Vi fik en dansk kunstner til bedømme opslagene på Facebooksiden 'Prol eller Art?'

Der findes en velkendt dansk Facebookside med navnet Prol eller Art?, der har sat sig for at vurdere, hvorvidt tilfældige ting og fænomener fra den danske provins (plus tilføjelser fra internettet) blot er de prollede taberting, de giver sig ud for at være, eller om de reelt kunne fungere som kunst.

Følgerne af Prol eller Art? synes nogle gange at være lige lovlig hurtige på aftrækkeren. Kunst kræver ofte, at man tager sig en dyb indånding, tager et skridt tilbage og mærker godt efter i maven, og det kan godt tage lidt mere end et fem sekunders kig på et foto.

Det gælder især i de tilfælde, hvor grænsen mellem kunst og (indsæt selv nedladende modsætningsforhold) synes hårfin. Og jeg er skam også selv gået i fælden. Engang besøgte jeg MoMA i New York, og nogen havde simpelthen spildt en bøtte hvid maling på gulvet, og det havde bare fået lov at tørre ind. Så jeg står og gnubber og gnider mine sko på den her plet, indtil tre vagter kommer og lægger mig i benlås, for det var jo for helvede et værk, som jeg var i færd med at smadre. Flot, Kim.

Men trods miseren så tror jeg faktisk, at jeg passer godt som bedømmer af den her Facebooksides indhold, fordi jeg har en fod plantet i begge verdener. Mit lange havfruehår blafrer i kunsthistoriens store vingesus, mens jeg tøffer rundt og leger smart på Kunstakademiet, men samtidig er min barndom smurt ind i kolort, dårlig grillmad og hjemmebryg, den dufter af marker, skove og tang og har mærker fra hakkende dialekter, landsbyens tidlige lukketider og dens onde børn fra skolegården. Jeg består simpelthen af the worst of both worlds og vil derfor kuratere lortet ud af bukserne på Prol eller Art? for én gang for alle at vurdere, hvorvidt dets indhold kunne hænge på en hvid gallerivæg eller udelukkende bare er dårlig smag. Advarsel: Der vil forekomme namedropping i kvalmende grad.

Jeg vil lade som om, at billedbeskrivelsen fungerer som titel på det eventuelle værk, og denne er således ret interessant med sine fejl, der ikke bare er stavet forkert, men også kunne lyde udtalt af en bonderøvs mund (yes, den er er selvlakerd, den dær). Så egentlig meget fedt. Umiddelbart ville jeg ligeledes sige absolut nej til, at det var prol, da man ville være så godt som hjernedød at turde lakere sine hjul i så bøsset en farve, kvinde eller ej, fordi det ville medføre kartoffelgreb-og-fakkel-optog, krysantemumbombe i postkassen og snigdræbte kæledyr.

Fokuspunktet for mig er derfor den kraftige pink, som leder mine tanker hen på Henrik Plenge Jakobsens værk If People Have No Bread Let Them Eat Cake fra 2002, hvor han spraymalede fritgående får i samme farve. Men hvis vi kigger på selve fotografiet og dermed overvejer kvinden med bruncreme i ansigtet og brintoverilte i håret, hendes peace-tegn og bilen (som symbol en penisforlænger, alfa, male domain bla bla bla), så kunne dette scenario egentlig være som noget fra den guddommelige Ryan Trecartins hånd, hvis værker er det vildeste overhovedet, rene sammenbrud og sammensmeltninger af populærkultur og high art, hjernekrøllende filosofi og realityshow-lingo dynget til med bodyspray, parykker, bar hud og vilde queer-godtfolk.

Bedømmelse
Billedet virker lidt blegt sammenlignet med Ryan Trecartins sindssyge univers, og som idé er det måske heller ikke så interessant. Men skrigelyserøde hjulkapsler i udkanten af Danmark er vitterligt en umulighed, det samme som at bestride en naturlov, så jeg hælder lidt mod kunstens side her.

