Jeg prøvede at slås for at finde ud af, om det gør mig til en rigtig mand

Illustrationer af Peter Berke

Det eneste, jeg ved, er, at jeg skal have en tandbeskytter med. Det står i det Facebook-event, som jeg læser meget grundigt, inden jeg tager af sted.

Der står også, at det er en god idé at have lange bukser på. Og en langærmet trøje, hvis jeg vil undgå brandmærker. Og så har jeg hørt noget med, at jeg skal aflevere et telefonnummer, inden vi starter, så der kan blive ringet efter nogen, hvis noget går galt.

Da jeg står ude foran en bygning, som er formet som en stor kuppel, og som ligger helt ude i Københavns Nordvest-kvarter, begynder jeg for alvor at tvivle på, at det her er en god idé. I eftermiddagsmørket ligner den lidt et gammelt kapel. Et kort øjeblik overvejer jeg at vende om.

Jeg har aldrig været oppe at slås. Det tætteste, jeg har været på, var engang i 6. klasse, da jeg jagtede Bjørn tværs over sportspladsen, fordi han havde ødelagt mit nye armbåndsur. Jeg fik ham lagt ned, men derfra vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Det gjorde han. To slag til tindingen, og så var jeg færdig.

På det seneste har jeg læst flere steder på nettet om, hvordan unge i hele landet mødes forskellige steder for at arrangere slagsmål. For eksempel en artikel fra Vejle Amts Folkeblad, hvor der stod, at unge fra 15 til 25 år var begyndt at mødes hemmeligt i spejderhytter i lokalområdet for at feste og tæske løs på hinanden. Også i Facebook-gruppen Fundamentum har teenagere arrangeret slagsmål med hinanden. Ikke fordi, de havde en beef. Bare fordi de gerne ville slå på hinanden. Ren Fight Club-stil, og det hele blev live-streamet, så andre kunne følge med.

Det var i den forbindelse, at jeg fandt Jan Nordkvist. Han er mandeudviklings-coach og arrangerer noget, der hedder Fysisk Mandegruppe. I den lukkede Facebook-gruppe, der har 90 medlemmer, står der, at formålet er at bruge "fysisk aktivitet/slåskamp som en tilgang til den maskuline kerne". Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad det betyder. Men det lyder som lidt af det samme.

Da jeg kommer ind, står Jan og tager imod mig. Han står ved siden af en fyr, der præsenterer sig selv som Kenneth. Han må være næsten to meter høj, har brede skuldre, og ligesom Jan har han karatebukser på. De siger, at vi bliver seks mand i dag. Da jeg fortæller Kenneth, at jeg aldrig har været oppe at slås før, griner han smørret. Så går vi op mod lokalet.

Jeg har engang læst, at vi er en ret kedelig generation. Vi drikker mindre end tidligere generationer, vi er mindre voldelige, og generelt opfører vi os ret pænt og fornuftigt. En mandeterapeut, som hedder Tomas Friis, fortalte mig på et tidspunkt, at mændene i min generation på mange måder er blevet vattede.

"I har glemt de maskuline dyder. Fra barnsben har I fået at vide, at alle former for vold og aggression er forbudt, og derfor gemmer I det væk. Men hvis der kommer én og piller ved din kæreste, så er meningen altså ikke, at I skal sidde og tale om, hvordan det føles. Så skal han fandeme have en blodtud."

Jeg har altid haft det ambivalent med slåskampen. På den ene side har jeg brugt stort set hele min ungdom på at undgå den, hvilket er lettere sagt end gjort, når man kommer fra Sønderjylland og gerne vil gå til halbal. Jeg har også altid håbet, at jeg ikke endte i en situation, hvor de sociale normer foreskrev, at jeg skulle slå på en anden. På den anden side har jeg siddet og set film som Fight Club og Karate Kid og fantaseret om, hvordan det mon ville være at smadre en anden mand i gulvet. For hvordan reagerer man egentlig, når lortet rammer ventilatoren – er man typen, der stepper op, eller er man typen, der stikker af?

I 1920 skrev Tom Kristensen digtet "Det blomstrende slagsmaal", hvor han skildrer et helt almindeligt værtshusslagsmål som noget nærmest guddommeligt smukt – blå øjne og blodige kæber, der folder sig ud som farvestrålende blomster, og det skønne og storladne i en ellers trist situation. Selvom der er noget primitivt i at slås, er der noget sært fascinerende og ur-maskulint over slåskampen. En art manddomsprøve, som man skal bestå for at bevise sit værd.

Én efter én ankommer de andre mænd. De virker ret tilforladelige. Nogle hilser på hinanden ved at kramme, andre giver hånden. Én af dem, som har sort hår og bare fødder, fortæller, at han stadig døjer lidt med et bøjet ribben fra sidste gang. Det var vist noget med et spark, der gik galt.

