Jeg levede en hel dag, som om jeg var 20 år igen

For ti år siden, i 2006, var jeg tyve år gammel og gik i 2.g på Næstved Gymnasium. Jeg gik i hullet tøj og hørte larmende musik, og der var ingen, der forstod mig. Jeg var en del af en modkultur, hvor jeg kunne være på tværs, og jeg husker en enorm følelse af frihed. Ingen forpligtelser, bare en stadig udforskning af, hvad man kunne slippe afsted med. Det var livet.

I dag er jeg 30 og, efter alle målelige parametre, voksen. Jeg har fast partner, eget firma og regninger, der skal betales. Jeg har surdej og jazz på anlægget. I stedet for frihed har jeg deadlines.

Derfor besluttede jeg mig for at leve en dag som mit tyveårige jeg og genfinde den rå nysgerrighed, den skamløse flirten og den dekadente livsstil, der kendetegnede hverdagen som lige-akkurat-post-teenager.

Intet var mere passende end at gøre det på en fredag – ugens ubestridte højdepunkt.

Som voksen har jeg vænnet mig til at stå tidligt op, men dengang var jeg ikke bare fjendtligt indstillet overfor det. Det var en fysisk umulighed. Så for at emulere tilstanden så godt som muligt, valgte jeg at sidde oppe aftenen før, høre rockmusik og gå alt, alt for sent i seng. Ligesom dengang.

Det virkede. Jeg var helt smadret, da jeg vågnede. Jeg vidste, at jeg burde stå op, men den slags fornuft ville være spildt på mit tyveårige jeg, så jeg blev liggende til sidste øjeblik. Jeg kastede tøjet på, men havde glemt at afsætte tid til at placere mine seje badges på brystet. Min hat, som har samlet støv i mange år, blev presset ned over hovedet, og på vej ud af døren huskede min kæreste mig på mit palæstinatørklæde. Jeg kyssede hende ikke farvel. 2006-udgaven af Kristian var single.

I toget begyndte min mave at knurre, men jeg spiste aldrig morgenmad, så det var der ikke noget af. Kun en smøg på stationen, som gav mig kvalme. Alt var ved det gamle.

Gymnasieeleverne hang ud foran bygningen og prøvede at imponere hinanden med høj stemmeføring eller reserveret ignorance alt efter status. Jeg lavede stropperne på min rygsæk længere, så den hang nede over røven, satte hatten på skrå og trådte ind ad de gamle døre.

Jeg var for cool til at snakke med nogen, så jeg købte bare en kop kaffe i maskinen i stedet. Den var stadig tynd, til gengæld var der for lidt af den. Min gamle lærer Steen bød mig velkommen og sagde, at jeg lignede mig selv. Min fremtoning var tydeligvis overbevisende. Da jeg trådte ind i klassen, gloede alle, og jeg følte mig lige så udstillet som en teenager. Han bad mig præsentere mig selv. På tysk. Verdammt. Jeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde skulle bruge det sprog igen.

Efter at jeg havde fortalt, at jeg "arbeitet von VICE" satte jeg mig ved et bord, og timen gik i gang.

På tavlen stod et todelt spørgsmål.

Warum brauchte Deutschland in den 1950er und 1960er Jahren mehr Arbeitskräfte, und aus welchen Ländern kamen die neuen Arbeiterinnen und Arbeiter?

Da vi havde klarlagt hvorfor gæstearbejderne kom, henledte vi opmærksomheden på, hvor de kom fra.

"Aus die Türkei…?" forsøgte en ranglet fyr forsigtigt.

"Vi nærmer os. Vi har 'aus' foran, så det bliver dativ: Der Türkei" sagde Steen tålmodigt. Jeg takkede guderne, Angela Merkel og alle andre med relevant magt for, at jeg aldrig skulle have tysktimer igen. Jeg pjækkede fra resten af timerne og tog op mod centrum.

Jeg var svimmel af sult efter timen, men jeg spiste ikke særlig meget som tyveårig. Mad var altid min laveste prioritet. Nu skulle jeg virkelig have noget i skrutten, så jeg gik i Fakta for at få frokost. Hvidt toastbrød og den billigste hønsesalat plus to bajere. Et Kristian-sæt. Fyren ved kassen spurgte, om jeg skulle have bongen med. "Nej, tak. Jeg har en derhjemme," svarede jeg kækt. Han så fuldstændig fortabt ud. Jeg grinede højt af min egen joke, som både viste, at jeg havde en veludviklet humor, og at jeg var afslappet og åben omkring mit cannabisforbrug.

