​Derfor er jeg glad for, at jeg blev mobbet sønder og sammen

Nogen siger, at der er ikke er noget værre end at blive ignoreret, men det skal jeg ikke kunne sige noget om. Mit hår er så stort og kruset, at folk kan spotte mig på flere kilometers afstand. Jeg er en smule pretentiøs. Jeg laver højlydte, irriterende jokes, snakker for meget med alt for lidt filter og inviterer fremmede, der virker flinke, på kaffe, fordi hvorfor ikke. Jeg kender ikke nogen, der er lige så udadvendt, som jeg selv er, hvilket – alt efter hvem du er – enten kan være en god eller en dårlig ting.

Jeg blev heller ikke ignoreret i min opvækst. Min forkærlighed for bøger, debatter og mærkeligt tøj betød, at jeg konsekvent blev mobbet intensivt (og på ret kreativt vis) gennem hele folkeskolen, svinet til og provokeret i gymnasiet, og offentligt hånet og hængt ud på universitetet. Man kan godt sige, at jeg havde nogle venner, men de kom og gik og var som regel uden for skolesystemet, så de hjalp ikke rigtig op mobberiet i skolen.

Der er nogle udbredte klichéer om rollefordeling, når det kommer til mobning: et introvert og hjælpeløst offer, der gennem årenes løb bliver mere og mere udstødt og usikker, ender ofte med en alvorlig depression og social angst i en eller anden udstrækning. Og så er der synderen: en ondsindet bølle med "problemer på hjemmefronten", som han lader gå ud over de mest sårbare individer. Disse stereotyper passer måske nogle steder, men ifølge mine erfaringer er det ikke helt så sort-hvidt.

For et par år siden var jeg på weekendtur med en god veninde, der ligesom mig er så udadvendt, at hun er decideret belastende. På et tidspunkt sprugte jeg hende, om hun troede vi ville have været venner, hvis vi havde mødtes for ti år siden. "Vi var en masse tøser, der plejede at hænge ud sammen i skolen. Vi var lyshårede, tynde og gik med en del makeup. Der var ingen, der fuckede med os," fortalte hun mig, mens vi delte en flaske vin. "For at være ærlig, Sirena, ville jeg nok have gjort dit liv til et helvede."

Hun ved godt, jeg er blevet mobbet – og hun kender også den Facebook-gruppe, som en masse 19-årige lavede på uni for at have det grineren over, hvor rædselsfuld jeg åbenbart var. Hun kender den, fordi jeg har fortalt det til hende hende og til andre for den sags skyld. Jeg skammer mig ikke over at være blevet mobbet. Det er ikke min mørke, lille hemmelighed; det er en af de mange ting, der har været med til at gøre mig til den person, jeg er i dag. Det gælder selvfølgeligt ikke alle mobbeofre. Jeg formåede heldigvis at bearbejde mobberiet i stedet for at begrave smerten og lade den påvirke mig senere i livet.

Det lod til, at min veninde var ret mærket af sine oplevelser – også selvom hun havde været mobberen og altså ikke ofret. Hun skammede sig tydeligvis, mens hun fortalte mig om dengang hun sammen med sin klike havde fortalt klassens fede, bebrillede pige, at klassens lækre dreng var lun på hende, bare for at få hende til at gå over og invitere ham på date. Hun var heller ikke stolt af en episode, hvor en upopulær nørd var blevet inviteret med til et arrangement, bare så de kunne barbare hans øjenbryn af.

"Ja, du var en kælling dengang," svarede jeg til det hele. "Men lad være med at bekymre dig for meget over det – måske endte de ligesom mig."

Liam Hackett er et af de mest succesfulde mennesker, jeg har mødt. Han er 24 år, CEO for et digitalt markedsføringsbureau og grundlæggeren af anti-mobnings organisationen Ditch the Label.

Han blev også mobbet i sine teenageår og røg endda på hospitalet efter et særligt brutalt overfald, men han mener at det har været med til at gøre ham dreven og ambitiøs, og at han derfor har mobningen at takke for hans akademiske succes og karriere.

"Den mobning, jeg blev udsat for, har drevet mig," siger han. "Hvis man konstant bliver afvist under sin opvækst, vil man prøve at beskytte sig selv fra den smerte som voksen, og det gør alle på forskellige måder. For mig har det helt sikkert ført til min succes. Det lyder mærkeligt at sige, men mobning kan have en positiv indvirkning. Det hele handler om, hvordan man håndterer det. Det kan vendes til noget virkelig positivt."

Det er fascinerende at møde nogen andre, hvis liv har været på en lignende kurs, der måske kan forstå, hvor ligegyldigt det føles ikke at blive inviteret med ud til drinks af nogen på arbejdet, at en vens ven synes man er irriterende, eller at nogen på metroen fniser af ens outfit. Nogen der ved hvad det vil sige at være udstødt; ikke at være en del af alt det, der på det tidspunkt betyder alt for dig. Man har allerede været igennem helvede, så nu man kan lige så godt bare være sig selv og se, hvad der sker. Det kan ikke være så slemt.

