En massørs bekendelser

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic

Hun ligger nøgen under lagenet med ansigtet nedad.

Jeg føler mig lidt magtfuld, fordi hun ikke kan se mig.

Når ingen kigger, er jeg usynlig. Mens mine hænder bevæger sig ned langs hendes ryg, ser jeg på familiebillederne på hylden. De er i sort-hvid, næsten sepia, og indrammet i ekstravagante sølvrammer, der omslutter billederne i hvirvlende former. Jeg spekulerer på i hvor mange generationer, hendes familie har været rige.

Det er dagen før Thanksgiving, og jeg er på 61st Street og 3rd Avenue. Jeg er massør, og jeg arbejder primært for et firma, der tilbyder behandlinger i folks egne hjem. Firmaet sørger for briks, lagener, essentielle olier, creme og en taburet – alt det, jeg skal bruge for at udføre massageterapi i folks egne hjem. De betaler for komfort, og jeg får penge for at afstå min i 60 til 90 minutter ad gangen.

Indtil videre er hendes krop ligesom mange andre, jeg har masseret. Der er generelt ikke nogen myoser, bortset fra de anspændte punkter øverst på hendes skuldre. Hendes lange hår er løst, og hun virker ikke generet, da hendes hårspidser klistrer fast til mine fedtede hænder. Jeg har allerede set hende nøgen, eftersom hun er helt afklædt, når hun fortæller mig, hvilke områder der kræver mest opmærksomhed.

Det kan de godt lide, de rige kvinder på Upper East Side. De kan godt lide at løsne håret og tage tøjet af, inden man har forladt lokalet. Det følger bare med området. Folk er mærkelige, uanset hvilken økonomisk klasse, de tilhører.

Det er ikke kun på Manhattan, at kvinder med fritid hele ugen føler sig afslappede i mit selskab. En fredag aften sidste forår var jeg i en jødisk families lejlighed på South 9th Street i Williamsburg – et af de sidste jødiske kvarterer, som er ved at blive opslugt af hipstere.

Første gang jeg kom der, havde kvinden gemt sig væk i soveværelset, hvor hun skiftevis fik pedicure og voksbehandlinger af en asiatisk kvinde. Jeg forventedes at sætte mit massagebord op mellem de to senge. Der var kun få centimeter til at bevæge sig rundt om bordet, så jeg var nødt til at afslå og tage derfra igen.

Den næste gang var det på et af børnenes værelser. De havde flyttet noget legetøj og nogle møbler rundt, så jeg havde masser af plads. Alt sammen fordi klienten gerne ville have mig og ingen andre til at massere hende. Den slags opmærksomhed får mig til at føle mig påskønnet, men jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvorfor det også gør mig utilpas.

Den her klient tager tøjet af, efter jeg går ud af lokalet. Under massagen råber hun indimellem noget på Yiddish til sine familiemedlemmer, når de spørger hende om noget fra den anden side af døren.

Hun er blød og bleg, og hendes krop føles som våd dej, som skal æltes i form. Hun har næsten ingen spændinger i ryggen. Hendes beskyttede liv må have givet hende mulighed for at undgå meget af den stress, man ellers mærker i New York. Jeg mærker en enkelt lille knude i langs hendes højre skulderblad. Godt hun ikke er perfekt.

Hun drejer hovedet og spørger, om jeg vil massere hendes mave. De fleste amerikanere beder ikke om at blive masseret på maven. Det er de alt for blufærdige til. Jeg er overrasket over, at hun spørger. Mens mine hænder bølger henover hendes mave, spekulerer jeg på, om hendes familie ved, hvad hun laver. Måske er det her det ene sted, hvor hun er fri fra traditionerne – nøgen, ubesværet, åben.

I de sidste minutter spørger hun, om jeg kan massere hendes hoved gennem hovedtørklædet. Mens jeg gør det, ser jeg hendes ansigt. Hun giver et lille men synligt smil, mens himlen bliver mørkere udenfor. Efter solen er gået ned på en fredag, er jeg ikke længere velkommen i hendes verden.

Gad vide om de ved, at jeg betragter dem. Og lytter til dem.