Indefra ser kuplen mindre faretruende ud, end den gjorde udefra. Men der er stadig lidt Gladiator-ring over den. Noget, der minder om søjler, løber hele vejen rundt langs kanten, og en række spotlys peger alle ned mod samme sted. Jan beder mig hjælpe med at slæbe nogle kvadratiske madrasmåtter ud midt på gulvet, så de danner en stor firkant. Den skal danne rammen om dagens begivenheder, forklarer han.

Da vi lidt efter sidder i en cirkel midt på madrassen, kan jeg ikke lade være med at studere de andre mænd. Én af dem er en høj og lidt ranglet akademiker-type i slut-30'erne, der er iklædt en lyserød t-shirt med ordet "Disco" skrevet hen over brystet. En anden, som viser sig at være efterskolelærer, er en lav og tætbygget fyr med hestehale og ligner én, der vil være svær at vælte omkuld i en kamp. Han med det bøjede ribben sidder og smiler lidt for sig selv, mens han strækker sit ene ben ud. Og så er der Kenneth.

Før jeg ankom, forklarede Jan mig, at en aften i Fysisk Mandegruppe typisk er delt op i fem faser: Først mediterer man og tjekker ind. Så er der opvarmning og så en række tillidsøvelser, som handler om at lære at stole på hinanden. Så er der intensivering, hvor man gradvist bygger aggressionen op. Og så er der kamp. Alt sammen handler om at skabe adgang til aggressionskraften, forklarede han mig. Om at lære at bruge den som en ressource i stedet for noget, der skal gemmes væk.

Da han spørger os, hvorfor vi er her, svarer én af mændene, at han synes, det er fedt at få mulighed for at få afløb for sine aggressioner på den måde. En anden fortæller, at han ikke længere vil være Mr. Nice Guy. Jeg forklarer, at jeg aldrig har været oppe at slås, men at jeg gerne vil prøve mine grænser af. De andre nikker indforstået.

En time senere ligger jeg klemt inde mellem to mænd og prøver at slippe ud. I forvejen har vi været igennem en række intensiveringsøvelser: I én af dem skulle vi løbe ned mod en af de andre, som holdt en boksepude ind mod maven, og sparke alt, hvad vi kunne. I en anden skulle vi stå over for hinanden og på skift slå hinanden mod maven, indtil den ene enten blev for træt i armene eller den anden ikke kunne holde til mere. I den her øvelse er konceptet, at man skal prøve at komme fri, mens to mænd klemmer sig fast på hver sin side af livet. Jeg mærker aggressionen vokse, mens jeg ligger på gulvet og vrider mig. Jeg decideret råber, da det endelig lykkes mig at rive den sidste fod fri.

Det slår mig, hvor hårdt det er at blive klar til at slås. Mine to vandflasker er for længst tømt, og sveden driver af mig. I den sidste øvelse, som handler om at løbe direkte ned mod tre mænd, som står klar på den anden ende af madrassen, og prøve at kæmpe sig forbi dem (her anbefalede Jan, at vi brugte tandbeskyttere), må jeg lægge mig på gulvet for at få pusten, da jeg når trægulvets helle på den anden side.

Efter to timer når vi endelig til klimaks. Sammen med de andre mænd sætter jeg mig tilbage i en cirkel midt på madrassen. Da roen har sænket sig, tager Jan ordet:

"Så er vi nået til det, vi er kommet for," siger han.

Konceptet er simpelt, forklarer han: En god, gammeldags skolegårdsslåskamp. Som udgangspunkt ingen slag, ingen spark og ingen høje kast, selvom den slags ikke helt kan undgås. Der er også boksehandsker, hvis man vil bruge dem, forklarer han videre. Jeg kigger rundt på de andre. De lytter intenst.

Kampene foregår altid én mod én, forklarer Jan. Når en mand har lyst til at slås, sætter han sig ind midt på madrassen. Så udfordrer han en anden, som sætter sig ind overfor. Hvis der er noget specielt, man vil fokusere på, siger man det højt. Hvis ikke, er det fint. Så lukker begge øjnene i 10-15 sekunder og finder fokus. Når begge har rejst sig, er der kamp, indtil én slår i madrassen eller siger stop. Imens sidder vi andre i en cirkel rundt om for at bakke op og holde på energien.

Ligesom i de andre øvelser er der ingen tvang, understreger Jan. Det er alene op til én selv at sige fra. Og det er på eget ansvar.

Den første kamp er relativt hurtigt overstået. Det er Jan selv, der har udfordret anyone i cirklen. Fyren med det bøjede ribben meldte sig hurtigt på banen. Tre minutter og nogle ture i gulvet senere kan han ikke få luft. Han siger, at han bliver nødt til at stoppe. Vi andre klapper, mens de to sætter sig tilbage på deres pladser.

