Advertisement
Advertisement
Howard Marks: Jeg ved ikke, om det er det ultimative stof, men det er blandt de bedste. Mine egne adrenalintrip bliver udløst af frygt – det minder nok om det atleter, bungyjumpere og gamblere oplever, når først de er bundet til en bestemt beslutning. Jeg kan stadig mærke suset, hver gang jeg optræder, selvom jeg ikke risikerer andet end at ligne en idiot foran et par hundrede mennesker. I smuglerdagene risikerede jeg livstid i fængsel og nogle gange døden.
Advertisement
Det var uden tvivl én af de mest foruroligende tidspunkter, men jeg har oplevet en del gennem årene.Jeg vil gerne spørge dig om din disciplin, når det kommer til at skrive. Du har en utrolig naturlig stil og formår at tage læseren direkte med ind i selve hjertet af det, du beskriver, om det så er din første karryret eller en uhyggelig, forladt bakketop i Andalusien. De fleste forfattere har en form for rutine eller ritual, de sværger til – hvad gør du?
Hvis jeg har sat en dag af til at skrive, så bliver jeg ved med at slå løs på keyboardet indtil jeg har skrevet minimum 1.000 ord, og håber jeg kommer ind i et flow, så jeg når 5.000 ord. Hvis jeg har svært ved at nå de 1.000 ord, og jeg synes, at det, jeg har skrevet, er lort, så gemmer jeg det alligevel et sted, i tilfælde af at det kan inkluderes i et senere projekt. Jeg har ikke behov for at have et værelse med en smuk udsigt eller en komfortabel stol. Jeg kan ikke skrive, når jeg er fuld, men jeg kan godt, når jeg har tømmermænd. Jeg skriver uvægerligt bedre, når jeg er skæv, og redigerer bedre, når jeg har taget coke eller drukket ekstremt stærk kaffe.
Advertisement
Jeg synes ikke, at det var svært. Faktisk synes jeg, det var en hjælp, fordi det fremskyndede det nødvendige adrenalinsus. Mine shows er bare mig, der snakker lort til en masse mennesker, der normalt er lige så langt væk som mig. Jeg er ikke engang tæt på at have det fokus eller det talent, Mick Jagger har. Han skal danse, synge og fortsat være den bedste forsanger, noget band nogensinde har haft. Jeg beundrer ham og de andre Rolling Stones enormt meget, og har altid gjort det.Du taler om det spirituelle potentiale ved ecstasy. Trods nogle af de grimme sider, der hører til handlen, som du beskriver i Mr Smiley, har du så stadig den samme tiltro til selve det aktive stof MDMA?
Ja, det har jeg, så længe det er rent.Havde du nogle moralske skrupler ved at blive en del af ecstasyhandlen? Var du opmærksom på det hysteri, sladderpressen havde skabt over ravescenen, og de omtalte dødsfald, da du var i fængsel?
Ja, det havde jeg, alene fordi det ikke var cannabis, som jeg ellers aldrig har haft nogle moralske skrupler over at sælge eller smugle. Jeg var overhovedet ikke klar over hysteriet over raves, da jeg var i fængsel.Føler du, at du kan forlige dig med din sygdom efterhånden? Var den en terapeutisk oplevelse at skrive Mr Smiley?
Jeg føler, at jeg har vænnet mig til det, men det tog mange måneder. Nu ser jeg kræft som min måde at leve på, i stedet for min måde at dø på. For mig har der aldrig været noget rensende ved at skrive. Jeg skrev det meste af Mr Smiley for nogle år siden, men jeg tænkte, at det var for kontroversielt til at sende til en forlægger!
Advertisement
At være berygtet er en særlig form for berømmelse, og ikke en modsætning. At være berygtet er sådan set bare at være berømt for noget, som visse mennesker tager afstand fra. Det ville da være fantastisk at være berømt for noget, alle synes om, men det er en ekstremt sjælden ting.Blev du overrasket over, hvor kæmpestor Mr Nice blev?
Jeg blev blæst bagover. Jeg tænkte, at nogle få gamle hippier ville læse den, for nostalgiens skyld, men jeg havde aldrig nogensinde troet, at den ville appellere til den næste generation. Jeg skrev Mr Nice meget kort tid efter, at jeg var kommet ud af fængslet, inden det var gået op for mig, hvor meget mere udbredt cannabisforbruget var blevet. Før jeg kom i spjældet var cannabisrygning hovedsageligt en fornøjelse forbeholdt middelklassen, mest studerende, og caribiske immigranter, som elskede musik. Det meste af arbejderklassen røg ikke cannabis. Da jeg kom ud af fængslet, opdagede jeg, at postbude, blikkenslagere, vagabonder, skræddere, soldater og butiksassistanter alle sammen tændte op.Her til sidst, hvad er den vigtigste lektie, dine mange karrierer har lært dig?
Ikke at tage mig selv alt for seriøst.Tak, Howard.Læs mere på VICE:Livet som MC og ecstasypusher på 90'ernes rave-sceneBilleder af kokainens rejse fra Columbia til din næseDet du ikke lærte om stoffer i skolen