Min sygdom gør, at jeg ikke kan huske, hvordan min kæreste ser ud

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Jeg kan ikke huske den bedste dag i mig liv.

Det var min bryllupsdag, og det er kun to år siden. Jeg vil gerne indrømme, at jeg var fuld, men jeg er tit fuld og har samtidig styr på, hvad jeg laver. Det er egentlig også en overdrivelse. Jeg kan godt huske visse ting fra dagen - eksempelvis datoen (8. juni), og jeg ved, at brylluppet blev holdt i det østlige Nashville på en veranda, der tilhørte en indretningsarkitekt, vi havde fundet på Airbnb. Jeg kan huske, at min kone gik op til gør-det-selv-alteret til lyden af Blurs "The Universal", og jeg kan huske, at min teenage-svoger stenede og glemte, at han skulle sætte en Dwight Twilley-sang på, inden vores første kys, så jeg blev nødt til at sparke ham over skindebenet. Det jeg ikke kan huske, er, hvordan det hele så ud. Jeg kan ikke se det for mig – jeg er nødt til at se på fotografierne fra den dag for at mindes.

Jeg har en sjælden lidelse ved navn aphantasia, en hjernesygdom, der har fået en del opmærksomhed i medierne, men det er ikke blevet gransket, hvordan det påvirker menneskelige forhold. Der er mest blevet fokuseret på, hvordan hjernen lærer og tilpasser sig i forhold til en 'normal' hjerne. En kollega beskrev engang min lidelse uden omsvøb: Jeg har ikke "evnen til at forestille mig ting". Mine indre tanker er kun svage lyde og fakta. Der er ingen billeder i mit hoved, ingen former, ingen dufte og ingen smage. Jeg er som det modsatte af de supermennesker på CSI, der ser et kort over en by, og så kan de tegne det perfekt ud fra deres fotografiske hukommelse.

Hvis jeg bad dig forestille dig en bil, ville du måske tænke på din egen bil. Eller også ville du måske tænker på din fars bil, som du husker den fra din barndom. Eller måske ville du endda være kreativ og forestille dig en unik tegneseriekarikatur af en bil inde i hovedet. Hvis jeg blev stillet den samme udfordring, ville jeg høre ordet 'bil' inde i hovedet og mindes basale kendsgerninger, som at man bruger en bil som transportmiddel til at komme fra A til B. Jeg ville tænke på biler, jeg godt kan lide, og ord som "Datsun" og "Bentley" ville fise rundt i min hjerne. Aphantasia er så mærkelig og absurd et koncept for de fleste, at når jeg forklarer det, er reaktionen som oftest en kombination af nysgerrighed og skepsis – og sidstnævnte hjælper mig ikke ligefrem til at føle mig mindre isoleret, end jeg allerede gør. Det er en nedslående følelse af, at alle andre på planeten har superkræfter – undtagen mig.

Jeg har faktisk en mappe med billeder – ikke kun fra mit bryllup, men også af min kone – åben i siden af min computerskærm, så jeg kan se hende, når hun ikke er her. Jeg kan godt fortælle dig, hvor høj hun er, hvor meget hun vejer, og at hun er brunette og klæder sig elegant, men hvis jeg lukker øjnene, kan jeg ikke se hende. Mærkeligt nok kan jeg genkende stort set alle, jeg møder igen. Der er den fortærskede kliché om at være "dårlig til navne," som mest kommer, når folk er socialt akavede – men jeg glemmer næsten aldrig et navn.

Det mest fremtrædende internationale studie (som jeg er en del af) er udført af professor Adam Zeman fra Exeter Universitet, og det væsentligste (eller i hvert fald mest salgbare) formål med undersøgelsen er at forstå, hvordan børn med lidelsen skal indlære langt de fleste fag på en anden måde end de andre børn. At være en del af professor Zemans undersøgelse – og dermed forstå mere om, hvorfor jeg har haft så svært ved nogle ting i mit liv – har givet mig en vis ro. Det har lært mig ikke at kaste mig ud i ting, som jeg stædigt ville forsøge som ung mand, bare for at være som alle andre. At fjerne aktiviteter og interesser fra mit liv, som jeg alligevel ikke vil lykkes med, føltes som et nederlag i starten – men nu er jeg kommet frem til følgende:

Selvom jeg har forsøgt at lade som om, siden jeg var fem år gammel, er jeg elendig til skak, fordi jeg ikke er i stand til at se mere end ét træk frem.