Så sætter Kenneth sig ind på madrassen. Jeg sidder lidt og kigger på ham. Så beslutter jeg mig. Med langsomme bevægelser nærmest kravler jeg ind på madrassen og sætter mig lige over for den store mand, der sidder og venter. Vores øjne mødes, da Jan spørger, om der er noget specielt, han vil fokusere på. "Jeg vil bare gerne slås," svarer han roligt. Jan spørger mig. "Jeg vil bare gerne prøve grænser af," svarer jeg. Så lukker vi begge øjnene.

Mens jeg prøver at fokusere, mærker jeg nervøsiteten brede sig. Kenneth er langt større end mig, og tidligere på dagen har han forklaret mig, at han har dyrket karate i syv år. Jeg har aldrig dyrket nogen form for kampsport, og jeg har lige fået opereret et ledbånd i min tommelfinger, som lægen har sagt, at jeg skal passe på. Det her kan godt blive noget lort.

Da vi kort tid efter rejser os og stiller os over for hinanden, går det op for mig, at jeg aldrig rigtig har tænkt over, hvordan man egentlig slås. Når Mark, Dennis, Jørgen-Peter og de andre drenge fra klassen sad på bænken under halvtaget i den store skolegård og diskuterede, om man skulle placere sin tommelfinger lige under eller ved siden af pegefingeren for at udforme den helt rigtige knytnæve (i hvert fald skulle man aldrig ligge den ind i selve knytnæven, så kunne man brække den, hvis man ramte den anden hårdt nok), havde jeg aldrig rigtig en holdning.

Alt det er ligegyldigt, da Kenneth kommer farende imod mig. Jeg når kun at mærke et hård skub mod skulderen, før han er helt oppe i ansigtet på mig. Jeg griber fast om ham, mens han prøver at vride mig omkuld. Alle musklerne i min krop spænder til, mens vi kæmper om at få fat. Jeg kan høre tilråbene fra de andre mænd, der sidder og hujer omkring madrassen.

Han får mig i et hovedgreb, men jeg får vredet mig fri. Anden gang når jeg at få et knæ til hovedet, før jeg ligger ned. Jeg banker hånden hårdt i måtten og rejser mig igen. Jeg kan mærke, at jeg ikke er færdig.

Vi ryger i et nyt brydegreb, og der er ikke nogen nervøsitet tilbage. Denne gang er det mig, der angriber. Jeg hører ikke længere de andre mænd. Alle de tanker, jeg normalt ville tænke, synes betydningsløse. Jeg har kun fokus på den mand, der står foran mig. Og som jeg skal bekæmpe.

Jeg forsøger at lægge pres på overkroppen. Så forsøger jeg at spænde ben og tvinge ham bagover. Et kort øjeblik føles det, som om det lykkes. Med en kraftanstrengelse prøver jeg at flå ham ned på gulvet. Så mister jeg grebet og ryger selv rundt med ryggen ned i madrassen. Jeg sunder mig lidt, før jeg rejser mig igen. "Én gang til," siger jeg og stiller mig klar.

Fire gange er jeg i madrassen, før jeg må give op. Alt i mig er udtømt. Jeg har ondt i kæben, og min ene ankel er begyndt at hæve. Da jeg rejser mig, smiler Kenneth og giver mig et klap på skulderen. De andre klapper og råber, da vi sætter os ned. Jan spørger mig, om jeg har fået, hvad jeg kom efter. Jeg nikker og svarer "ja".

Mens de næste to mænd gør klar til at kæmpe, kan jeg ikke lade være med at tænke på det underlige i den her situation. At vores samfund tilsyneladende er blevet så poleret og velordnet, at selv aggressionen er noget, vi bliver nødt til at finde tid i Mayland-kalenderen for at få afløb for. At slåskampen er noget, vi vælger at gå til – i faste rammer og væk fra familien hver fjerde lørdag fra 14 til 17.30.

Da vi efterfølgende sidder på madrassen og taler om dagens begivenheder, forstår jeg pludselig, hvad det handler om. Det handler ikke om at lære at gå ud og slå på tæven ved førstkommende lejlighed, hvor en eller anden idiot puster sig op. Det handler om at få lov til at mærke sig selv og sine grænser og ikke mindst sin vrede i et samfund, hvor den slags ellers er forbudt. Om at få afløb for noget, som på den ene side er helt naturligt – men som samtidig er dømt ude og skal undertrykkes, fordi nogen synes, det er irrationelt. Det handler med andre ord ikke om andre. Det handler om én selv.

Da jeg tager afsked, føler jeg et bånd til de andre mænd, som på mange måder er unaturligt efter kun tre timer. Vi krammer og snakker lidt om, hvad aftenen skal gå med. Familie og børn og den slags. På vej ud tænker jeg lidt over, om det her mon har gjort mig til en rigtig mand. Jeg når frem til, at jeg ikke kan svare på det. Men et eller andet har det i hvert fald gjort.

Dagen efter har jeg ondt over det hele.