Sådan drømmer folk i mediebranchen om at sige op

Vi har alle sammen haft lortejobs. Fra utålelige skodtimer brugt i Netto og hundeluftning i Frederiksberg Have til tjenergigs og alt, hvad der falder under helvedeskategorien "servicemedarbejder," så har de fleste ofret utallige timer af deres liv, på noget de i bund og grund hader. Men man finder sig i det, dels fordi man skal finansiere sit overforbrug af guldøl og indisk take-out, og dels fordi man håber på at komme ud til sit drømmejob på den anden side. Om det er i den kreative branche, som advokat eller butiksbestyrer er egentligt ikke så vigtigt, det er mere håbet om, at man kommer til at leve af noget, man rent faktisk kan leve med.

Men hvad så, hvis man endelig får muligheden for at tage skridtet op af karrierestigen, fx. til et smart job i mediebranchen, og hverdagen så stadig suger al din livsgejst ud af dig? Hvis du alligevel ender med at sidde og ordne regneark, mens alt, hvad der er godt i livet, passerer dig revy? Hvis din chef insisterer på, at I bare skal filme to handicappede have sex, fordi det er pissegodt tv? Det er der, hvor drømmen brister, og man ville sige op på stedet, hvis man havde økonomien til det.

Vi spurgte nogle ansatte i mediebranchen om, hvordan de fantaserer om at sige op.

For to år siden havde mit nuværende job været mit absolutte drømmejob. Et job i mediebranchen med mulighed for at arbejde kreativt og sætte mit præg på fjernsynets udvikling – pissefedt! Jeg fik en praktikplads i et yderst populært TV-produktionsselskab og på trods af virkeligt mange arbejdstimer uden løn, var det fantastisk at blive en del af den branche, jeg så inderligt drømte om at kunne leve af. En branche som jeg nu to år efter mest af alt drømmer om at leve uden.

Jeg fik nok, da jeg for tredje gang sidste år hørte min chef sige – "Hvis bare vi kunne få to multihandikappede til at dyrke sex på TV, så ville vi fandme ha' den! Altså forstår I, hvad jeg mener?" Nej, jeg forstod ikke, hvad han mente. Hvorfor skulle det være underholdende TV? Jeg havde virkelig gjort, hvad jeg kunne for at få mine forventninger til mit arbejde til at passe ind i det, jeg faktisk lavede. Jeg ved udemærket godt, at man ikke altid kan elske sit arbejde og forvente, at man nødvendigvis er på bølgelængde med det, man laver. Men hver gang jeg lagde al mit engagement og min sparsomme kunnen i et projekt for at sætte mit præg på det, måtte jeg se mine ideer befamlet af TV-formateringens klamme hånd, der gør folks liv til et game show, eller høre mine bedste ideer forsvinde ind i min chefs bevidsthed, som var de hans egne.

Min chef er en umiddelbart velmenende, men inkompetent mand. Indvendigt er han en 17-årig dreng, der endnu ikke har fået den mandsgørende kropsbehåring. Og i stedet for at lave sine lektier sidder han bare og venter på at få hår på drengen. Jeg har ikke tal på, hvor mange aftener jeg har siddet i sidste sekund før deadline for at lave et stykke arbejde, han skulle have taget hånd om for flere uger siden. "Vi to arbejder bare bedst i 11. time," plejer han at sige, mens jeg har lyst til at kaste op ud over ham med alle de ord, der har sat sig fast som en klump af frustration i min hals.

"Når du bliver 40, kan du selv tage credit for andres arbejde – glæd dig, det er skønt!" sagde han til mig i sidste uge uden respekt for de to uger, jeg havde ligget vandret for at have et projekt færdigt. Jeg grinte, for sådan er gamet, men jeg havde i lyst til at give ham en highfive. I hovedet. Med en stol.

Selvom det er længe siden, det gik op for mig, at jeg måtte væk derfra, prøver jeg til stadighed at overbevise mig selv om, at jeg skal være taknemmelig for jobbet. Jeg har på ingen måde ondt af mig selv. Jeg har et job og får løn, endnu inden jeg har færdiggjort min uddannelse. Og derfor bør jeg bare holde fast, så jeg ikke ender som et af politiskernes skræmme-billeder af akademikere i aktivering i Netto. Men jeg drømmer om at smide fornuften fra mig. At ride ind på min chefs kontor på en enhjørning af glimmer og trutte min opsigelse ud højt og klart i en nisses røv! Jeg skal videre nu. Jeg må starte på en ny og finde noget, der ikke ser multihandikappedes sexliv som god TV-underholdning, men måske noget, der giver lidt mere mening. Om ikke andet, så for mig selv.

