Hvert år, når denne søde juletid er over os, står vi som mennesker over for en mindre eksistentiel krise. For hvordan er det nu lige, man juler? Sidste års højtid har for længst fortabt sig i alkohol-tåger, og du kan knap huske, hvem du tilbragte julen med, hvilke gaver du fik, for slet ikke at tale om hvordan hele jule-forløbet spandt af. Fortvivl ej, vi elsker julen, og vi har gjort det til vores fremmeste opgave - et godt stykke inde i december - at guide dig til at få den bedste højtid, du overhovedet kan tænke dig.
Derfor har vi her samlet alt, du har brug for til at klare dig gennem denne hjerternes fest uden at ligne en kæmpe idiot. Husk, du har jo klaret det før, så det skal nok gå. Hvem ved? Måske kan det endda gå hen og blive hyggeligt.

For mange danskere er julefrokosten højtidens helt store tilløbsstykke. Hver januar rammes Danmark kollektivt af hukommelsestab og glemmer, at snaps i virkeligheden smager som afløbsrens med dildsmag, og at det faktisk er mere pinligt end sjovt at drikke sig black-out-fuld med sin chef. I den mellemliggende periode fra januar til december glorificerer vi julefrokosten, og det er først, når vi i slutningen af december vågner på sofaen med bræk udover jakkesættet og tømmermænd, der kunne få Boris Yeltsin til at stoppe med at drikke, at illusionen om julefrokosten som en moralsk opbyggelig aktivitet bliver brudt - i hvertfald indtil hukommelstabet igen melder sig så snart klokken har slået 12 nytårsaften.

At mange af os har et nostalgisk forhold til and, gås og brunede kartofler, hænger sammen med, at vi ikke mæsker os i de retter året rundt. Men når vi nu er blevet enige om at maksimere effekten af julemad ved at nedlægge en spiseembargo resten af året, hvorfor er det så lige, at det ovenstående står på menuen til samtlige julefrokoster nogensinde afholdt? Jeg mener, personligt er jeg allerede virkelig træt af julemad, når det bliver juleaften. På det tidspunkt har jeg fået serveret anløbne juleretter i kantiner, til julefrokoster og sågar på pizzeriaer. Er meningen ikke, at juleaften skal være speciel - blandt andet gennem menuen? Hvorfor fanden varmer vi så op til dette storslåede måltid ved at æde præcis det samme i en måned forinden?

Hvis du har undret dig over hvorfor ellers respektable musikere kaster sig ud i at producere julesange, så er svaret det samme, som til stort set alle andre kategorier på denne liste: penge. Selv gode bands har brug for en stabil indkomst til at betale for limousiner/guldure/heroin/afvænningsklinikker afhængig af hvilken genre de bevæger sig indenfor. I tiden før internettet, hvor enhver musiker med selv det mindste hit på samvittigheden ikke bare kunne prostituere sig til en mellemøstlig sheikh eller afrikansk krigsherre med dybe lommer, var det at lave en julesang en god, stabil måde at generere indkomst på. Du har nok selv lagt mærke til, hvordan samtlige forretninger du besøger i decembers juleshopping spiller 'Last Christmas,' 'Merry X-mas Everybody,' og 'All I Want for Christmas is You.' Sådan er det også i resten af verden og det generer afsindige summer i royalties. [Slade tjente i 2013 £ 512.000](link -http://www.telegraph.co.uk/culture/music/music-news/10510135/Slade-earn-500000-every-Christmas-in-royalties.html) - det er 5.400.638 kroner. For en jul. Drengene fra WHAM! hev 3.182.529 kroner ind. Ikke dårligt, når man tænker på at Last Christmas' blev udgivet i 1984. Hvis vi bruger WHAM!'s tal fra 2013 som rettesnor, så har de herrer George Michael og Andrew Ridgeley tjent 95.475.870 millioner kroner på sangen siden udgivelsen, og det er kun på royalties, dertil kommer pladesalg, kommercielle rettigheder og merchandise. Det, du troede var hyggelig stemingsmusik kærligt kreeret af varme hænder for at få dig klar til julen er altså en selvkørende pengemaskine, der tillader Hr. Ridgeley at fortsætte sit playboy-liv, på trods af at han ikke har udgivet et nummer siden 1990.