Titlen er meget deskriptiv i forhold til, hvad man ser på billedet. Der er ikke så meget pis, men jeg er ikke helt oppe at køre. Tatoveringer kan dog være spændende i kunstfeltet, og jeg kommer her til at tænke på Mary Cobles værk Blood Script fra 2008, hvor hun overalt på kroppen (uden blæk, men stadig!) fik tatoveret et utal af bandeord, som hun gennem livet har måttet stå model til. Jeg kommer også i tanke om Wim Delvoye, som i 90'erne forargede ved at tatovere en masse grise med blandt andet fashionlogoer.

Med tatoveringer i kunst leger man med de mærker, man ikke kan komme af med, marked for life, og det her billede kunne godt kommentere på forbrugerkulturens fordærv på det ellers rene menneske (den uplettede hud), men noget ved billedet virker sådan lidt kedeligt og stift. Hvis manden nu faktisk havde en Ralph Lauren-bluse på med selv samme logo foran sin tatovering, så ville der ske noget sjovt. Den her dobbelt-op-hed, som om manden var spoleret i forvejen, og at der ikke var noget at spolere i det hele taget. Der er et logo i stedet for et hjerte.

Bedømmelse
Måske er det den trimmede mandekrop, som egentlig bare irriterer mig, men der er noget humorforladt over billedet, som får min hammer til at falde: Ikke kunst.

Man kan her se forskellige slags fast foods med pizzaen som grundform. Nogle af retterne er ikke til at se, i hvert fald ikke med mine øjne, men indtil videre kan jeg spotte burger, pommesfritter og kebab. Det her kunne fungere som food art, hvor kunstværket ligesom får liv og form ved at blive ædt af mennesker. Et af mine favoritter er svenske Makode Lindes Painful Cake fra 2012. Overforbrug og frådseri er blandt de oplagte temaer, som billedet leder tankerne hen på, men som kunstværk ville den kommentar være lidt irriterende med sådan en moralisering. Noget af det mest interessante ved billedet er derimod det stjerneformede stykke dej, som ligger i midten af madsamlingen. Hvorfor er den der? Hvis man tænker på, hvor de forskellige retter stammer fra, bliver den næsten en multi kulti-kommentar. "Sammen står vi stærke/sammen smager vi lidt af det samme". Egentlig en ret tvetydig kommentar. Der er virkelig mange toner af brun (skal det lede tankerne hen mod hudtoner?), men især tomatskivens springer i øjnene. Det gør den store splat salatmayonnaise også, som giver hele værket noget ekstra nasty á la amerikanske Jaimie Warrens fantastiske madportrætter af kendte mennesker, hvoraf Lasagna Del Rey hører til blandt mine favoritter.

Men selvom jeg bliver mindet om andet god kunst, så er jeg ikke helt overbevist, om dette billede står distancen. For den kan ikke tale sig helt fri fra bare at være en særbestilling fra Kenneth henne om hjørnet, som lige skulle give sig selv en treat lørdag aften. Og måske skyldes stjerneformen bare noget ekstra dej, som ellers skulle smides ud?

Bedømmelse
Jeg er ikke helt overbevist. Det er så nemt at dømme pøbelfolk gennem deres madvaner, men jeg kommer til at gøre det her. PS det var mig, der bestilte den ret.

Jeg blev ret overrasket over at finde den hér derinde, for kraniet er jo faktisk et kunstværk af Damien Hirst fra 2007 (For the Love of God), og nok nær alle og enhver på kloden kender til det her motiv i større eller mindre grad. Kraniet er et arkesymbol på forgængelighed, det grinende memento mori over dem alle. Men det slår mig pludselig, hvor mange hundredetusinde gange jeg har set det kranium printet på grimme t-shirts, som man kunne købe nede i centret, hvorfra jeg kommer. Og næsten alle følgerne af Facebooksiden lader til at være enige: de erklærer kraniet for prol.