Solen skinnede og det var fredag, så jeg travede vanen tro op på Munkebakken – en solbeskinnet, græsbeklædt høj midt i byen. Der sad en gruppe "jævnaldrende" i en cirkel og røg cigaretter, men man går ikke bare hen og snakker med folk, man ikke kender, så jeg satte mig for mig selv og ville ønske, de snakkede med mig.

Heldigvis skulle jeg snart til København – og væk fra Næver.

I 2006 besad hovedstaden en tiltrækningskraft, som kun kan forstås, hvis man ikke er vokset op der. Hver eneste gang vi havde råd, sprang vi på et tog for at besøge paradiset Christiania eller se koncert med bands, som aldrig ville sætte deres ben i vores hjemstavn. Derfor var det fucking perfekt, at punkbandet Gorilla Angreb spillede reunionkoncert på Loppen den aften. Sidst jeg så dem var for et årti siden.

Da jeg nåede stationen var der tre kvarter til toget gik. Oplevelsen kunne ikke være mere autentisk. Som ungt menneske i provinsen er der utrolig meget ventetid. Hele tilværelsen føles som om den er gået i stå, og man venter på noget ubekendt, som sjældent kommer. Jeg satte mig på asfalten i stedet for på en bænk, for sådan gør tyveårige. Min lunkne Dansk Pilsner smagte af ungdom.

Lige inden toget kom gik nogle elever fra Herlufsholm Kostskole forbi. Skorper. Jeg skulede af dem, som det hører sig til, og knyttede en næve i stille protest. De skal ikke tro, de er bedre end mig.

Jeg røg en smøg, selvom jeg ikke havde lyst, for at ligne en rigtig ryger, og smed nonchalant skoddet ned på sporet, inden jeg trådte ind.

I toget ville jeg ikke have noget at gøre med alle de almindelige mennesker, så jeg hørte Assassinators og levede mig ind i Hunter S. Thompsons forunderlige verden. Jeg undgik øjenkontakt med konduktøren. Fuck autoriteter.

I København kunne jeg mærke konsekvenserne af min retrolivsstil. Jeg havde ondt i ryggen af at have tasken hængende så langt nede, og min 30-årige mave var slet ikke nede med min 20-årige diæt. Jeg havde lyst til vand og frugt, men købte i stedet tre rammer billigøl, en flaske Karloff Vodka og energidrik. Hjemme hos min ven fik vi hurtigt gang i gammeldags druk, med gammeldags punk-muzak, og efter de første tre bajere hev han en pose pulver frem af tvivlsom kvalitet. Det sved i næsen og skyllede en bølge af lykkelig uro ind over mig. Vodkaen var tom, og vi skulle ud, ud, ud, så vi sprang ned til cyklerne og fløj mod Christiania.

Vi kørte så hurtigt, at mine øjne løb i vand, ind og ud mellem langsomme cyklister, over for rødt med dyttende biler og hamrede ned af Købmagergade. Vi grinede højt af fodgængerne som kastede sig til side. På Staden købte vi en færdigrullet, for i al min ungdommelighed havde jeg glemt, hvordan man lavede joints.

Musikken på Loppen var tænderskærende høj og fyldt med eksplosiv energi. Da de første distortede toner af "Astma" kom bragende ud af guitarforstærkeren, skubbede min homie til mig med et grin. Jeg skubbede tilbage, for jeg kunne godt huske, hvad der nu skulle ske. Da vokalen kom ind, eksploderede hele rummet i vild pogo, og jeg følte mig virkelig ung igen. Min krop blev kastet rundt, mine sko var smurt ind i Hancock, og min ene arm var løftet i en knyttet næve, mens kroppe i alle størrelser blev til et bølgende hav af kød og sved.

Udenfor røg vi smøger og dampede af i den underligt lumre septembernat. Vi mødte nogen, som ville på bar, men jeg var ikke gammel nok til at have råd til den slags, så i stedet fandt vi en kiosk og drak på gaden. Jeg ved ikke helt hvordan, men vi endte til en privatfest på Elmegade. Jeg var så pissestiv, og på toilettet gav en fyr med fuldskæg mig en bane af noget, der var helt lyserødt og klumpet. Derefter husker jeg ikke mere.

Da jeg vågnede morgenen efter, var tømmermændene desværre ikke med på legen. De opførte sig præcis lige så voksent, som jeg burde havde gjort dagen før.

Læs mere fra VICE:

Jeg drak mig stiv på min gamle stambar – og følte mig for første gang i mit liv voksen

Den vinter, hvor jeg blev besætter og forvandlede et dødsbo i Næstved til et ungdomshus

Min generation kan ikke finde ud af at gøre oprør – så jeg bad Uffe Elbæk om hjælp