Mine røntgenøjne lægger mærke til alt i en klients hjem. På den her kolde aften i oktober er der ikke noget at granske. Klienten er ejendomsmogul. Hans navn står på forsiden af bygningen (nej, det er ikke Trump). Bygningen er en del af FN-komplekset, og vi er i kælderen, hvor han har et fuldtudstyret fitnesslokale, dampbad/sauna, omklædningsrum og en swimmingpool. Han har også et privat massagelokale, som ligner en luksusspa. Det er fuldtudstyret med briks, lagener, olier og et køleskab med små flasker vand. Det kunne ikke være nemmere for mig.

Han er yngre, end jeg havde forestillet mig, og iført en badekåbe. Heldigvis er de velhavende Manhattan-beboeres tendens til at tage tøjet af foran mig begrænset til kvinderne. Han nævner, at han godt kan lide meget hårde tryk på ryggen, men beder mig om at være forsigtig med hans skuldre og nakke. Det overrasker mig, eftersom folk som oftest ønsker det dybeste tryk på den øverste del af ryggen. Det er jo hans massage, så jeg siger bare ja. Hans ryg er hård som cement. Det er ikke en enkelt knude, det er en mur af spænding, som jeg forestiller mig kun sidder på mænd, som har deres navn på bygningen. Det er også svært at finde det sted, hvor trykket skal ændre sig på hans ryg, så jeg bliver lidt paranoid. Han har penge nok til at være meget kræsen, men jeg ved ikke, om jeg har tålmodighed til at tilfredsstille ham.

Derfor holder jeg op med at prøve. Han begynder at flytte rundt på sig på massagebordet og laver nogle gryntelyde. Hans bevægelser ligner, at han gnubber sig mod bordet, og jeg kommer i tanker om mine massørvenners råd om, hvordan man kan se på en mand, at han prøver at få noget seksuelt ud af massage. Jeg ved det ikke med sikkerhed, så jeg trykker bare endnu hårdere – min sædvanlige taktik – indtil han ligger stille. Da jeg kommer ned til hans ben, er han faldet i søvn. Jeg trykker medium-hårdt og kommer igennem resten af den halvanden time-lange session, mens jeg prøver at holde mig distraheret ved at se på uret og ignorere fuglesangen, bølgeskvulpene og den generiske asiatiske fløjtemusik, der omgiver os.

Han sover gennem resten af massagen. Jeg har altid undret mig over, hvad man får ud af det. Bagefter kan jeg ikke mærke, om han er glad, for han er væk, da jeg kommer tilbage til lokalet. Jeg tager den hundrede-dollarseddel, han har lagt til mig, og stikker den i lommen. Jeg sætter pris på de generøse drikkepenge, men jeg kan ikke lide den måde, sedlen ligger halvt sammenkrøllet på bordet. (Som man ville gøre med en prostitueret. Jeg kan heller ikke lide, når folk lader pengene ligge fremme på bordet imens, fordi de tænker, at jeg så arbejder hårdere for dem – for den sørgelige sandhed er, at det gør jeg.)

Den dag jeg arbejdede i lejligheden på 61st street, opdagede jeg nogle ekstra detaljer om min klient. Hendes ben var perfekt voksbehandlede og indsmurte i fugtighedscreme, men af en eller anden grund var hendes fødder tørre og sprukne, som om al ubehaget i hendes krop var sunket ned i bunden af den. Der var også andre ting: Hendes lænd føltes svag og slap – det er svært at forklare følelsen mellem hænderne – jeg kan bare beskrive den som usikker. Hun spjættede lidt, da jeg pressede mine tommelfingre mod nogle akupunktur-punkter ved roden af hendes rygrad, og hendes hofter og øvre lår føltes kolde, hvilket som regel indikerer en blokade eller en skade.

Mens jeg masserede hendes hænder, kiggede jeg igen rundt i rummet. Under en vase med tørre efterårsblomster lå en stak selvhjælpsbøger på natbordet – blandt andet en om at leve med de 12 trin.

Det gik pludselig op for mig, at mange mennesker føler sig trygge i mine hænder – og måske søger de tryghed endnu mere end heling eller terapi. Jeg er der for at bevidne deres hemmeligheder i et vindue på 60 eller 90 minutter ad gangen. Jeg er der for at se hver enkelt person og mærke hver enkelt krop for det, den er – for at se igennem deres blomsterdekorationer, deres elitære navne og deres kulturelle status.

Jeg er der for at se dem nøgne, og jeg er der for at vende tilbage igen og igen, hvis jeg vælger det. Jeg er der for at gå igen med det samme.