Vi talte med fire personer om hvordan det føles at slå et andet menneske ihjel

Der hersker en generel ide om, at vi i den vestlige verden er blevet mere distancerede fra døden, end vi nogensinde har været - på trods af al voldsforherligelsen i medierne. Men hvordan er det i virkeligheden at tage et andet menneskes liv? Hvilke nuancer ligger der i det, som Hollywood ikke helt formår at indfange? Gennem utallige telefonsamtaler, og efter at have finkæmmet internettet i timevis, fandt jeg frem til fire gutter, der alle har forårsaget et andet menneskes død, og som var villige til at tale med mig om det. Her er deres beretninger med deres egne ord. Deres identiteter er hemmeligholdt.

Chaufføren
Det værste øjeblik i mit liv var i sommeren 2014, omkring klokken 21.30. Jeg var på vej hjem og kørte i høj fart gennem en dunkel bydel med stripklubber og billige hoteller. Jeg drejede om et hjørne og fik øje på en ældre herre, sent i halvtredserne, måske i sine tidlige tressere, gråt hår, høj og ranglet. Jeg tænkte, " Shit, jeg kommer sgu til at ramme ham," og dyttede. Han havde tid til at løbe, men blev bare ved med at gå i samme tempo. Så jeg klodsede bremserne, prøvede at vie udenom, men bragede ind i ham.

Jeg hørte lyden af hvinende bremser, metal, der vrider sig, og glas, der smadrer, alt sammen inden for samme sekund. Jeg sprang ud af bilen for at se om han var OK, men han lå bevidstløs, med sit højre ben brækket sidelæns fra skinnebenet. Flere andre mennesker stoppede, og der var nogen, der spurgte mig, hvad de skulle gøre. Jeg sagde, de skulle ringe 112.

Senere, efter jeg var kommet hjem, fik min far et opkald fra politiet, der informerede os om, at manden var død. I de efterfølgende dage prøvede jeg at fortsætte med min hverdag, og fortalte så få mennesker som overhovedet muligt om det. Men min mor havde andre planer og fortalte det til hele familien. Til min søsters bryllup to uger senere omfavnede alle mig og fortalte mig, at jeg ikke havde gjort noget forkert. Jeg ønskede bare, at det hele ville forsvinde. Men det er det sjove ved at glemme ting: når du gerne vil, kan du ikke. Jeg tænker stadig på den mand hver dag. Hvad ville han lave lige nu, hvis det ikke havde været for mig?

Jeg har fået en fartbøde, men sagen er ikke blevet afgjort i retten endnu. Hvis der er en ting, jeg har lært, så er det at lade være med at gå over for rødt. Helt seriøst, bare gå, hvor det er sikkert.

Soldaten
Jeg er fra en lille by, hvor jeg gik ud af gymnasiet tilbage i 2005, fuld af testosteron, så selvfølgelig søgte jeg ind i militæret. I militæret mødte jeg gutter, der lever med attituden, "vi er bedre end jer, fordi vi stræber efter at være de bedste." Det skaber en mentalitet, som kan sammenlignes med skoletiden, hvor ingen vil være den sidste til at miste sin mødom. Vi sloges med hinanden om at være den første til at slå en fjende ihjel. Man tænkte ikke på, hvordan det egentlig ville være at tage et menneskes liv, og hvordan det bagefter ville føles.

For mig skete det natten før Mors Dag i 2007. Jeg står oprejst sammen med min delingsfører og min værelseskammerat og sigter på nogle gutter, der gemmer sig rundt om en granatkaster. Da den første af dem rejser sig, åbner jeg ild. Det var præcis som en skydeskive, der springer frem. Jeg trykkede bare på aftrækkeren. Da støvet havde lagt sig, havde vi dræbt seks oprørere i området, og to til døde på hospitalet.

Nogle fra vores deling kom og fjernede deres lig, og på basen blev vi mødt med lykønskninger. Men udsendelsen trak ud, og som ugerne gik, begyndte jeg at tænke mere og mere på de mænd, vi havde skudt i smadder. Jeg kan huske, at jeg spekulerede over, om der var en lille, irakisk pige, der græd, fordi hendes far ikke var kommet hjem, eller en hustru, hvis ægtemand nu var borte for evigt.

