Tone Ottilie vil med filmen "Babylebbe" vise, at queers er lige så gode og dårlige som alle andre

Tone Ottilie er 21, og hun er lige blevet optaget på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Sidste år høstede hun en Robert-nominering for sin ansøgningsfilm "Lulus første gang", og i dag hviler rigtig mange øjne på hende. Men Tone Ottilie er ligeglad med filmbranchens forventninger til hendes næste film. Hun vil fortælle historier, der får hendes eget hjerte til at banke. Historier om at være ung, anderledes, utilpasset og i undertal.

Jeg møder Tone Ottilie i filmskolens kantine. Vi skal tilbringe en dag sammen, så jeg kan få en fornemmelse af, hvordan det er at være en ung, kvindelig, homoseksuel og up-and-coming filminstruktør, og fordi jeg vil høre mere om den selvbiografiske novellefilm om at finde sig selv og sin plads som teenage-lebbe i det københavnske queer-miljø, som hun arbejder på for tiden.

Hun er iført grå chinos, runde hornbriller og en tætsiddende uldtrøje. På ryggen hænger en gennemsigtig "Team Hurricane"-pose, som hun erhvervede sig i går aftes til premieren på Anika Bergs omtalte ungdomsfilm af samme navn. Kantinen er proppet, så vi går udenfor og sætter os på en bænk. En stor presenning giver os ly for regnen.

"På Filmskolen giver de ikke en fuck for, om du er Robert-nomineret eller ej," siger Tone Ottilie.

Hun refererer til ansøgningsfilmen "Lulus første gang". Filmen kører stadig på filmfestivaler verden over, og hun fortæller, at opmærksomheden omkring hendes person efter "Lulu", som hun ynder at forkorte filmtitlen, har været utrolig stor.

"På et tidspunkt vandt vi en pris i Serbien, og jeg gik ud og gemte mig på badeværelset."

Anekdoten får hende til at rykke sig uroligt rundt på bænken. Hun kan ikke lide store menneskemængder og vil helst, at vi skal tale om hendes filmhold og ikke så meget om hende. Jeg spørger alligevel, hvem og hvad der inspirerer hende til at lave film, og hun fortæller, at fra hun var lille, har hun været betaget af de små hverdagshistorier, man deler med veninderne.

"Man havde sådan nogle pigeaftener, da man var lille, hvor man lå i mørke og kunne hviske ting til hinanden, sådan noget 'Har du også fået menstruation?' eller 'Hvem fra klassen synes du er sød?' Jeg er stadig enormt interesseret i de ting, vi hvisker til hinanden, når det er mørkt."

Fascinationen af det pinlige, uskønne og upolerede er tydeligt til stede i Tone Ottilies film. I kortfilmen "Twister" udfordrer to teenagepiger hinandens pubertære uskyld i et væddemål om, hvem af dem der tør give en fyr et blowjob for 500 kroner. De pinlige og angstprovokerende aspekter ved livet som teenagepige dyrkes også i "Lulus første gang", hvor en kvindelig efterskoleelev lyver om sin seksuelle debut og bliver mobbet af sine klassekammerater. Sidst men ikke mindst er tonerne af det rå og upolerede ungdomsliv igen til stede i hendes nyeste film "Babylebbe", hvor en 16-årige lesbisk pige må kæmpe sig fri af sine hjertesorger og sin søsters belærende skygge.

Vi går op på "Fødegangen", en række af små loftslokaler, som Filmskolen tildeler dens førsteårsstuderende ved studiestart. Tone Ottilies rum er endnu kun udsmykket med et enkelt bord, en plante og en gammel filmplakat, der hænger skævt. Vi sætter os på gulvet.

Hun fortæller, at hun har læst i en rapport fra Det Danske Filminstitut, at hver sjette film i Danmark er lavet af en kvinde. "80% af alle danske film er lavet af mænd. Er det ikke vildt?" spørger hun. Jeg giver hende ret, jeg synes også, det er vildt.

"Vi har en lærer, som en dag pegede på mig og Charlotte (en af Tone Ottilies medstuderende, red.) og sagde: Statistisk set kommer I til at være dem, der ikke kommer til at lave spillefilm." Bemærkningen fra underviseren har fået Tone Ottilie til at trække i kampdragten. Hun opfordrer alle unge piger til at stå sammen, lave deres film og insistere på, at deres historier er ligeså vigtige som mændenes.

"Jeg ser det som mit personlige mål, at vi skal holde op med at se den kvindelige fortælling som kedelig, ligegyldig og specifik. Vi skal insistere på at den kvindelige, queer vinkel, den er unik, og den er personlig, og den er universel."

Tone Ottilie er inspireret af filminstruktøren Anika Berg, som står bag den noget anderledes teenagefilm "Team Hurricane", som høstede roser blandt anmelderne tidligere i år. I en artikel fra Soundvenue bliver Tone Ottilie sammen med netop Anika Berg og filminstruktøren Marie Grathø udnævnt som fanebærere i en ny kvindestyret, kønsbevidst bølge i dansk film. Sammenkoblingen med Berg og Grathø gør hende stolt. Selvom hun stilmæssigt befinder sig milevidt fra Anika Bergs psykedeliske, visuelt fabulerende filmæstetik, kan Tone Ottilie ikke lade være med at smile over at blive nævnt i samme artikel som de to kvindelige stortalenter.

