Derfor kan slumturisme være en god ting

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE UK

Nogle af de største byer på den sydlige halvkugle er holdt sammen af slumkvarterer. Over halvdelen af Mumbais befolkning bor i dem. Johannesburg og Rio de Janeiro har enorme township- og favela-befolkninger. Disse "uofficielle boligområder", som de også kaldes, er komplekse og varierede – de har deres egen ulighed, migrationsmønstre og politiske anliggender – men de har alle et ensartet forhold til verden udenfor. De rummer en masse billig arbejdskraft, der udnyttes af byens mere velstående borgere og entreprenører, men de ses også som noget skamfuldt: De stemples som farlige, fulde af kriminelle og er bogstaveligt talt fjernet fra landkortet.

Men i de seneste år er verdens slumkvarterer begyndt at få opmærksomhed fra en anden anden repræsentant for middelklassen: Turisten. Ifølge vurderinger fra rejseselskaber og forskere har "over en million turister besøgt et township, en favela eller en slum i 2014". Turister, som ønsker at opleve den "autentiske" side af en by, langt fra de polerede attraktioner, har flere og flere muligheder for at gøre det. Turistbureauer fra Rio til Mumbai tilbyder vandreture gennem de mest fattige områder og bruger lokale guides, så de samtidig kan glæde turisterne med, hvordan deres penge bliver kanaliseret ind i lokalmiljøet. Selv hertugen og hertuginden af Cambridge besøgte et slumkvarter i Mumbai på et officielt statsbesøg tidligere på året: De rystede royale gik rundt med åben mund og stirrede på forarmelsen i gader, der var blevet ryddet nogle timer forinden af bevæbnede vagter.

Der er selvfølgelig noget problematisk ved at "slumme den". Det begyndte i det victorianske England, da de rige fra London besøgte de fattigere dele af byen for at kaste sig ud i velgørende arbejde og for at opleve suset som udenforstående. I takt med at velfærdsstaten opstod, og sociale boligbyggerier skød op efter Anden Verdenskrig, døde trenden ud. Men da neoliberal globalisering erobrede verden i 80'erne og 90'erne, skabte det et akut og massivt behov for arbejdskraft i udviklingslandenes store byer, som dermed eroderede landenes mulighed for at forsyne folk med boliger. Derfor blev slumkvarterer igen en nødvendig form for urban levevis. I forhold til global ulighed og billigere ferier blev slumture også populære igen.

Slumturisme føles bare forkert. Men når man skal sætte fingeren på præcis, hvad problemet er, så er det svært at forklare: Det er svar som "det er voyerisme" eller "det kommercialiserer fattigdom", der normalt dukker op. Selvom der er en vis sandhed i det, er det en snæversynet måde at betragte et så allestedsnærværende fænomen. Derfor er motivationen bag Fabian Frenzels nye bog Slumming It (Zed Books), at se forbi de begrænsninger, og kigge nærmere på slumturismens tilbagevenden i et andet lys – og bogen kommer frem til nogle overraskende konklusioner.

Jeg talte med ham over Skype fra Berlin, hvor han arbejder som forsker ved universitetet i Potsdam, og Frenzel fortalte, at vi bliver nødt til at se på turisme og slum på en ny måde. For det første skal man sætte spørgsmålstegn ved opdelingen mellem "turist" og "lokal". Ligesom i alle andre aspekter af vores moderne liv eksisterer turisme i et netværk af kommercialisering og udnyttelse. Vi gør ikke os selv en tjeneste ved at begrænse turisme til blot at være en kapitalistisk industri, der kvantificerer alle menneskelige relationer. "Der er et indbygget potentiale i turisme, for at møde andre mennesker på en måde, der går udover kommercialiseringens mekanismer," fortæller Frenzel. Slumturisme kan være en metode til at skabe et rum, hvor spørgsmål om fattigdom og solidaritet kan opstå.

Selvom vor tids turist ses som en destruktiv, kulturelt ufølsom idiot med for mange penge, minder Frenzel os om, at selve tilstedeværelsen af turisme og ferier – muligheden for, at arbejdere kan tage fri og have et liv udenfor deres arbejde – er resultatet af radikale kampe. "Jeg tror ikke, at folk i dag tænker nok over, hvor stor en kamp arbejderbevægelsen historisk har kæmpet for, at vi kunne få fritid. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at konceptet om offentlige ferier, lovfæstet orlov og i sidste ende begyndelsen på turisme opstod." Men ud over fritid så er turisme også friheden til at være sammen med mennesker, vi normalt ikke ville møde – det er en "social praksis, der kan være dybt rebelsk".

Én af grundene til, at turister besøger slumkvarterer, er, at de bekymrer sig om ulighed. Frenzel vil isolere den følelse af omsorg og se på det politiske potentiale, for det er vores bekymringer omkring ulighed, der går tabt med vores intuitive fordømmelse af slumturisme.

