Denne artikel er oprindeligt publiceret i VICE Australien.

IKEA er stedet, hvor du dimitterer fra stjålne og/eller genbrugsmøbler til en mere moden og voksen tilværelse. Det er der, du tager hen for at indrette den første delebolig, du ikke spiller bordfodbold og bekæmper bananfluer i, eller måske det første babyværelse. Det er den fase af dit liv, hvor du er fyldt med iver og designgejst, men ikke nødvendigvis rådfører dig med din partner om dine radikale visioner for indretningen. Derfor er IKEA arenaen, hvor stofprøver og fremtidsplaner puster liv i dine mest kønsdiskriminerende fordomme, mens du stresser rundt som rotte i en labyrint fyldt med lavkvalitetsost. Lige meget hvem du er, er det en kombination, der kan bringe det værste frem i dig.

Vi opsøgte nogle tidligere og nuværende IKEA-medarbejdere i jagten på beretninger fra frontlinjen af folks kamp for at starte nye liv sammen.

Jeg arbejdede med papkasser og paller ude bagved på lageret. Når man arbejder sammen med en masse 21-årige universitetsstuderende, risikerer man stort set hver dag, at cirka halvdelen af personalet kommer på arbejde med tømmermænd. På lageret opbevarede vi madrasserne øverst oppe i bunker, så det at hejse en kollega op med gaffeltrucken, så de kunne få sig en lur, var en ret almindelig ting - især på stille dage.

Det centrale jeg lærte af min tid i IKEA var, at redebygning er en større ting, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg har aldrig gået så meget op i at bygge rede. Jeg tror det er en stor trøst for mange mennesker, men jeg synes på en måde det er ret dovent. Man spærrer sig bare inde i en lille puppe af rendyrket glæde, hvor intet fra omverdenen får lov at trænge ind.

Jeg undrede mig tit over, hvordan denne impuls kunne gøre så mange umiddelbart normale mennesker så sårbare. Det måtte være fordi, de havde gået rundt i alle de timer. Selvfølgelig kommer folk op at skændtes, når anspændtheden får lov at hobe sig op i timevis. Det bedste råd, jeg kan give folk i parforhold, der planlægger en IKEA-tur, er: Gå ikke ind uden en plan. Lad være med pludselig at beslutte dig for, at du vil have et tæppe af koskind. For hvordan vil din veganerkæreste have det med det?

IKEA var en trykkoger. Det var som om, folk overophedede deres forhold ved at bære rundt på alt det, samfundet forventede af dem. Jeg overværede latterligt mange skænderier. Og det var for sindssygt at se, hvordan folk tilsyneladende fuldstændig fortrængte, at de befandt sig et offentligt sted. Selvfølgelig kan vi nådesløst makulere hinanden verbalt på hjemmefronten, det er helt fint, men lad dog være med at gøre 70 forbipasserende til tilskuere for de mest intime brændpunkter i jeres parforhold midt i et virvar af discount salatskeer og karklude i alle regnbuens farver.

Folk elsker deres hjem. Hjemmet er helligt. Det er stedet, hvor folk kan slippe væk fra virkeligheden, og den attitude har helt klart indflydelse på, hvordan de opfører sig i butikken. Jeg sidder i kassen, hvor jeg ofte har oplevet, at folk har virkelig svært ved at indrømme, når de tager fejl. De er måske kommet til at tage to kasser af noget, hvor den ene så er i den forkerte farve – og det bliver de defensive omkring. Jeg tror de bliver vrede, fordi det er noget til deres hjem – deres verden – og derfor ikke er noget, man skal blande sig i.