Bedømmelse
Prol. Det er fedt, hvordan et så højstemt værk spækket med funklende diamanter (en slags fuckfinger til de fattige) langsomt begynder at annullere sig selv i takt med, at det spreder sig ud i verden. Universets dyreste værk, og alle er bedøvende ligeglade, put it on a t-shirt.

I det her billede ser man en annonce, og der er fem brugte graviditetstests til salg. De ligger på en træplade, og de er ligesom lagt i system, hvor de tre nederste har en pink tud, og de fem positive svar er også sat på rad og række. Hvis man skulle overveje prol-elementet, så har uploaderen af billedet måske tænkt, at folk sætter hvad som helst til salg på nettet i håb om at tjene en skilling, og der er altid en freak derude, som mangler et nyt sæt trusser med bremsespor eller nyklippet pubes. Men jeg synes, der er langt flere spændende ting på spil, fordi der lader til at være noget latent ubehageligt over det. Folk reagerer lidt voldsomt i kommentarfeltet og sammenligner det blandt andet med Breivik (come on!!!), så min kunst-pil (ikke den i bukserne) peger mod det her billede. Hele salgsannoncen opstiller et scenarie, hvor et menneske sætter sin egen urin, sin DNA til salg, og graviditetstesten bliver også symbolet på det potentielle liv. Uhyggen opstår, fordi man sættes i tvivl omkring den gravides holdning til kendsgerningen, vil hun ikke have barnet? Kommentarfeltets afsky peger mod en holdning, der siger, at alt, hvad der vedrører dette barn, bliver umådelig vigtigt, som om det her stykke plastik bliver den gravides emblem, og derfor må behandles helligt og proppes i en eller anden skrapbog. Men det mest spændende er nok, hvad grunden ville være til at købe disse tests. Hvad er i så fald køberens agenda? Historier begynder at udfolde sig i mine tanker…

Bedømmelse
Det her kunne i den grad fungere som et stykke kunst. Med ganske få midler bliver rigtig mange mennesker provokeret, og annoncen fremstiller nogle spændende konceptuelle overvejelser omkring det at tjene penge på sin egen DNA, på moderskabet, på abjektets betydning, liv og død. Kyl det i en kunsthal og sælg nogle billetter på det, ingen problemer.

Bedømmelse
Jeg kan ligeså godt hoppe hen til min endelige vurdering, for det her er ubetinget art art art. Kunstakademierne i Danmark er stoppet til med kunstnere, der går rundt med de mærkeligste og grimmeste frisurer på hovedet. Skæve gryder, skaldede pletter, prins valianter, pasteller, bollehår, dårlige dreads, karse og mareridt, der ligner noget, ens kat kunne have klippet. Og i mange (alt, for mange) år af min barndom gik jeg rundt med gryder og skæve pager, og jeg er jo kunstner, så…

Åh ja, de crocs dér. Kan stadig huske, da de kom frem, hvordan de blev hyldet for at være en form for ergonomisk mirakel sendt fra himlen, men der gik ikke længe, før alle elskede at hade dem (= København hader dem, mens resten af DK går gennem livet i deres crocs). Jeg ser på det her billede og bemærker farverne, som minder mig lidt om de dér stribede nutellaer med mørk og hvid chokolade (prol-indikator). Personens hånd ser meget kroget ud, som om den måler hælens højde. Det er ikke en sko uden humor, for hælen arbejder mod det oprindelige design, og den ved, at man normalt forbinder en høj hæl med kvindelighed, eleganza, power og bla bla bla. Så skoen er ikke tankeløs. En af de mest underholdende danske kunstnere for tiden må være Sara Sandfær, der også arbejder med ting, som konnoterer dårlig smag og internetkitsch, og jeg kunne egentlig godt se de her par sko for mig på en piedestal til et Sandfær-show.

