En fotografs smukke billeder af ungdom, flugt og sine forældres forliste ægteskab

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

"Var det virkelig så slemt?" Det var det spørgsmål Roger DuBois stillede efter at have set sin søn Dougs foto af familiens nytårsfest i 1987. På billedet sidder DuBois-klanen stille og nedslået rundt om en uåbnet champagneflaske. Roger kigger på sine fødder. Hans kone Ruth og datter Lise stirrer blankt ind i hver sin væg, og hans yngste søn Luke ser følelsesforladt ind i kameraet. Varslede billedet, der blev taget kort efter Ruths selvmordsforsøg, og et par år før parret blev skilt, familiens deprimerende fremtid?

Ja og nej: Doug DuBois tog dusinvis af billeder fra den samme vinkel den nytårsaften. Nogle er triste, mens der drikkes og snakkes lystigt på andre. I sidste endte valgte han kun at beholde ét billede og derved én version af fortiden. Den slags historiefortælling er typisk for DuBois.

De følgende billeder stammer fra tre serier, som Doug har arbejdet med de sidste 32 år, og er i øjeblikket udstillet på Aperture-galleriet i New York. Den første serie har titlen All the Days and Nights og er en intim skildring af DuBois familiens liv.

Serien er formet rundt omkring nogle skælsættende nedslagspunkter i DuBois' liv —fra dengang hans far næsten døde i en togulykke, til hans mors efterfølgende depression og selvmordsforsøg, til deres ægteskab gik i opløsning—og forsøger at finde mening i den tid, som hans familie tilbragte sammen. Som på nytårsbilledet strukturerer han hvert foto på en måde, der tildeler det et særligt narrativ.

Efter Rogers ulykke er der eksempelvis flere billeder, hvorpå man kan se hans voksende fremmedgørelse fra Ruth. På After Dinner sidder de to ved bordet sammen efter jul. Deres fysiske tæthed er dybt ironisk, fordi Roger og Ruth følelsesmæssigt og mentalt befinder sig ekstremt langt fra hinanden. Han sidder i en kørestol og glor opgivende ind i en væg, mens hun stirrer gnavent ned i maden. På My Mother in the Backyard bruger DuBois perspektiv til at fremhæve den voksende afgrund mellem sin forældre: i forgrunden er hans mor fanget i et øjebliks bekymret fordybelse, mens hans far i baggrunden, ude af fokus, går forbi poolen i badeshorts.

Snart begynder vi at se dem alene: på My Mother in the Bedroom ser man Ruth sidde ved siden af telefonen og ryge med hovedet begravet i sine hænder. Hun er tydeligt fortvivlet. My Father, Christmas Eve skildrer Roger, der ser alt andet end festlig ud foran et juletræ. Der er selvfølgelig små lyspunkter hist og pist, men for det meste fokuserer DuBois på deres voksende fremmedgørelse fra hinanden.

Som teenager fandt DuBois ud af, at han gennem kameraet kunne "træde ud af sig selv". Det tillod ham at studere menneskene omkring ham nøje og endda at transcendere sit tilhørsforhold til de mennesker. Når DuBois skildrer sin familie i deres mest sårbare øjeblikke, er vi aldrig helt sikre på, om han er drevet af medfølelse eller lysten til at dokumentere et narrativ.

Det er denne usikkerhed, der giver All the Days sin særlige, isnende stemning. Vi ved, at DuBois kun beholdt de billeder, der skildrer en defekt familie. Og alligevel føler vi os nødsaget til at nikke 'ja', når Roger DuBois spørger, "om det virkelig var så slemt." Så stærk er hans kunsteriske vision, og så dybe er de følelser, som den vækker til live i os.

De to andre serier i udstillingen er Avella; DuBois' studie af et liv i den titulære kulmineindustri, som hans bedstemor voksede op i, og My Last Days at Seventeen; en fotodagbog af de fem år han tilbragte sammen med teenagerne i et afsides boligkvarter i Irland.

Mens stemningen i All the Days i bedste fald var melankolsk, er billederne i Avella-serien gennemsyret af fortvivlelse. DuBois er overvældet af manglen på muligheder, forbrugskulturen og den generelle mentalitet, som han støder på i byen i Pennsylvania. Og endnu værre er, at Avellas indbyggere ikke selv er forargede over deres egen håbløshed.

My Last Days er fyldt med langt mere håb, selvom den også er skudt i et fattigt nabolag. DuBois behandler frygten hos de afstumpede, irske teenagere, der vokser op under trænge økonomiske kår. Men side om side med denne frygt finder han også håb, romantisk længsel og en punket, fuck-dig attitude, som teenagerne bruger til at undergrave deres ærgerlige omstændigheder. Når vi ser ranglede drenge klatre op i lygtepæle og springe ned fra havnemoler, ved vi, at de ikke giver op uden kamp.

Doug DuBois er en seriøs og fremragende fotograf. Alle, der har en familie eller har været unge, vil blive rørt af billederne fra de tre serier.