Når jeg kigger ud af vinduet på mit arbejde, viser livet sig i alt sin enkelthed. Pludselig er alt så enkelt: Indenfor sidder jeg og spilder det eneste liv, jeg har, og udenfor udfolder livets skønhed sig i al sin pragt. Kigger jeg lige ud, ser jeg min computerskærm, der håner mig med sine åh-så-vigtige mails, uoverskuelige Excel-ark og ligegyldige opgaver fra chefens søster, der ikke lige kan finde ud af sin Facebook. Kigger jeg derimod til venstre ud af vinduet, er verden nu i farver, og fyldt med teenagepiger, der lykkeligt bruger alle lommepengene på Joe and the Juice, Østerbro-mødre, der fremviser nyindkøbte barnevogne med deres største kærlighed liggende i og de japanske turister, der smiler så højt, at man næsten kan høre det.

Selvom et vindue og et par etager adskiller mig fra dem, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvordan alle disse mennesker har det på deres job. Er det kun mig, der tænker på at hoppe ud af vinduet på vej op ad trappen til mit arbejde? Mon også de får opkastfornemmelser, når døren til kantinen åbner sig? Mon de også hader deres chef, og alt hvad han står for, alt han siger, måden han griner på, hans tænder, hans grimme hund og hans røvsyge kone? Og hvad med deres kolleger – er de også en samling beklagende dilettanter, hvis eneste mål i livet er at blive gravide, så de kan komme barsel? Og hvad får de i løn? Er det kun mig, der får nogenlunde ligeså lidt i timen, som den kognitivt udfordrede gademusikant nedenfor mit vindue, hvis klarinetfortolkning af My Way burde få arbejdstilsynet til at komme forbi hver onsdag og snakke mig fra at hive en printertromle ud af printeren og tæske ham til døde?

Hvis de gør, håber jeg de har den evne, som mit arbejde dog har givet mig: Evnen til at fantasere. At dagdrømme. At sidde i en time eller to og bare tænke på alle de måder, jeg kunne sige op på. Jeg kunne vælge den ærefulde vej og tage en snak med min chef om, hvorfor og hvordan jeg var kommet til den beslutning. Jeg kunne lave en lille tegning med et lille billede af mig med en stor fed taleboble, der blot sagde: "tak for denne gang." Jeg kunne bruge ekspressiv dans sat til My Way til at give dem besked. Eller jeg kunne være mere kreativ og skrive mit budskab på væggene med noget fra min egen krop – gul er jo en flot farve, men jeg tror brun ser bedre ud på hvid baggrund. Jeg kunne selvfølgelig også tænke i andre baner, og give dem en grund til at fyre mig. Det åbner jo op for en masse nye muligheder!

Jeg er radiojournalist på en af Danmarks mest politisk korrekte arbejdspladser, og hvor har jeg dog gået og samlet ind til at hævne mig over netop det. Korrektheden driver ned af væggene, hænger i luften og suger livet ud af folk, som bliver til lalleglade nikkedukker uden personlighed, kant eller mod på livet. Så fuck det!

Når jeg siger op, skal alle de idioter, der ikke kan finde ud af at parkere mellem de hvide streger, også kaldet parkeringsbåse, lige have spray-malet et hagekors på deres bil. Herefter vil jeg fylde alle de latterlige bio-skraldespande med plastik og metaldåser helt op til randen. Prøv dog at styre jeres miljø-idioti: "dårligt arbejdsmiljø, voksenmobning og knive i ryggen er lige meget, bare du afleverer dit affald rigtigt!"

Og så vil jeg dedikere min sidste on-air sendetid til de kolleger, jeg skylder en særlig hilsen. Folk som lige manglede at få sandheden at vide, men som sad et andet sted i landet. Det vil være utroligt befriende endelig at kunne kalde en dårlig kollega i Århus for en dårlig kollega. Kalde et kæmpe fjols i Vejle for et kæmpe fjols. Bjarne er en gammel arrogant underviser, som sikkert ikke kan huske mig, men jeg kan huske ham. Bente, der har en "stor chef" gemt i sig, som gik bag min ryg og stak mig til chefen for at komme ovenpå. De får at vide lige præcis, hvad de er - og det kommer til at gøre ondt. Det bliver magisk at høre min stemme helt automatisk og på dansende manér strømme ud i æteren og ind i hele Danmarks biler og stuer, fint rundet af med en svada af ukvemsord til en spade af en kollega, jeg engang havde i Næstved. Smukt og rensende for både krop og sjæl.

Bagefter træder jeg ud i friheden badet i solskin. Og jeg minder mig selv om mit nye motto her i livet, nemlig at man ikke skal finde sig i noget eller lave om på sig selv, for at gøre nogle politisk korrekte idioter tilfredse.

Navne er ændret.