Bedømmelse
Eftertænksom prol. Jeg vælger ikke at vurdere det som kunst, da skoene reelt set er et stykke design. Selvfølgelig har der været nogle æstetiske overvejelser inde over, men de er lavet for at blive gået i.

Her ses en køkkenopstilling i overvejende hvid med tilføjelser af blåt LED-lys monteret under skabene og ved emhætten. De fleste følgere af Prol eller Art? dømmer det her prol, fordi det nok minder dem om de oplyste rækker af sprut på Buddy Holly. Men jeg er uenig, for her er mere på spil. Hvis man tænker på køkkenet som rum og som koncept, så er det faktisk ret interessant at se det invaderet/forstyrret/forandret af et fremmedelement. Køkkenet er der, hvor maden laves, hvor forestillingen om ens kultur gennem mad holdes i live, køkkenet bærer også på fortællingen om kvindeundertrykkelse, hvor kællingen bare skal stå foran kødgryderne, samtidig med, at det også er et hjerterum, hvor der er ild, rindende vand, dampe og dufte og lugte og sod og sæbe. Og nu ser vi nogen, som har ønsket at forandre dette rum konceptuelt ved at tilføje en party-indikator gennem lys. En æstetisk overvejelse, som sætter knæklys, trampemusik og lange Prince-smøger side om side med den nærende og livsgivende mad fra køkkenet. Lyset er virkelig ikke særlig hyggeligt, og det præger atmosfæren. Rummet som køkken er bekendt, men alligevel er alt forandret takket være det blå lys.

Bedømmelse
Arrrrt.

Okay, her sker der virkelig ting og sager. Man ser fem børn få taget et fællesbillede med to kvinder. Alle er blevet anonyme med sorte striber eller pixelspray, men de bærer alle sammen på stærke signaler og sociale koder gennem tøj, frisurer og positurer og håndtegn. Det ligner, at de står på et offentligt toilet, hvilket i sig selv er underligt, men ligesom titlen også ønsker at pege opmærksomheden hen mod det, så opstår chokeffekten i kommentarfeltet, hvor børnene ser ud til at fortælle deres venner, at kvinderne er ludere, og at de har gramset på dem. Det her er for mig virkelig hardcore shit, så jeg får helt ondt i maven. Der er noget helt vildt uhyggeligt ved at læse, hvordan børnene taler om kvinderne, hvordan de er fuldstændig fængslet i en omverdens forventning og pres om at skulle være en hård negl og et røvhul af nogle mænd, hvilket muligvis også antydes gennem deres tøj og kropssprog. Når jeg læser børnenes nedladende kommentarer, læser jeg det som ren transskription af deres omverden. Censurbjælkerne passer perfekt, fordi de ligesom afslører, hvordan både drengene og kvinderne ligeså er tvunget til ikke at måtte være andet for hinanden end det forventede fra omgivelserne – det her er det reneste essens af dansk provins. Kvinderne kan kun være et sæt patter til billige penge, og drengene kun nogle lede gangstere fra boligblokken, men det er den største løgn.

Bedømmelse
Det betyder meget for mig, når et værk kan blive en kropslig oplevelse, og hvor det ligesom suges ind gennem solar plexus, og man føler sig fysisk utilpas. Den oplevelse er noget, jeg selv stræber efter i mit eget arbejde som kunstner. Og i dette tilfælde er vi desuden ude i politik, fængslende opfattelser af køn, tvunget seksualisering og objektivisering. Hammeren falder: Kunst!

Kim Richard Adler Mejdahl er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og har for nyligt udgivet sin debutplade under navnet Kim Kim. Tjek hans instagramprofil ud her.

Læs mere fra VICE:

Hvad jeg lærte som event-slave, da Game of Thrones-tronen kom til København

Her er de langsigtede konsekvenser af at tage coke hver weekend

Var jeg madanmelder eller pornoforfatter?