Her er hvad narkokarteller kan lære af McDonald’s og Wal-Mart

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Narkoindustrien genererer milliarder af kroner hvert år. Kartelledere som El Chapo optræder tit på Forbes Billionare Drug Lord liste til trods for, at de konstant befinder sig i myndighedernes søgelys. Efterspørgslen på produkter som kokain og heroin er tilsyneladende uendelig, og det samme er forbruget - og derfor også fortjenesten for de massive kriminelle netværk, der sidder på de sorte narkomarkeder rundt omkring i verden. I modsætning til Fortune 500-firmaer kan karteller opbygge monopolistiske imperier og derigennem opnå en form for kontrol over markedet, som Zuckerberg, Warren Buffett og de andre store CEO's kun kan drømme om.

Tom Wainwright, der er The Economists britiske redaktør og som ledede publikationens mexicanske kontor i tre år, udgav for nyligt bogen Narconomics: How to Run a Drug Cartel. Den betragter narkoindustrien som et firma og drager paralleller mellem den kriminelle underverden og legitime virksomheder som Coca-Cola, McDonald's og Amazon. Wainwright var forbløffet over, at "el narcotráfico" i bund og grund var en legitim forretning som enhver anden på trods af, at den normalt blev beskrevet som et blodbad af en krig i medierne. Bogen tager for eksempel fat i, hvordan narkosalg på dark web saboterer gade-pusheres salgstal ved at underbyde markedet, have bedre kvalitetskontrol og et bredere udvalg af udbydere samlet et sted, på samme måde som Amazon har gjort det sværere for mange fysiske butikker at holde sig oven vande.

Wainwright brugte i alt fem år på at researche og skrive bogen. Hans rejse bragte ham gennem Mellemamerikas bandestyrede byer og blodige slagmarker, et dominikansk fængsel og kakaomarkerne i de bolivianske Andes-bjerge. Bogen behandler narkohandel som enhver anden form for forretning og analyserer de penge, industrien genererer, hvordan massefængslinger fører til bedre uddannede kriminelle, og hvordan vi kan bruge markedskræfter til at kontrollere narkoproblemet, om ikke løse det. VICE tog en snak med Wainwright via email kort tid før Ebury Press udgav hans bog den 25. februar.

VICE: Hvad fik dig til at betragte narkohandlen som en almindelig forretning?
Tom Wainwright: Jeg var i Mexico og dækkede hele regionen for The Economist. Der opdagede jeg, at jeg brugte halvdelen af min tid på at skrive om det almindelige forretningsliv - olie, biler, teleselskaber eller hvad nu - og den anden halvdel på at skrive om narkokrigene. Jo mere jeg dækkede de to, jo mere gik det op for mig, at en narkohistorie i virkeligheden bare er en meget grusom forretningshistorie.

Når jeg talte med folk, der var involveret i narkoverdenen, kom de med de samme slags kommentarer som almindelige forretningsfolk: bandeledere bekymrede sig om rekruttering, nye medlemmer brokkede sig over de lave lønninger og at mexicanske karteller udliciterer deres operationer til billigere lande i Mellemamerika. Der er sågar dem, der er begyndt at udvise en form for "forretningsmæssigt socialt ansvar" som en måde at gøre de lokale glade. Derfor spekulerede jeg på, hvad der mon ville ske, hvis jeg skrev om stoffer, som var de en legitim forretning på det lovlige marked.

Kan du fortælle mig om de steder, du besøgte, da du lavede research til den her bog?
Jeg rejste en hel del i Latinamerika og strejfede også vidt omkring i Mexico. Jeg var nede i Mellemamerika, hvor jeg fokuserede på Guatemala, Honduras og El Salvador og besøgte også noget kakao landbrug i de bolivianske Andes-bjerge og et fængsel i den dominikanske Republik. Og så undersøgte jeg det amerikanske legaliseringseksperiment i Colorado.

Bogen tager også fat i lovlige rusmidler, der besynderligt nok opstod i New Zealand, selvom jeg må indrømme, at jeg aldrig har været der. Jeg ser også nærmere på smugleri i Europa, blandt andet i England, hvor jeg bor, og nogle eksempler fra andre steder, især Holland. Det er en global forretning, så jeg ville have, at bogen skulle have et globalt overblik, selvom dens egentlige fokus er på Nord-, Syd- og Centralamerika.

Hvad tjener narkokarteller nu til dags?
Det er der ikke rigtig nogen, der ved, fordi de ikke offentliggør deres regnskaber. Men FN anslår, at den ulovlige narkoindustri omsætter for cirka 2 billioner kroner. Deraf udgør cannabis størstedelen, da det er så populært. Sjovt nok er cannabis ikke specielt udbytterigt sammenlignet med andre stoffer. I takt med at cannabis afkriminaliseres, fokuserer kartellerne mere på andet narkotika: kokain er grundpillen for de latinamerikanske organisationer, der dog også er begyndt at beskæftige sig mere med heroin. Det er en reaktion på den store efterspørgsel [på opiater], som epidemien af ordineret smertestillende medicin har skabt på det amerikanske marked.