Jeg kan ikke lide skønlitteratur. De beskrivende tekster, som forfattere som Hemingway eller Bret Easton Ellis skriver, siger mig absolut ingenting. Jeg har aldrig set en filmatisering af en bog og været skuffet over den visuelle fremstilling. Jeg bliver, desværre, vanligt kritiseret for ikke at have et imponerende bibliotek eller ikke være interesseret i kunstudstillinger. Jeg tilhører den ene procent, som oprigtig talt ikke forsøger at være ulideligt på tværs, når de siger: 'Jeg får vitterlig ingen nydelse ud af Steinbecks værker.' Prøv du at forsvare dit liv overfor de litterære kendere på daglig basis, og så vil du nok også føle dig isoleret til sidst.

Jeg styrer igennem mine tøjvalg ved at se film og TV og notere mig, præcis hvad velklædte mænd har på. Hele sommeren gik jeg klædt som Kelso fra That 70's Showog ved mere festlige lejligheder har jeg modelleret min fremtoning på et billede af Harrison Ford fra slutningen af 70'erne. I forhold til stil er hele mit liv en lang række kulturelle referencepunkter, og det er sgu ikke så slemt. Det er min egen form for scrapbog, og den har jeg næsten helt for mig selv.

Jeg farer vild næsten hver eneste dag. Jeg har boet i min by i halvandet årti, og alligevel farer jeg vild på gaden, både når jeg går, og når jeg kører. Jeg farer endda vild nede i supermarkedet. Jeg bliver nødt til at gå frem og tilbage langs alle hylderne, fordi jeg ikke kan huske, hvor nogle af tingene står. Jeg kortlægger byen ved at forsøge at huske hvilke gader, der krydser andre gader – og så tælle hvor mange gader, der er mellem hvert gadekryds.

Det er alt sammen nogle af de ting, jeg lever med, som er af mere eller mindre ligegyldig karakter. Jeg er ligeglad med skak eller Hemingway. Min telefon har GPS. Jeg har ikke noget problem med at gå i tøj, der var moderne i 70'erne. Det bliver først besværligt, når det begynder at handle om det, de fleste gerne vil vide noget om: Parforhold.

Som ung man fik jeg at vide, at mænd efter sigende tænker på sex hvert syvende sekund, og med det samme så jeg skamfuldt på mig selv. Det gør jeg ikke, og jeg kan ikke seksualisere nogen eller noget med min fantasi. Jeg kan ikke engang huske hvordan piger jeg har været sammen med ser ud nøgne. Jeg kan sagtens se at nogle af mine veninder objektivt set er smukke og dragende, men jeg bliver ikke tændt når de går forbi på samme måde, som jeg får at vide, at de fleste heteroseksuelle mænd gør. "Er det derfor, du er venner med så mange megalækre damer," spurgte min frisør bramfrit, da jeg kravlede ud af stolen. "Jep," sagde jeg selvsikkert, netop som to solbrune unge kvinder trådte ind af døren for at spise frokost med mig.

"Snakker du med din ekskæreste?" skrev en af mine venner forundret til mig, efter jeg havde tweetet en åndssvag samtale, jeg havde haft med en gammel kæreste. For en udefrakommende burde min eks og jeg ikke være venner – eller overhovedet kommunikere. Der er så meget lort, man tager med sig fra gamle kærlighedsforhold. Men sagen er den, at jeg ikke kan huske, at jeg forelskede mig i hende som 25-årig, og jeg kan heller ikke huske hendes ansigtsudtryk, når vi svinede hinanden til. Jeg kan ikke dagdrømme om sidste gang, vi knaldede (jeg kan bogstaveligt talt ikke dagdrømme). Min fortid er skåret væk. Den er helt væk. For halvdelen af dem, der elsker at analysere min aphantasia, er det lige så ufattelig frygteligt som locked-in-syndrom. Den anden halvdel synes, det lyder som en velsignelse.

Ligesom med alt andet, tror jeg det at være blind inde i hovedet, kun er et spørgsmål om attitude. Der er øjeblikke, hvor jeg føler mig helt igennem følelsesmæssigt isoleret, og der er andre gange, hvor jeg føler, at jeg igen og igen kan opleve suset fra nyforelskelsen med min kone for første gang, fordi jeg har sådan en guldfiskehjerne. Jeg er sikker på, at der er millioner af gifte folk derude, som ville betale gode penge for at få fingrene i en pille, der giver den oplevelse.

Det kan godt være, at jeg ikke kan huske hvordan mit bryllup så ud, men heldigvis for sådan en som mig, er den bedste dag i mit liv også den mest veldokumenterede.

Læs mere på VICE:

Når cannabis er den eneste medicin, der virker

Dræberstoffer fentanyl er kommet til Danmark

Mit liv som kleptoman