"Jeg kan enormt godt lide idéen om, at der er en feministisk kvindestyret ny-bølge i dansk film. Halleluja, hvis det er rigtigt."

Selvom Tone Ottilie synes, at der mangler kvindelige stemmer i dansk film, kan hun ikke lade være med at tro på, at en ny tid er under opsejling. Måske en tid, hvor queer kunstnere som hende selv vil blive langt bedre repræsenteret i medierne. Vi snakker om kvinderevolutionen i dansk film, om forandringerne, der allerede er ved at ske, og om sammenholdet blandt de unge, kvindelige filmkunstnere, som er større og stærkere end nogensinde før.

"Jeg har det, som om vi skal overtage branchen indefra. Som en væbnet revolution. Snart. Jeg vil gerne være med til at organisere revolutionen. Jeg kunne skaffe våben. Det skulle være de bedste våben – rigtig gode film."

Jeg har talt med Tone Ottilie i 45 minutter. Det er så lang tid, hun har frivarter i dag. Næste klassetime begynder. Hun ræser ud af kontoret, og vi aftaler at mødes efter skole hos hendes klipper Arendse Løvind Andersen, der bor på Nørrebro.

Vi har sat os foran skærmen. Råmaterialet er ved at melde sin ankomst. Imens vi venter, giver Tone mig et hurtigt oprids af filmens handling.

"Babylebbe" er en film om at finde sin queer-identitet fortalt gennem en søskendekonflikt. 16-årige Frede har svært ved at komme sig over bruddet med sin ekskæreste. Hun må i jagten på at få hende tilbage igennem et virvar af et voksent natteliv, nye miljøer og en løsrivelse fra sin alvidende storesøster Natasja.

Billederne ruller over skærmen. Det er scener fra et natteliv. Skuespillerne har kort hår og provokerende blikke i øjnene.

"Fordi mit mål var at beskrive mine følelser omkring et bestemt miljø, så var det vigtigt for mig at finde nogle mennesker, som rent faktisk tilhørte det miljø, og ikke have heteroseksuelle, ciskønnede skuespillere med, der skulle klædes ud. De fleste karakterer i filmen spiller enormt meget sig selv," fortæller Tone Ottilie.

Under optagelserne på "Babylebbe" allierede hun sig med festarrangørerne bag LGBT-eventet "Harem". Hun fik lov at stable en rigtig queer-fest på benene, oprette en begivenhed på Facebook og optage folk, imens de rent faktisk var i byen.

Vi sidder og ser en uredigeret festscene fra filmen. Hovedpersonen Frede taler med en stærkt beruset kvinde i baren, der prøver at score hende. Samtalen er akavet og Frede ved slet ikke, hvor hun skal gøre af sig selv.

Selvom de medvirkende var informeret om filmholdets tilstedeværelse, fremstår scenerne i det lesbiske natteliv, selv som uredigerede råklip, utrolig autentiske.

"Mange af dialogerne er lavet, hvor folk fik lov at improvisere. Folk, der ikke er skuespillere, improviserer bare bedre, hvis de spiller i et miljø, de er hjemmevant i. De er vant til nogle helt andre ting. Da vi lavede en scene, hvor en mand skulle spørge: Er du en dreng eller en pige?, så sagde skuespillerne: Åh, det der har vi prøvet hver dag."

Filmens hovedrolle, Frede, er baseret på en ekskæreste, som Tone Ottilie husker tilbage på med stor kærlighed og fascination. De var kærester i teenageårene, og Tone har skrevet mange historier om ekskærestens androgyne udstråling og maskulinitet.

"Det er en film med en ret maskulin energi. De råber, de slår, de boller," siger hun og fortsætter: "Maskulinitet hos kvinder og queers fascinerer mig enormt meget. Det er ikke bestemt i vores samfund, at kvinder skal være maskuline, så maskulinitet hos kvinder er noget, der kommer indefra. Det er noget, man gør på trods af et samfund, der siger, at du skal være tøset og feminin. Det synes jeg er utrolig interessant og spændende at udforske på film."

Med "Babylebbe" vil Tone Ottilie gerne portrættere et queermiljø, som er meget forskelligartet. Hun vil vise queer fra vildt mange forskellige vinkler.

"Jeg vil ikke definere, hvordan man er queer. Der er 100 forskellige måder, at være queer på. Der er karakterer i denne her film, som er vildt bevidste om, hvordan de præsenterer sig med pronomener og alt det her, og så er der Frede, som overhovedet ikke har fundet ud af noget som helst endnu."

Er filmen et fanbrev til queermiljøet?

"Filmen er både en kærlighedserklæring og en kritik af queermiljøet. Jeg gider ikke at se flere film, hvor queer mennesker er perfekte martyrer. Queer mennesker er ligesom alle andre mennesker fulde af fejl og mangler og gode ting og dårlige ting. De clasher med hinanden, råber og misforstår hinanden."

Vi er færdige med at snakke, og jeg samler mine ting. Selvom det er for tidligt at tale om en premieredato på "Babylebbe", tilbyder hun mig en gennemarbejdet og gennemtænkt filmvisning efter jul. Det takker jeg ja til. En dag sammen med Tone Ottilie er en hyggelig dag, og hun sender mig af sted med et langt kram.