Vi ved intet, så vi har bedt en læge fortælle os alt om bryster

Denne er anden artikel i serien "Vi ved intet, så vi har bedt en læge fortælle os alt om…". En serie, der er opstået i pinlig erkendelse af, at vi måske ikke lyttede godt nok efter i biologi og/eller seksualundervisning og nu mangler svar. I denne omgang handler det om bryster. De dukker op en dag, men hvad laver de? Og hvorfor ser de sådan ud? Det forklarer læge Mette Vinther her.

Det er kønshormonet østradiol, der sætter gang i puklernes voksen. Man ved ikke præcist, hvorfor østradiol pludselig stiger, eller hvorfor det hos nogen sker, inden de fylder otte år, mens andre må vente tålmodigt til 14-årsalderen. Det er dog tydeligt, at tidspunktet afhænger mere af kropsfedt end af alder, hvilket forklarer, at mine lidt rundere veninder til min store misundelse fik "bryster", opmærksomhed og bølje-bh'er længe før mig, og at de russiske elitegymnaster må vente med puklerne, til de lægger sporten på hylden.

Brysterne er det første tegn på puberteten, og inden for de næste to års tid sørger østradiolen for ny hårvækst, en voldsom vækstspurt, bumser i ansigtet, og at puklerne vokser sig til voksenstørrelse.

Selvom mange teenagere nok håber på, at brysterne vil vokse sig større, end de gør, har mennesket faktisk, relativt i forhold til de andre pattedyr, de allerstørste bryster. Det bemærkede Darwin allerede i 1800-tallet. Det fik ham til at udtænke den seksuelle selektionsteori, som beskriver, hvordan man konkurrerer med andre af samme art og køn for at få lov at parre sig og videreføre slægten. Jeg kan nu godt lide at tænke, at den menneskelige han i dag er nået lidt videre end til kun at vurdere skålstørrelse, når han skal vælge partner…

Men man får da lyst til at spørge: Kan de så noget, de store bryster? Er de egentlig bedre? Fra et medicinsk synspunkt må det lande på et nej. Det fedt, der omgiver kirtelsystemet, som udgør brysternes egentligt funktion, er der altså primært for påfugleeffekten. Et par i øjenfaldende attributter, som skal øge sandsynligheden for at generne føres videre. Uanset, hvor meget fedt der ligger rundt om, findes der i alle bryster omtrent 20 drueklaselignende mælkekirtler, som er en del af det fremragende system, der gør, at ungerne kan få den føde, de har brug for uden at løfte en finger de første mange måneder af deres liv. Kirtlerne findes længst inde mod brystkassen, og herfra løber mælkegange frem til de mystiske, nubrede mørke områder, vi kalder brystvorter.

Lad os lige dvæle lidt ved dem, brystvorterne. Det er både deres elendige navn og deres reaktion på alt fra babymund og kærlig berøring til irritation og kulde, der er forunderligt. Og så deres nubrethed, som bliver ekstra nubret, når brystvorten bliver stiv. Denne tendens, som de fleste kvinder nok har demonstreret for sig selv, dækker faktisk over en masse små talgkirtler, der ligger lige under huden. Og dem skal vi være glade for, for kirtlerne sender fedtet sekret ud, som smører og beskytter brystet, når barnet (eller andre) går til det.

Der findes ikke en rigtig god forklaring på, hvorfor brystvorten er mørkere end resten af vores hud. Nogen mener, det er for, at barnet bedre kan finde dem, andre mener, det er for, at mændene bedre kan lide dem, mens endnu andre mener, at både mænd og spædbørn er ret blinde over for den slags. Brystvorterne er under alle omstændigheder meget mere end bare vorter på brysterne, og faktisk kan man meget tidligt spotte en graviditet bare ved at kigge på brystvorterne.

Når kvinder bliver gravide ændres kroppen ret drastisk, og en ny hormonæra ændrer igen brysterne. Brysternes kirtler bliver stærkt påvirket af hormoner, det er derfor brysterne kan vokse lidt og blive ømme lige før menstruationen, men også derfor at de store hormonelle forandringer i graviditeten kan ændre brysterne fuldstændig. Mælkekirtlerne og deres gange vokser hos nogen så meget, at de kan mærkes og ses under huden. Brystvorterne bliver mørkere og større, og de små kirtler vokser, så brystvorterne bliver endnu mere nubrede. Det meste sker allerede indenfor de første otte uger, så brysterne et ret godt sted at kigge, hvis man skal afsløre en tidlig graviditet.

Kort før babyen melder sin ankomst, begynder dannelsen af et nyt hormon, oxytocin, som får mælken til at løbe fra kirtlerne ud igennem gangene til brystvorten og barnet. Oxytocin stimuleres faktisk af bare at kigge eller tænke på barnet, hvorfor ammende mødre kan få plettede bluser blot ved synet af en autostol. Så længe man bliver ved med at stimulere, fortsætter mælkeproduktionen. Det udnyttes ved malkning af dyr med maskiner eller malkepigehænder og i fattige kulturer, hvor den gratis brystmælk er helt nødvendig. Der findes også en bølge af langvarige ammere i Vesten, og selvom der formentligt ikke er negative biologiske konsekvenser, skal man lige vænne sig til synet af det, der passende kan betegnes store pattebørn (prøv selv at google "Extended breastfeeding").

Hvis brysterne er vokset meget, mens man var gravid, har det elastiske hudvæv været strukket godt ud, og så kommer de altså til at hænge mere bagefter, end de gjorde før. Det bliver ikke bedre med spændstigheden efter overgangsalderen, hvor mælkekirtlerne uden østrogenstimulation skrumper ind og bliver til fedtvæv. Heldigvis har de fleste kvinder et mere afslappet forhold til deres bryster på det tidspunkt, og mange ser taknemmeligt på de rynkede rester.

Yngre kvinder kunne godt øve sig i at sætte mere pris på deres bryster. Hvis man synes, det er svært at finde noget at være taknemmelig over, vil jeg anbefale, at man skæver til den nordamerikanske pungrotte, der som det eneste dyr har fået et ulige antal bryster. Og så lige 13. Hvis man virkelig ikke kan se andet positivt, kan man da være glad for at man ikke har mere end to.