Jeg havde været der så længe, at jeg var blevet ligeglad med døden. Jeg var ikke bange og accepterede bare alt. Men da det for alvor gik op for mig, at jeg fuldstændigt havde fjernet et andet menneske fra jordens overflade, var det som psykisk tortur. Det bragte døden tættere på.

Sønnen
Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var fire, men min far var aldrig helt ud af billedet. Til familiemiddage i højtiderne var vi samlet, og Nytårsdag og 4. Juli gik jeg lange ture med min far, hvor vi talte om historie og så fyrværkeriet over San Francisco. Indtil i fjor.

Hans lunger svigtede, og han kunne ikke få nok ilt. Dagen før, han blev indlagt på hospice, havde vi et møde med lægerne for at diskutere, hvad der skulle ske. Min far ville ikke i respirator, og der var ikke meget andet, lægerne kunne gøre for ham.

Måske fire timer før han gik bort, fik han mig til at sætte ham op. Han tog mig i hænderne og sagde, "jeg…jeg tror gerne, jeg vil slukke for ilten," og gav mig et kram. Han tog masken af, og jeg fik sygeplejersken til at forlade stuen. Så hjalp jeg ham med at ligge sig ned igen og holdt ham i hånden.

Jeg husker ikke præcis, hvornår hans øjne stoppede med at bevæge sig, men de lukkede sig ikke. Han åndede stadig, langsommere, men prøvede ikke, han var ikke længere til stede. Det gik op for mig, at hans hånd på det tidspunkt var helt slap. Mere end når man bare sover. Min indre stemme sagde til mig, igen og igen: "Du har været der for mig hele mit liv, og jeg er der for dig indtil sidste øjeblik." Og så endelig: "Jeg kommer virkelig til at savne at snakke med dig."

Efter det gik jeg bare sådan lidt rundt i rummet med mine hænder på hovedet og undrede mig over, hvad fanden der skulle ske nu. Jeg samlede alle hans ting sammen i en skraldepose og bar dem udenfor. Jeg gjorde uden tvivl det rigtige for min far. Han traf selv sit valg, jeg hjalp ham bare med at udføre det. Jeg kunne ikke være mere stolt af ham for ikke at have tvunget mig til at skulle stå alene med den beslutning.

Teenageren
Følgende fandt sted ude på landet i det nordlige Florida. Jeg var 18, men aldrig rigtig typen, der tog ud og festede, så jeg sad bare derhjemme alene og surfede på nettet. En aften ved ni-tiden hørte jeg vinduet i stuen blive smadret.

Ærligt talt så brugte jeg ikke lang tid på at overveje mit næste træk. Jeg gik bare direkte efter mit jagtgevær, der lå under min seng, og snuppede fire patroner fra mit natbord uden at skarplade geværet. Efter at jeg havde taget forsvarsposition, ringede jeg til alarmcentralen og fortalte dem, at jeg havde indbrud. Hun var midt i at sige til mig, at jeg ikke skulle gøre modstand, da min ubudne gæst brød gennem døren til mit soveværelse. Jeg ladede mit jagtgevær, pegede våbnet direkte på ham og råbte til ham, at han skulle forsvinde. Han stod bare og stirrede, som om han vurderede sine chancer. Så bevægede han sig pludselig – han greb ud efter en pistol, han havde siddende i bukserne.

Her er, hvad der bekymrer mig: jeg tøvede ikke et sekund. Så snart hans hånd var på pistolen, skød jeg. Det første skud smadrede hans torso og rygrad. Han faldt om. Skud #2 splattede størstedelen af hans hoved ud over det hele. Kvinden fra alarmcentralen kaldte på mig telefonen, tydeligt rystet over, hvad hun havde hørt, men lettet, da hun hørte min stemme igen. Jeg meddelte hende, at jeg var OK, og at ham, der var brudt ind, var død. Hun blev hængende i røret med mig, indtil politiet ankom.

Efterfølgende gik jeg ud på verandaen med min bedstefar. Jeg husker bare, at jeg kastede op og græd. Det er ikke en rar følelse at have taget et liv. Det går imod vores menneskelige natur at tage, hvad Gud har givet til alle verdens mænd og kvinder. Men var jeg i samme situation igen, ville jeg stadig trykke aftrækkeren i bund. Jeg vil altid beskytte mig selv og de mennesker, der står mig nært.

Illustrationer af Molly Rose Dyson