Hvad har narkokartellerne lært af store koncerner som Wal-Mart?
En masse. Dog er det vigtigt at understrege, så jeg ikke ender på den forkerte side af et søgsmål fra Wal-Mart, at ingen af de legitime firmaer, der nævnes i min bog, er anklaget for at have begået eller bidraget til ulovligheder. Men i forhold til Wal-Mart er det måden, de håndterer deres leverandører på. Wal-Mart anklages indimellem for monopsoni, altså for at have købermonopol på visse produkter på nogle markeder. Ideen er, at firmaet er så stort, at det i princippet selv kan afgøre sine leverandørers priser.

Kartellerne har gang i noget lignende med deres sydamerikanske kokaleverandører. Bønderne har ingen andre at sælge til, så når en høst slår fejl eller bliver destrueret af det colombianske luftvåben, er det bønderne, der lider, og ikke kartellerne. Derfor har prisen på kokain i USA stort set ikke rokket sig i flere årtier.

Hvad med McDonald's?
McDonald's-eksemplet handler udelukkende om franchising. Se på Zetas-kartellet i Mexico. De lader lokale bander bruge Zetas-brandet, hvilket gør dem mere frygtede og derfor mere effektive til at afpresse, og til gengæld tager moderkartellet en bid af de mindre banders indtjening. Zetas-kartellet er også løbet ind i nogle af de samme problemer som McDonald's, som når deres lokale franchisetagere slås indbyrdes over territorie, hvilket sker ofte, på samme måde som det gør blandt McDonald's restauratører.

Hvorfor fører massefængsling til mere 'veluddannede' kriminelle?
Et af de store problemer, som kartellerne står over for, er rekruttering. De har en virkelig hyppig udskiftning af personale, fordi deres folk bliver ved med at blive dræbt eller arresteret. Og det er jo ikke fordi, at de kan indrykke en annonce i avisen. Det er et mareridt for dem. Så det er heldigt for dem, at vi har opfundet de her steder, hvor vi samler en masse arbejdsløse, kriminelle unge mænd, der ikke har noget at tage sig til og ikke har gode muligheder for at få arbejde, når de kommer ud. De kaldes fængsler, og selvom de er tiltænkt at rehabilitere forbrydere, er de en kæmpe gave til organiseret kriminalitet. Carlos Lehder og George Jung, der dybest set bragte kokain til USA, delte fængselscelle. Den ene vidste, hvordan man kunne smugle stoffer ombord på fly, den anden havde forbindelser i Colombia, og resten kan du læse om i historiebøgerne. Og deres første møde blev finansieret af de amerikanske skatteydere.

Har du en generel holdning til USA's såkaldte "War on Drugs"?
Jo altså, jeg har mødt mange af de politibetjente og soldater, der har viet deres liv til at bekæmpe stoffer, og jeg tror langt de fleste af dem føler, at de gør det rigtige. Det respekterer jeg dem for. Men jeg tror, at de er blevet vildledt. I løbet af de sidste par årtier er antallet af henholdsvis cannabis- og kokainbrugere steget med 50 procent på verdensplan. Antallet af opiat-brugere er tredoblet. Samtidig er der blevet spenderet milliarder, og titusindvis af liv er gået tabt. Den ligner ikke en succesrig og velovervejet politik.

Hvad kan vi lære af at se på narkohandlens økonomi?
Bogens budskab er, at hvis man vil knuse kartellerne, så er det nok en meget god idé at forstå, hvordan de fungerer. Og det kommer man kun til, hvis man forstår, at de følger mange af de samme regler som andre firmaer. I grovere træk virker det for mig fuldstændigt åndssvagt, at the war on drugs har fokuseret så meget på at reducere udbuddet, når det giver langt bedre mening at fokusere på efterspørgslen. Essensen er, at efterspørgslen på stoffer er uforanderlig - altså bliver folk ved med at købe dem, nærmest ligemeget hvad de koster - så hvis du hæver prisen ved at gøre dem sværere at sælge, er det bare med til at øge markedets værdi.

På baggrund af det jeg så i Colorado og i resten af den håndfuld stater, der har legaliseret cannabis, er legalisering nok den mindst dårlige måde at kontrollere stoffer på. Der vil aldrig være en perfekt måde at håndtere rusmidler, der er vanedannende og skadelige (se bare på alkohol), men jeg tror vi har større chancer for det, hvis de reguleres af staten frem for at blive overladt til mafiaen.

'Narconomics' kan nu bestilles online via PublicAffairs Publishing.

Læs mere om stoffer fra VICE:

Se den dramatiske GoPro-film af razziaen, der fældede El Chapo (igen)

Livet som narko-grossist

Billeder af kokainens rejse fra Colombia til din næse