Udlændinge fortæller, hvad der chokerede dem mest ved at flytte til Danmark

Jeg havde læst på lektien, før jeg flyttede til København fra Vancouver for to år siden, så jeg vidste godt, at jeg snart skulle mingle med Danmarks homogone, lyshårede horder. Jeg havde endda set frem til at nyde den afsindigt avancerede form for Skandi-socialisme, som altid romantiseres af nordamerikanere, ikke mindst fordi medierne derovre har en besættelse med alt skandinavisk. Alligevel får man altid lidt af et kulturchok, når man flytter til et andet land – og for mit vedkommende var det særligt alle de små særheder, der sprang mig i øjnene. Som jeres besættelse med at pakke alle madvarer ind i plastik: æblerne i 7/11, avokadoerne, agurkerne og auberginer, der, du ved, fra naturens side allerede er udstyret med en beskyttende skræl. Jeg forstår godt, at emballagen får det hele til at se en smule mere velordnet ud, men lad dog maden være. En anden ting er alle de unge forældre, der stadig er fyldt med livsglæde. Det er så dyrt at bo i Vancouver, at folk bare først har råd til at få børn senere i livet. Og hvis man endeligt støder på en jævnaldrende med børn, så virker de fuldstændigt apatiske ved tanken om at have opgivet deres gyldne ungdomsår til fordel for babygylp og gråd. Sådan er det ikke i København. Overhovedet. Her bliver man overalt mødt af unge, friske og veloplagte par, der i ro og mag spadserer rundt i byen med deres nyfødte. Der er grundlæggende en meget mere afslappet holdning til at få børn her i Danmark, formentligt fordi samfundet faktisk er indrettet på en måde, så folk kan blive forældre uden helt at smadre deres liv. Jeres julefrokoster var dog nok det, der chokerede mig mest. I de fleste vestlige lande er firmaets julefrokost en kærkommen lejlighed til at slå sig løs og male byen rød med kollegerne—men danskernes udskejelser er i en helt anden liga. For jer handler det ikke bare om at slå sig løs—det gælder om at skille sig fuldstændig af med hæmningerne og sin selvrespekt. Man bliver mere eller mindre presset til at drikke sig i hegnet, tage et par streger, kneppe en kollega og brække sig på sofaen—hvilket i teorien lyder sjovt, men ikke ligefrem er normal opførsel i den virkelige verden. Jeg besluttede mig for at tage fat i nogle andre udlændinge for at høre, hvad der chokerede dem mest ved at flytte til Danmark.

Jeg flyttede til Danmark for fem år siden, og det mest chokerende har uden tvivl været, at alle ligner hinanden og køber præcis de samme ting. Danmark er et meget homogent land, og så snart noget bliver populært, så skal alle have det. Det er som om, der hersker en eller anden generel frygt for ikke at være som alle andre. Derfor trækker alle mere eller mindre i den samme uniform: Sort på sort, hvide (eller sorte) sneaks, sorte læderbukser eller sorte jeans, jakker og kasketter. Glem alt om farver, de eksisterer ikke i Danmark. Ikke at det ser dårligt ud, men der er ikke nogen stil eller personlighed i det— det er uinspirerende og giver mig ærligt talt lidt myrekryb. Vi italienere er lidt mere spontane; hvis vi gerne vil gå i gult tøj, så gør vi det sgu! Det er ikke mit problem, hvis du synes det er grimt.

Det, der chokerede mig mest, var, hvor sikkert alting er i Danmark. Det er næsten surrealistisk. For eksempel kan folk drikke sig helt ned og falde i søvn på fortovet med deres iPhone i hånden, uden at den bliver stjålet. Man behøver ikke holde særligt øje med sine ting eller være opmærksom på, hvor man lægger jakken, når man går i byen – den er stadig samme sted, når du skal hjem, og det er bare virkeligt rart. Det er også fedt, at veninder kan tage ud sammen, uden at de nødvendigvis behøver at være mere forsigtige eller opmærksomme end mænd. I sidste ende var det bare chokerende at komme til et af de mindste og rigeste lande i Europa og se, hvordan velstanden og trygheden viser sig på gadeplan.

