, og jeg havde et ganske almindeligt arbejde som økonomiassistent. Så blev vi skilt, og jeg røg langsomt ud i et misbrug, som havde ulmet længe. Først kom det snigende, og så brød det ud i lys lue, da familien gik i spåner. Jeg lånte penge på det sorte marked, og renterne var ikke ligefrem fordelagtige. Pludselig stod jeg på gaden og var blevet afhængig af heroin. Jeg gik fra at være husmor til at være hjemløs narkoman. Det tog mig fem år at blive stoffri igen, og det har jeg været i næsten et år, men jeg kan bare ikke komme ovenpå økonomisk.

Det bliver ikke nemmere at være så fattig, men man lærer da et par tricks. Jeg går på loppemarked, og der finder jeg en gang i mellem nogle ting, som jeg maler og sælger med en lille fortjeneste på 30-40 kr. Jeg har lært at klippe mit eget hår, og så ved jeg selvfølgelig, hvor og hvornår der er mest mad at finde i containerne. Jeg går ellers kun i genbrugstøj, men sidste vinter trådte min lillebror til og sørgede for, at jeg kunne få en god vinterjakke, som jeg har manglet længe. Vi fandt en på nettet, der var sat ned fra 1800 til 600 kroner, og det var ren luksus.

Og så tænker du sikkert: "kan du ikke bare få dig et arbejde?" Nej, det kan jeg altså ikke bare. Jeg er stadig tilknyttet behandlingssystemet, for jeg har været en masse ting igennem, som skal bearbejdes på alle mulige måder. Jeg har ganske enkelt ikke mulighed for at være et sted fast 37 timer om ugen. Endnu. Jeg har rigtig mange drømme og ting, jeg godt kunne tænke mig. Men helt ærligt: hvor mange arbejdsgivere kender du, der gider at ansætte en som mig?

Jeg har da tit tænkt på, om ikke jeg bare skulle bryde loven for at tjene nogle penge. Måske kunne jeg køre noget fyrværkeri over grænsen eller sælge stoffer, eller hvad fanden ved jeg… I stedet roder jeg rundt i madcontainere. Hvis jeg er heldig, kan jeg for eksempel finde en liter juice, som er intakt. Så har jeg da lidt til weekenden, når mine børn kommer.

Men selv hvis jeg fandt en container fuld af slik, ville jeg ikke kunne skjule for mine børn, hvor fattig jeg er. Når jeg spørger min tiårige datter, hvad hun ønsker sig i gave, svarer hun "det er lige meget, mor" og prøver at smile så godt hun kan. Sidste år var hendes julegave en morgenkåbe og et puslespil fra genbrugsbutikken. Selvom hun gjorde alt for ikke at vise, hvor skuffet hun var, kunne hun ikke holde tårerne tilbage, og hun løb ind på sit værelse. Det glemmer jeg aldrig.

Alligevel er det værste, når man hører politikerne sige, at "vi" får for mange penge, og at "vi" er forkælede. Jeg føler mig sgu ikke forkælet, og jeg får ondt i maven og bliver hunderæd for at miste min lejlighed, når de taler om at skære i kontanthjælpen. Hvis I rører så meget som 100 kroner i det her budget, så ved jeg ikke, hvad der sker! Så ville jeg måske ryge på et forsorgshjem, og så er det slut med at få mine børn på weekend.

Sådan er det med den usikkerhed, der omklamrer en, når man ikke har penge til en skid. Hvad gør jeg den dag, jeg bliver opkrævet børnepenge? Eller hvis min telefon går i stykker, eller hvis min husleje stiger? Jeg ville helt vildt gerne fuldføre min økonomiuddannelse, eje en bil eller åbne min egen butik…. Men den slags er ren utopi lige nu. I første omgang er det overlevelse. Hver dag.

Som fortalt til Lars Jellestad.

Mere om penge:

Vi fik Klaus Riskær til at vurdere, om Biggie Smalls' "Ten Crack Commandments" er gode forretningsråd.

Hvad sker der, hvis Danmark bliver en oliestormagt?

Det er på tide at være mindre dum og på røven.