Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal kaldes en "lille bøssehjerne”, fordi jeg fortæller om min voldtægt?

"Ja, indrøm nu bare at din lille bøssehjerne ikke kunne sige nej til pik.." Den besked læser jeg lige midt i morgenkaffen. Den står langt fra alene. For et par dage siden fortalte jeg en af mine største hemmeligheder. Jeg fortalte det ikke til min ven eller min mor, jeg fortalte det til hele verden. I en artikel stod jeg frem med, hvordan jeg to gange er blevet udsat for voldtægt.

Prøv at forestille dig, at din meget personlige og på ingen måde sjove historie pludselig bliver gjort til en joke blandt folk (hovedsageligt mænd).

Før i tiden ville jeg blive såret, forarget og ikke mindst vred. Nu bliver jeg mest af alt trist til mode. Trist over den rendyrkede homofobi, der ligger i de "jokes". Folk antager, at jeg nød at blive voldtaget, fordi jeg er homo. At jeg da bare fik en gratis omgang. At jeg vel tiggede og bad om det. For sådan er jeg. En fucking homo. Og ja - jeg er en fucking homo, men jeg har fandme hverken bedt om – eller fortjent – at blive voldtaget og efterfølgende udskammet og latterliggjort for det.

Jeg bliver sørgelig, når jeg ser de strukturer, de jokes taler ind i. Jeg bliver sørgelig, fordi de jokes er en del af det problem, som jeg ved at fortælle min historie prøver at nedbryde.

Når mænd i kommentarsporet gør sig vittige på min bekostning, så er det et signal om, at de bestemt ikke er følsomme eller sårbare, de er ikke alt det, som de mener, jeg er: Svag. De reaktioner er det modsatte af empati, og det er så utrolig letkøbt og, ja, svagt, at jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde.

De her mænds diagnose er lige så overfladisk, som den er hadefuld: Vi homoseksuelle mænd er nogle fimsede, uforbederlige stereotyper, der kun tænker på pik. De tænker, at jeg tigger og beder om opmærksomhed, at alt, jeg foretager mig, handler om sex og jagten på sex. Foragten for min seksualitet er så stor, at de slet ikke ser mennesket bag.

Og så begynder latterliggørelsen for alvor. For det er jo dårligt nok et menneske, vi har at gøre med her – ham "den lille bøssehjerne" har jo selv fortjent det, ikke?

I det øjeblik, man selv er offer, bliver voldtægten til ens egen, brutale virkelighed, og når først man er dér, virker det fuldstændig absurd, at nogen overhovedet kan joke med, at man selv har "fortjent" det.

Det burde ikke være nødvendigt at opleve det på egen krop for at få en minimal grad af forståelse. Ingen regner med at blive voldtaget. Ingen opsøger det. Der er desværre mange, der frygter det, men der er fandme ingen, der render rundt og tænker: "I aften, der vil jeg sgu voldtages." Og det gælder både for kvinder, mænd og hadefulde, snæversynede, homoforskrækkede idioter.