For det første var det noget af et chok at komme fra en by på størrelse med Moskva, der har 15 millioner indbyggere, til et land på størrelse med Danmark. Jeg kunne slet ikke fatte, hvor rent alting var. Til gengæld opdagede jeg så, hvor stødende dansk humor kan være. Det er åbenbart totalt almindeligt at gøre grin med hinandens udseende og person. Det overraskede mig også, hvor villige folk er til at stå sammen om hvilken som helst sag. Jeg kommer fra et land med overvejende individualistiske og meget liberale, post-sovjetiske værdier, men her er folk meget solidariske og fælles om næsten alt.

Noget af det første, jeg lagde mærke til, var, hvor ensartede danskerne er. Selvfølgelig har folk fuldstændige forskellige liv med hver deres drømme og problemer, men det er som om, der er en eller anden lille, ubestemmelig ting, som alle har tilfælles. Det er som, at grænserne her er så klart trukket op, at yderpunkterne ikke ligger så langt fra midten. Det er noget helt andet end derhjemme. Her føles det som om, man kan være lige den, man har lyst til at være, mens essensen i det danske liv alligevel forbliver den samme for alle.

Opfør dig ordentligt, fyld dig med smør, og hvis du nogensinde har ønsket dig en blond baby, så kan du frit vælge fra det sortiment af klapvogne, der står på byens fortorve uden for barer, cafeer og restauranter. Jeg har tilbragt størstedelen af mine tyvere i beskidte, selvoptagede New York City og det endnu mere beskidte, højrøstede og ildelugtende Indien, så jeg må indrømme, at jeg nok er ret svær at chokere. Så da jeg først kom til Danmark og en eftermiddag blev tysset på under en gåtur med nogle venner, synes jeg bare det var sjovt. Men tredje gang det skete, blev jeg alligevel overrasket. Hvad var det, jeg gjorde, der var så ubehøvlet? Kunne min stemme virkelig støde så mange mennesker? Til sidst gik det op for mig, at det ikke handlede så meget om, at jeg var højrøstet, men nærmere, at jeg ikke passede ind. Danmark er et land, hvori man tilpasser sig normen. Lad være med at vække unødig opsigt. Du skal bare makke ret, så skal det nok gå.

Som australier blev jeg mest overrasket af det afslappede forhold til alkohol, man har i Danmark. Det er billigere at købe en øl end en sodavand i butikkerne, og det er også acceptabelt at drikke på offentlige steder, og det ser man tydeligt, så snart solen skinner bare den mindste smule. Der bliver opfordret til druk allerede fra en tidlig alder, da de fleste ungdomsuddannelser holder fredagsbarer med billige øl til en 10'er. Man kan endda købe alkohol, fra man er 16. Det fortsætter på arbejdspladsen, hvor man på de fleste kontorer slutter ugen af med en fredagsøl. Der ligger et (relativt skummelt) værtshus tæt på min lejlighed, hvor man kan få to drinks for én drinks pris fra 10-13 i hverdage. 'Nuff said.

De fleste udlændinge kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at komme tæt på danskere. Det er hårdt arbejde at få dybe, personlige samtaler stablet på benene, og danskerne er bare i det hele taget ikke særligt gode til at snakke med fremmede – med mindre de har fået tilstrækkeligt mange øl indenbords, selvfølgelig. Danskerne er derimod fremragende til at organisere og holde orden – og de er nok også det eneste folk i verden, der planlægger alt efter ugenumre. I Danmark kan det simpelthen ikke lade sig gøre at være lidt spontan og ændre planerne for "uge 15". Det er også vigtigt for dem at være i trygge omgivelser, og det er nok derfor, at de aldrig forlader deres elskede Danmark i mere end ét semester af gangen. Og så må du for guds skyld ikke lave rod i deres madbudgetter. Der et nok det vigtigste, jeg har lært.

Danskernes ligefremme væremåde tog virkelig røven på mig. Vi landede i Kastrup med alt, hvad vi ejede, satte os ind i en taxa og kørte ind mod København. På køreturen—der tog meget længere tid, end den burde have gjort, nu hvor jeg tænker tilbage—vendte taxachaufføren sig om og sagde: "Jeg plejede at kneppe til højre og venstre, men så opfandt de AIDS".

Mere fra VICE:

Hvad sker der med Christiania, hvis cannabis bliver legaliseret?

Vi faktatjekkede jydernes mest almindelige fordomme om københavnere

En fattigrøvs guide til København