Helvede på jord. Foto via Flickr-brugeren Hunter Desportes

En af de værste dage på året er dagen, hvor du, sammen med alle andre skal transportere dit legeme derhen, hvor du skal fejre julen. Hvis du ikke for længst har sikret dig pladsbillet til hjemrejsen, kan du godt forberede dig på en oplevelse, der får overfyldte asiatiske metrotogvogne til at minde om en gåtur på landet. Temperaturen i de stuvende fulde toge leder tankerne i retning af den ovn, som juleanden bliver tilberedt i. Og når først du ankommer til din slutdestination, er du tvangsindlagt til socialt samvær med dele af din familie, hvis eksistens du lykkeligt havde glemt alt om. Efter tre dage med falske smil og tiltagende kvalme kan du frem til endnu en tur med offentlig transport, der kunne gøre apostlen Peter til glødende atheist. Ingen gud ville tillade den slags nederdrægtigheder, som foregår i DSB-togene i juledagene.

Julefilm er endnu en ting, som har til hensigt at højne dit humør. På mange måder er det skuespillernes pendant til at indspille en mere eller mindre tarvelig julesang. De skal også leve. Det er derfor, at Tim Allen, den tidligere kokainpusher, som blev babyboomernes komiske førsteelsker, giver den som ufrivillig julemand, det er derfor skuespillets svar en T-bone Steak, Arnold Scharzenegger, giver den som hyggelig familiefar med en seriøs fitness- og steroideafhængighed, og det er derfor, Jim Carrey tager en pause fra sølvpapirshatten for at iklæde sig grøn makeup i hans mindst sjove film nogensinde.
Jovist, de har sikkert ikke noget decideret imod at sprede glæde og den slags, men sandheden er bare, at selv en tarvelig julefilm er et sikkert hit. Se bare på Tom Hanks filmen The Polar Express, som er dræbende kedelig og ligner en cutscene fra verdens mest røvsyge computerspil, alligevel indtjente 183 millioner dollar. Det værste er dog anti-julefilmene, som på en gang forsøger at tjene kassen på julen, mens de samtidig prøver at skabe så meget distance mellem dem selv og højtiden som overhovedet muligt. Her tænker jeg naturligvis på film som Bad Santa, hvor bonderøvenes konge Billy Bob Thornton giver den hele armen som alkoholiseret storcenter-julemand, eller The Nightmare Before Christmas, der, udover at spille på jul og Halloween for at tjene ekstra penge, gav alle emo-fetischisterne den vildfarelse at både musicals og dukkefilm kan have kunstneriske kvaliteter - hvilket naturligvis ikke er tilfældet.

Det er kun et spørgsmål om tid, inden 'jule-glade' dekoratører vurderer, at det er spildt arbejde overhovedet at pille julepynten ned, da den jo pligtskyldigt igen skal sættes op få måneder senere. Juleglæden er efterhånden blevet devalueret i en sådan grad, at det eneste pejlemærke på, om det overhovedet er juletid at se, om juleøllene er blevet sat til salg. Ja, vi er efterhånden kommet dertil, at bryggeriernes åbenlyse forsøg på at slå plat på en højtid er den vigtigste markør for højtidens komme. Du kan lige så godt begynde at forberede dig på en fremtid, hvor det er jul hele tiden, året rundt.

Glæd det til endnu en jul, hvor stemningen når et hidtil uhørt lavpunkt, når årets pakkespil går i gang. Spillet, der handler om at stjæle hinandens pakker, er i sin oprindelige form, hvor man får alle de pakker, man har held til at stjæle, er i sig selv upædagogisk, da moralen synes at være, at kynisk og tyvagtig opførsel belønnes. Den pædagogiske udgave, hvor pakkerne på kommunistisk facon fordeles blandt deltagerne efter at spille er slut, lærer derimod børn, at hårdt arbejde langt fra er nødvendigt for at blive belønnet. Nuvel, pakkelegen skal bare overståes, og lad være med at hidse dig op - stort set alle de pakker, der potentielt kan blive dine, havner i en skraldespand inden for 24 timer.