Hans centrale påstand er, at slumturisme kan være gavnlig, når den forstyrrer den lokale opfattelse af slummen og tvinger lokalpolitikere til at anerkende dens eksistens. "I visse tilfælde bliver slumkvarterer bogstaveligt talt sat på verdenskortet, hvor de tidligere blev ignoreret," siger Frenzel. "Lige pludselig er der hundredvis af opslag på TripAdvisor, hvor folk skriver 'Jeg havde den bedste del af min tur her… Jeg mødte nogle mennesker… Jeg havde et vidunderligt møde med tourguidens familie.' For eksempel er Hillsborough i Johannesburg et 'no go-område' hvis du spørger de lokale – udover dem, der bor der, selvfølgelig – og alligevel er stedet ranket meget højt på TripAdvisor, som et dejligt sted at besøge."

Nogle steder har myndighederne ikke reageret positivt på den stigende anerkendelse af slummen. Det er ifølge Frenzel et bevis på, at det har en positiv effekt. "Når man ser tilbage på starten af 00'erne var favelaerne i Rio de Janeiro ikke med på nogle af de kort, man fik på turistkontorerne," siger Frenzel. "Men i 2013 var der faktisk klager fra myndighederne over, at Google Maps især fik det til at se ud som om, at hele byen var favelaer – og det er den jo! Det er forfriskende at se sådan en forandring."

Hvad med slummens indbyggere? Det er fint at påskønne slumturisternes længsel efter det uønskede, men er beboerne bare passive modtagere af vestlig generøsitet? Frenzels bog mener noget andet. Han giver eksempler på indbyggere, der udnytter turister til deres egen fordel, "og bruger dem til at undgå at blive smidt ud, og mobiliserer dem for at skabe støtte til deres sag."

Slumindbyggerne i Rio har endda talt om bruge turister som "buffere" mod statslig vold. I nogle favelaer har politiet udført "pacificering" - "de patruljerer områderne med fingrene på aftrækkeren, mens folk bare lever deres normale liv… Så de fik den idé i favelaen, der hedder Complexo de Maré, at tilstedeværelsen af turister kunne fungere som en buffer, så der i det mindste var flere vidner, eller, at det måske kunne lægge en dæmper på politiets voldelige opførsel."

Som Frenzel peger på ved at trække linjer til den politiske filosof Jacques Rancière, så handler politik i bund og grund om æstetik – folk bliver først menneskelige, når de bliver set. I den forstand er slumturisme, der sætter fokus på skyggesiderne af det urbane rum, produktivt. Alligevel kan "synligheden have flere sider", hvilket også er det væsentligste problem, som Frenzel identificerer.

Når først et slumkvarter er synligt, er der samtidig risiko for, at det kan indtages af kapitalen. Det er en trend, Frenzel har observeret overalt i udviklingslande. "En kollega fortalte om en sag i Delhi, hvor en velgørenhedsorganisation tog turister med til et uofficielt område af byen. Det endte med, at beboerne blev smidt ud, fordi de rigere naboer lagde sag an – og han argumenterede for, at det var forårsaget af den øgede opmærksomhed, området havde fået. Der var ingen strukturel mulighed for solidaritet mellem turisterne og beboerne. Så synligheden voksede, men det gjorde sårbarheden også." Nogle gange kan slumturister uforvarende blive fortrop for gentrificering.

Frenzels løsning er ikke, at vi skal undgå at mødes med mennesker fra andre klasser – slumturister og slumbeboere – men i stedet at se på "ejerskabsregimet" i byerne, altså hvem, der ejer hvad.

Ejerskabsregimet i slumkvarterer er ofte en barriere for gentrificering. "I uofficielle bydele er ejerskabet af ejendommene ofte også uofficielt," forklarer Frenzel. "De forhandles på forskellige måder, hvilket gør det sværere for en ejendomsfond fra London eller New York at købe 1500 huse i en favela ved at trykke på en knap."

Slumturisme kan skabe mulighed for, at grunde kan overtages af private ejendomsselskaber, eller det kan blive en del af en modstandskamp. Som eksempel på det sidste nævner Frenzel en NGO i Rio, der viser udenlandske aktivister rundt i favelaer for at starte diskussioner om "kollektive former for besiddelse som modsætning til privat ejerskab."

Selvom man får det indtryk, at Frenzel strækker definitionen af turisme til det yderste – han inkluderer journalistik, aktivisme og akademisk feltarbejde – argumenterer Slumming Itoverbevisende for, at vi skal opbygge politiske projekter ud af det, vi har til fælles, i stedet for at blive stoppet af kulturelle forskelle. Det er endnu mere relevant her i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor migration har vist sig at være et fundamentalt anliggende for den globale ledelse. Slum er ikke længere forbeholdt nogle få byer sydpå, men forekommer rundt omkring i Europas Schengen-lande omringet af pigtråd og bevæbnede vagter.

Jeg spørger Frenzel, om den nyligt opståede solidaritetsmobilisering med den såkaldte jungle i Calais, der blev forpurret ved grænsen af de franske myndigheder, er et progressivt eksempel på slumturisme. Det vil han mene. "Det indbefatter et af de positive aspekter ved slumturisme i udviklingslandene," siger han. "Det handler om at forsøge at skabe koalitioner; det handler om begrænset synlighed; det handler om at justere forholdet mellem os og dem, og arbejde imod en mere lige og fair verden… Der er meget galt med slumturisme, men det er helt sikkert bedre end at lukke øjnene."

Læs mere på VICE:

Sådan rejser du uden at være en douchebag

Billeder af flygtninges vigtigste ejendele

Jeg er ung og sort og jeg vil ikke dø