FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Skal man være bekymret for at tage fortrydelsespiller for ofte?

Til trods for at de er blevet kædet sammen med et væld af bivirkninger, er brugen af nødprævention på vej op. Vi spurgte en gynækolog, om der egentlig er noget at være bange for.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Undersøgelser viser, at forbruget af fortrydelsespiller blandt teenagere er fordoblet i løbet af de seneste ti år. Grundlæggende er det en god ting: Hurra for ingen utilsigtede babyer og muligheden for at tage magten over sine egne forplantningsorganer. På den anden side viser forskning, at teenagere er blevet mere tilbøjelige til at benytte fortrydelsespiller som et alternativ til prævention og ikke som den nødløsning, de er tænkt som. Det kan virke bekymrende, fordi fortrydelsespillen i årevis er blevet kædet sammen med nogle temmelig forstyrrende rygter. Den er blandt andet blevet beskyldt for at forårsage blodpropper, kræft, og hjertesygdomme, og det vel nok mest fremtrædende rygte er, at fortrydelsespiller kan påvirke kvinders evne til at blive gravide senere i livet.

Advertisement

"Alle de rygter, man hører om fortydelsespiller, er fuldkommen usande," siger Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende overlæge, ved Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på Hvidovre Hospital. "Alle recepter på fortrydelsespiller anbefaler, at du kun tager den én gang i hver cyklus, men du kan roligt tage den, hver eneste gang du har ubeskyttet sex. Selvfølgelig vokser risikoen for bivirkninger, hver gang du gør det."

Læs også: Fordelene og ulemperne ved at skifte dine p-piller ud med en app

Selve ordet "bivirkning" sætter ofte nogle alarmklokker i gang – men hvad med den store, stygge jeg-bliver-aldrig-gravid-igen-trussel?

"Fortydelsespiller vil helt sikkert ikke påvirke din chance for at blive gravid senere i livet," forsikrer Charlotte Wilken-Jensen. "Til gengæld vil bivirkningerne ved hormonerne – kvalme, svimmelhed og generelt ubehag – forandre din livskvalitet, simpelthen fordi man ikke har det godt. Depression er et andet stort problem ved det. Det er ikke rart, på nogen måde."

Nej, at have det som en træt, skidesur hval i nogle måneder er ikke særlig rart. Og det er altså, hvis du tager pillen efter en fuldkommen ædru tur i høet. Hvis du har drukket din andel gin og tonic eller snuset til noget hvidt pulver, aftenen før du kastede dig ud i en omgang lagengymnastik, er der en risiko for, at dine tømmermænd gør den kæmpe omgang hormoner, du har slugt, mindre effektive.

"Ubeskyttet sex efter misbrug af rusmidler er et velkendt problem," sukker Charlotte Wilken-Jensen. "Heldigvis påvirker rusmidlerne ikke rigtig bivirkninger på den lange bane, men man kommer nok til at brække sig eller have frygtelige maveproblemer på grund af alkohol eller stoffer. Det kommer uden tvivl til at påvirke, hvor godt pillen virker: Hvis du kaster op eller har diarré, kommer den ikke til at virke lige så effektivt, eller har måske ikke haft chance for at virke, inden den kommer ud af kroppen igen. Derudover er der intet andet forhold mellem stoffer og alkohol og fortrydelsespillen."

Læs også: Nu kan du få en selfiestick til at undersøge indersiden af din vagina

Hvad med de andre ting, såsom blodpropper og hjertesygdomme? Mange fabrikanter af oral prævention advarer stadig kvinder om, at blodpropper og hjerteproblemer kan opstå, hvis den slags allerede ligger til familien. En dosis Plan B One-Step (eller andre populære mærker) indeholder 1,5 mg levonorgestrel – hvilket er 12-13 gange mere end der er i en almindelig p-pille.Selvom nogen frygter, at en ekstra stærk dosis hormoner måske kan øge ens modtagelighed overfor førnævnte dårligdomme, insisterer Charlotte Wilken-Jensen på, at det ikke passer. "De stoffer, der bruges i nye former for nødprævention, hovedsageligt levonorgestrel, har ingen effekt på blodpropper eller hjertesygdomme," siger hun. "Ældre piller indeholdt østrogen, og det involverede en risiko for blodpropper, ligesom oral prævention – men de bruges ikke længere i Europa og Skandinavien."

En vigtig bemærkning til sidst: Fortrydelsespillen har intet med abort at gøre.

"Det er meget vigtigt at slå fast, at den ikke er et abortværktøj," siger Charlotte Wilken-Jensen. "Hvis dine æg allerede er befrugtet, virker fortrydelsespillen ikke. Det skyldes, at pillens mekanisme faktisk er at udskyde ægløsning. For at være ærlig er der faktisk ikke nogen, der ved præcis, hvordan det virker, men det er mere eller mindre det eneste, den gør."