I denne stjerneparade af påtvungne aktiviteter, som udgør julen, excellerer traditionen med at have en nisseven. Idéen er, at man skal være en blanding af drillenisse og sød nisse, der køber små lortegaver til sit juleoffer, omend de fleste ender med kun at gøre det sidste. Du kan se frem til at stå i kø med dine skolekammerater og kollegaer i Tiger, fordi ingen rent faktisk gider bruge nogen penge på at købe gaver til personer, man er ligeglad med. Kan jeg ikke bare købe en hoppebold, et æble og en julesok til mig selv - og så ikke være en del af den her tradition?

Halvfulde, midaldrende mænd i forklædning, der med påtaget venlighed og lommerne fulde af søde sager opnår fysisk kontakt med mindreårige under dække af at kunne opfylde deres ønsker - ja, der har i alle dage været noget pædofilt over julen. Men én ting er højtidens bizarre traditioner, noget andet og mere grundlæggende ækelt er de allestedsnærværende chokoladeovertrukne marzipanudskæringer overdrysset med knuste nødder og din mormors afklippede tånegle: julekonfekten. Hvem laver den, hvem insisterer på den, hvem har gavn af den - og til hvilket formål? De fingre, der fremstiller disse fordækte konfektstykker, ville i virkeligheden hellere pille ved børn. Konfekten er det næstbedste og samtidig midlet, der bruges til at nå målet. Derudover medfører indtagelse af nævnte julegodter øjeblikkelig væmmelse, som gradvist bliver til en følelse af selvforagt afløst af forstoppelse og søvnløshed. Det er ikke selve smagen, der afstedkommer disse pinsler, men derimod bevidstheden om at have indtaget noget, som med overvejende sandsynlighed er frembragt af dybt perverse mennesker.

Julemarkeder plejede at være et hæderligt feriemind fra mellemstore tyske byer, hvor kombinationen af glühwein og julekager faktisk fungerede fint. Det var spændende, fordi man ikke kunne gør det derhjemme. Men ak, som så meget andet i denne globaliseringens tid, så kunne vi ikke bare lade noget eksisterer på deres egne præmisser og i år er der intet mindre end 40(!) julemarkeder i Københavnsområdet alene. Der er snart ikke et gadehjørne, hvor du ikke kan købe et glas middelmådigt gløgg for 45 kroner. En vanvittig udvikling, der efterlader Danmark med den største population af tyskere siden 9. april 1940. Dengang foregik besættelsen i det mindste på ærlig facon, denne gang foregår den under dække af en gigantisk kærlighed til honninghjerter og bolchestokke.

Alle ved, at medierne aldrig er for fine til at slå plat på en sag, heller ikke julen. Hver december fyldes mediebilledet af forskellige guides til, hvordan du klarer dig igennem julen. Med overfladiske råd om alt fra gaveindkøb til hvordan du mest autentisk lyver julemanden virkelig for dine børn, lefler journaliststanden nok engang for den laveste fællesnævner. Som alt andet så handler det om at iscenesætte den materialistiske side af julen. De journalister, som halvhjertet sidder og hakker sig igennem den ene juleguide efter den anden, vil dig kun det bedste på samme måde som kirugen på privathospitalet virkelig ønsker, at du skal komme til at gå igen efter din operation: selvfølgelig gør han det, men omvendt er han nok - inderst inde - bedøvende ligeglad med det, hvis du skal tilbringe resten af livet i en kørestol. Julen er kapitalisternes tid, sneen udebliver, men det skal nok regne penge på dem af os, der har formået at gøre Jesu fødsel til en forretning. Ikke mindst bryggerierne og spritfabrikkerne, som stædigt kæmper for at fastholde den kollektive vrangforestilling, at juleøl smager godt, og at snaps er en okay ting at hælde i svælget. Kort sagt: Alle lyver og bedrager, og julen vil dig kun det værste.

Undtagen os selvfølgelig. Vi håber i den grad du får en god jul. Virkelig.

Mere fra VICE:

Billeder af Københavns sørgeligste julepynt

Roland Møllers mange roller

Når cannabis er den eneste medicin, der virker