For eventuelle mobbeofre, der måtte læse det her, ved jeg godt, at det er nemmere sagt end gjort. Det er ikke et attitudeskift, der sker fra den ene dag til den anden. Man har brug for oplevelser sammen med andre end sine jævnaldrende - et job i et supermarked, en bogklub, eller noget lignende – bare så man kan få øjnene op for, hvem man er ud over bare Den Der Bliver Mobbet.

Jeg talte med Lisa*, en 21-årig studerende, der skal til at starte på universitetet og er rædselsslagen for igen at blive klassens mobbeoffer. Hun har været i mobbernes søgelys siden hun var ni år gammel, er blevet verbalt chikaneret og udstødt både på nettet og i skolen og har regelmæssigt fået at vide, at hun burde begå selvmord.

"Jeg tilmeldte mig ikke igen efter de sidste eksamener, fordi jeg har haft anoreksi i årevis og kun lige har fået det bedre. Jeg venter bare på, at mishandlingen og fordommene kommer min vej, og plejer slet ikke at tale med nogen. Jeg er bange for at starte på universitetet. Jeg vil virkelig ikke genleve min fortid. Jeg er også virkeligt genert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få venner. Jeg går i panik over det hver dag."

Jeg ville ønske, jeg kunne have fortalt hende, at det ville være noget andet på universitetet – at voksne som regel ikke er lige så store røvhuller som teenagere – men det kunne jeg ikke, for det kan man simpelthen ikke være sikker på. Jeg kan kun sige, at det sandsynligvis bliver bedre før eller siden.

Ana Bird er midt i tyverne. Ligesom mig føler hun ingen skam eller pinlighed over at være blevet mobbet. Hun har intet ønske om anonymitet og taler åbent om, hvordan hun som teenager blev slået, sparket, fik brændt sit hår med en lighter, blev kaldt navne, fik rygter spredt om sig, stjålet sine ejendele og blev helt igennem ødelagt.

Hun forlod skolen, da det til sidst blev for meget, men det lykkedes hende at læse videre på egen hånd, score topkarakterer til eksamen og få præcis det job, hun gerne ville have. "På grund af mobningen er jeg blevet bedre til at håndtere svære livssituationer og er blevet mere modstandsdygtig. Som voksen ved jeg, hvem jeg er, og jeg hviler i mig selv. Jeg kan lide den person jeg er, og på en måde har jeg næsten mine mobbere at takke for det, fordi de har gjort mig til den, jeg er," siger hun.

Det betyder dog ikke, at Ana er sluppet uskadt igennem sin ungdom. Hun fortæller at en af grundende til, at hun er rædselsslagen for at få børn, er fordi hun er rædselsslagen for, at de bliver udsat for det samme, som hun har været igennem.

"Den type menneske, jeg gerne vil have mine fremtidige børn bliver, passer ind i 'mobbeoffer'-stereotypen," siger hun. "Velformulerede, høflige, kvikke, glade for skolen, rare. Det skræmmer livet af mig, fordi jeg selv har været der. Risikoen for at blive moppet kan afgøre, om jeg vælger at få børn, og det er i sig selv ret sørgeligt."

På trods af hvor upåvirket hun lader til at være, har problemerne i Anas studieliv forståeligt nok haft en markant indvirkning på hende. Hendes indrømmelser får mig til at indse, at min urokkelige modvillighed om nogensinde at blive forælder, måske underbevidst kommer af den samme frygt. Tror jeg i virkeligheden inderst inde stadig på, at det at blive mobbet er det værste man kan udsætte et menneske for?

Professor Chris Kyriacou underviser i psykologi på University of New York og har skrevet utallige afhandlinger om mobning. Jeg spurgte ham, hvad der kan føre til, at folk bliver mobbere eller ofre for mobning i skolegården. Hans svar var betryggende: "Under visse omstændigheder kan næsten hvem som helst blive mobber eller offer," siger han. "Men ofte kan en mobber stå over for problemer i privatlivet, og det kan mobning være med til at lindre, samtidig med at det kan give noget social status. Ofrer er ofte bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt."

Mobning kan være en forfærdelig ting at skulle gennemleve, og det er ikke noget jeg ville ønske for nogen. Hvis du bliver mobbet, er det utroligt vigtigt, at du taler med nogen om det – om det er en ven, en forælder, eller en organisation – for hvis du sætter ord på dine bekymringer over for et andet menneske, kan de hjælpe dig med at bearbejde dem på en naturlig måde. Det er også vigtigt at huske på, at det hele bliver bedre; det gjorde det for mig, det gjorde det for Liam, det gjorde det for Ana, og det bliver også bedre for Lisa – og for dig.

*Navne er blevet ændret.

Hvis du, eller nogen du kender, bliver udsat for mobning, så kontakt UNG PÅ LINJE her.

Mere fra VICE:

Teenage lejemordere fortæller, hvordan de slår folk ihjel

Reddits dude-kokke laver verdens klammeste mad

Mød den nye generation af unge DF-ledere