Det største skænderi, jeg nogensinde har oplevet, fandt sted lige efter jeg var startet. Et par kom op til kassen, og fyren smilede lidt. Jeg har ingen ide om, hvad der var sket, men jeg fik indtrykket af, at de ikke var glade. Da de var ved at gå, så jeg dem råbe af hinanden. Så kom hun løbende tilbage og råbte af mig, fordi hun troede jeg havde ladet hendes kreditkort sidde i terminalen. Men det havde jeg ikke. Hvis jeg havde, ville den have bippet højlydt. Det var helt utroligt, hvor meget hun larmede – og han blev bare ved med at stå og smile. Så stormede hun ud og efterlod alle deres ting. Det var for sindssygt.

Som regel bliver fyrene vrede, hvis de ikke kan finde ud af at samle ting. Der var en anden gang, hvor jeg stod i kundeservice og en fyr kom ind med en indkøbsvogn fyldt med køkkenting for tusindvis af kroner og sagde, at vi havde et stort problem. 'Jeg har ikke bestilt et fucking blåt køkken'. Der gik det op for mig, at alle hans ting stadig var pakket ind i et blåt lag beskyttelsesplastik, så jeg pillede et hjørne af for at vise ham det. Han kiggede bare på mig og sagde, at han var ked af det. Jeg havde virkelig ondt af ham. Han havde sikkert kørt i timevis med alle de ting.

Igen, det er folks hjem. Og det tager de ekstremt seriøst. Folk forsøger at skabe deres hjem i IKEA, og derfor er det et vildt sprængfarligt miljø.

Jeg arbejdede i IKEA tidligt i 00'erne lige efter årtusindskiftet. Nu vil jeg ikke lyde sexistisk eller noget, men det jeg husker tydeligst, var at mænd som regel ikke havde lyst til at være der. Jeg havde engang en kunde, der havde stillet sin kones fine porcelæn på en IKEA-hylde, som han havde sat op. Selvfølgelig var den faldet ned, hvorefter han kom stormende tilbage til butikken med alt det smadrede porcelæn. Han var rasende. Men det var en interessant blanding af at være vred på sig selv, vred på IKEA og rædselsslagen for sin kone.

Engang var der en anden fyr, der slæbte en madras med ind. Der er livslang garanti på madrasser, og fjederen var smadret på den her, så han kom tilbage med den – smurt ind i alt muligt. Vi snakker ikke en lille menstruationsplet eller sådan noget. Nej, det her var ren Jackson Pollock. Vi gav ham pengene tilbage og kylede madrassen ud.

Mine mere umodne kollegaer plejede at hygge sig med samtaleanlægget og sige ting som, 'kalder alle afdelinger, vi har en 1-3,' hvilket betød der var en virkelig lækker pige i sengeafdelingen. Det første nummer i koden var afdelingen, så 1 var senge, 2 var køkken og så videre. Det andet nummer var personen. 1 betød en kunde, man skulle undgå, 2 betød et par, der skændtes – hvis der skulle være nogen, der ville se med – og 3 betød en sød pige. Vi havde en virkelig grineren latinamerikansk fyr, der var elendig til at spille skuespil. Tænk humlebi-manden fra The Simpsons på sin fridag. Han gik rundt og gloede på lækre piger, mens han lod som om, at han foldede håndklæder sammen eller sådan noget.

Folk er røvhuller. Det er den vigtigste ting, jeg har lært. Folk tændte bare af over de mindste ting. De kom ind i butikken efter at have læst kataloget igennem, og havde sat sig for, at de skulle have hylde nummer et, bogreol nummer to og bademåtte nummer tre. Men hvis der ikke var flere eksemplarer af bademåtte nummer 3 tilbage, ødelagde det hele deres dag. Det var den slags fucking idiotiske surmuleri, vi havde med at gøre. Man står bare tilbage og tænker, kom nu dude, du er ikke i Congo, du har rent drikkevand. Hvad fuck er dit problem?

Mere fra VICE:

Hvorfor er sexlegetøj til mænd så deprimerende?

Her er de tatoveringer, som danske tatovører er mest trætte af at lave

Sådan føles det at gå ned med stress i dine 20'ere