Vi bør tale om manipulation af menneskegener ved middagsbordet

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Motherboard

I sidste uge offentliggjorde forskere i Kina, at de succesfuldt havde redigeret generne hos befrugtede menneskefostre og kureret en genetisk mutation i et af dem – for første gang nogensinde. Nu, hvor teknologiens brug på mennesker hurtigt er ved at blive en realitet, rejser det spørgsmålet: Hvornår er det okay at benytte den såkaldte CRISPR-teknologi, som man bruger til at ændre organismers gener, til at redde liv? Hvor går grænsen?

Den beslutning bør ikke være forbeholdt magteliten – CRISPR er måske det største og vigtigste videnskabelige eksperiment i vores tid. Det giver os muligheden for at kurere genetiske lidelser, gøre planter mere hårdføre og sygdomsresistente for at kunne brødføde flere mennesker og ændre den måde, vi betragter menneskekroppen på totalt. Gener er ikke længere skæbnebestemte, hvis den her teknologi bliver bredt accepteret. At starte en familie vil ændre sig markant.

Med så meget på spil vil det bogstaveligt talt afgøre menneskeracens fremtid, hvordan offentligheden modtager CRISPR. Heldigvis begynder den dialog at brede sig på det perfekte tidspunkt.

Der er bred uenighed om, hvor langt vi bør gå. På den ene side siger fortalerne, at CRISPR kan hjælpe os med at tackle genetiske sygdomme og udrydde forfærdelige lidelser som seglcelleanæmi og cystisk fibrose. På den anden side mener skeptikerne, at det er farligt at ændre på de gener, vi arver og giver videre til vores børn. At det at ændre generne, der udgør vores art, er en farlig måde "lege gud" og pille ved naturen på.

Forskere og lovgivere bakser med, hvordan man skal lovgive omkring CRISPR – hvis overhovedet, men de perspektiver er ligesom offentlighedens holdning i forandring. FN frarådede redigering af menneskefostre i 2015, men reglerne bliver tilsyneladende løsnet på globalt plan i takt med, at forskerne når nye landvindinger, og flere mennesker får forståelse for teknologien.

De fleste er dog stadig frygtsomme over for biohacking, selv hvis det betyder en forbedring af deres liv, men over hele verden undersøger folk gråzonerne. Bio-etiker Silvia Camporesi og hendes kolleger foretog en spørgeundersøgelse sidste år for at måle offentlighedens syn på teknologien. "Jeg tror ikke, nogen kan få den her ånd tilbage i flasken – og reguleringen bliver ikke universel. Reguleringen bliver virkelig svær at efterleve på verdensplan," sagde en af de anonyme deltagere.

De førende forskere vender ikke den anden kind til debatten. De forstår, at spørgsmålet om CRISPR er et populistisk emne. Emmanuelle Charpentier, som sammen med Jennifer Doudna, var instrumentelle i at udvikle CRISPR-mekanismen (et forsvarssystem udviklet i bakterier) til en teknologi, sagde, at det var af afgørende betydning at være åben over for offentlighedens kommentarer.

"Vi kan bruge det til at udvikle direkte behandlinger," sagde hun til en konference ved American Association for the Advancement of Science i februar. Men det ville være umuligt uden først at vide, hvad folk vil acceptere, tilføjede hun.

Genetikforsker ved Harvard University George Church, hvis laboratorium har udviklet CRISPR-applikationer, har udtalt, at teknologien er blevet langt mere præcis, end den var for bare et par år siden. Han siger, at flere mennesker ville være åbne over for genredigering, hvis de vidste, at det er sikkert. "Forsigtighed er ikke ensbetydende med et forbud," sagde han til konferencen i Boston.

Forskerne er nødt til at være fuldt engagerede i at gå i dialog med offentligheden for at nå ud til flere mennesker. De er op imod popkulturen, som i film og tv-serier har skildret laboratorieskabte mennesker som noget, man skal frygte – for eksempel i en nyligt annonceret en, hvor Jennifer Lopez skal bekæmpe mulig bioterrorisme, som er gjort mulig med CRISPR.

Forskerne står over for regulationer og juridiske forhindringer i lande som USA, som er stærkt påvirket af anti-abort-ideologien (som også har påvirket forskningen i stamceller) – for ikke at nævne store virksomheder, som har deres egne agendaer og ser mulighed for at tjene milliarder.

"Vi stoler mere på vores forfædre end på vores beregningsmodeller," bemærkede Church spydigt.

Der er lang vej igen, hvis vi ønsker, at offentligheden skal være reelle stakeholdere i brugen af CRISPR-teknologi. Hvis vi ikke passer på, kan dialogen ende med at gå samme vej som klimaforandringer eller stamcelleforskning, som fortsat er udbredt misforstået.

Men hvis vi kan opbygge en oplyst dialog, kan det være med til at bane vej for en helt ny videnskabelig proces, der sætter mennesket først. Og det kunne påvirke samfundet lige så meget, som CRISPR-teknologien i sig selv.