Du skal se 'I blodet', fordi den handler om, hvordan det er at være dig

Jeg tror aldrig, jeg har set en film før, som handler om mig. Altså, ikke mig som i Lene, men mig som i folk som mig, mennesker, der skal forestille at kunne være mig, sådan temmelig én til én. Og i den her film og i mit tilfælde betyder det: ung, i tyverne, i København.

Filmen hedder I blodet og har premiere på Toronto Filmfestival på lørdag, og den fik mig til at tænke over den tilstand, den portrætterer. Tilstanden af at være i tyverne. Min egen tilstand. En tilstand, hvor udviklingen er hurtig, ændringerne er mange, forvirringen er stor, og det samme er forventningerne og derfor skuffelserne. Det er jo en definerende tid, det er der i hvert fald noget, der tyder på i mit Facebook-feed, som i stigende grad indeholder brudekjoler og babybilleder, mens perioderne med kærestesorger og moralske tømmermænd slet ikke er forbi. Nogle gør karriere, mens andre skifter spor eller flygter til en anden ende af verden. Det er slet ikke kedeligt, men det er bestemt heller ikke let, for det er det hele på én gang.

Og da jeg mødes med Kristoffer Bech og Elliott Crosset Hove, filmens hovedrolleindehavere, venlige mænd og – ligesom mig – i midten af tyverne, er det også det, jeg gerne vil tale med dem om. Vi mødes foran Stefanskirken, og jeg spørger, om de er til kaffe eller øl, og Kristoffer foreslår, at vi cykler ned i Kronborggade og drikker øl på baren, der bare hedder Bar.

Det skal siges, at vi mødes på Nørrebro, fordi I blodet foregår i København, mestendels på Nørrebro. Filmen, som er Rasmus Heisterbergs debut som instruktør (han har hidtil især slået sine folder som manuskriptforfatter på blandt andre film som Kongekabale, Mænd der hader kvinder og En kongelig affære) er nemlig på én gang en fortælling om den brydningstid, tyerne er, og en kærlighedserklæring til København.

Og vi sætter os, Kristoffer, Elliott og jeg selv, på Bar, hvor vi køber fadøl. Vi smalltalker, og jeg lærer, at de begge er københavnere fra barnsben, og jeg spørger dem, hvad der er så fantastisk ved byen, hvorfor byen fortjener en filmisk kærlighedserklæring.

"København er sjovest, smukkest og mest brugbar om sommeren, hvor filmen også foregår. Den har en enorm åbenhed overfor ungdommen, du må drikke på gaden, stederne har sent åbent, der er masser af pumpende energi. Om vinteren er det, som om byen pludselig bliver meget lille, folk lukker sig inde, men om sommer bliver den genoplivet: Lyset er helt specielt, mennesker, som har været deprimerede hele vinteren, er pludselig enormt glade, og alle starter på en frisk," siger Kristoffer.

I I blodet spiller Kristoffer Bech og Elliott Crosset Hove vennerne Simon og Knud, der ligesom dem selv er i tyverne – måske et par år yngre end de 26 og 28 år, Kristoffer og Elliott er. Simon og Knud læser medicin, men det er netop sommer, og byen trækker i dem. Sammen med de to roommates Søren og Esben fester de nat efter nat, men gruppen udfordres af parforhold og lejlighedskøb, og Simon, som er vennegruppens midtpunkt, har svært ved at kapere de mange ændringer, der synes at give en kold skyller til den frie tilværelse af ungdom og rus. Han reagerer ved at blive mere og mere destruktiv og fjendtlig overfor sine venner, og samtidig forsøger Knud, der hidtil har lænet sig op ad Simon, at finde balancen på egne ben.

Jeg spørger Kristoffer og Elliott, om de kan genkende noget af sig selv i Simon og Knud.

"Knuds udgangspunkt er, at han har den her fantastiske ven, Simon, som han har spejlet sig i og set op til, og som altid har passet utrolig godt på ham. Simon har for Knud været et naturligt midtpunkt og en støtte – og bedste ven – og det har været ret lækkert, det har passet godt til Knuds temperament. Og det kan jeg helt klart godt genkende fra mig selv," siger Elliott og fortsætter:

"Det der med at læne mig op ad nogle venner og tage de beslutninger, de tager. Og også det, som Knud så kommer ud for; at på et tidspunkt skulle stå på egne ben, at se lidt mere indad og mærke efter, hvad han selv vil og følge det, det kan jeg helt klart også genkende. I min teaterskoletid oplevede jeg at føle mig som en dårlig ven, fordi jeg havde brug for at gå utroligt meget op i min skole."

Kristoffer forklarer, at for hans karakter, Simon, er vennerne holdepunktet, og at han er vant til at være gruppens midtpunkt, og da han mærker det ændre sig, bliver han sårbar.

"Han er utroligt bange for at miste, og i sin jagt på at holde ungdommen i live, bliver han selvdestruktiv. Hans venner har dannet ham, og hvad fanden skal han gøre uden dem?" siger Kristoffer, og jeg spørger ham, om han selv kan genkende nogle af de problemer, det fører med sig for Simon.

"Ja, det kan jeg sagtens, for jeg også har følt sådan og gør det måske stadig. Jeg søger stadig eventyret, og jeg har også en stærk gruppe af venner, som stadig hænger ved, men der er selvfølgelig nogen, der har truffet de der afgørende beslutninger, hvor jeg ikke helt kan følge med, og der kan jeg godt mærke, at jeg skubber mig væk og flytter mig hen, hvor jeg er tryg," siger han og fortsætter:

"Der er nogle venner, der er færdige med studiet, nogen, der skal til at være forældre, og nogen, hvor man ikke er enige i livsfilosofien på en eller anden måde. Jeg synes, at det er meget markant her i midt-20'erne, at der er sådan et skel."

Vi taler om, at 20'erne er så fulde af forandringer, fulde af kaos, og at det nogle gange er nemmere at udskyde nogle af de afgørende valg til 30'erne. Og at det måske også bør være okay. At vi bør give 20'erne lov til at være ren proces.

"Der er nok en underliggende tanke om, at 'den tager vi, når vi bliver 30', og 'det skal sgu nok flaske sig på en eller anden måde'. Men jeg kan også huske, at jeg sagde det samme, da jeg var 20: 'Den tager vi, når vi er 25', og nu håber jeg så på 30, og måske udskyder jeg det så til 35," siger Kristoffer, og Elliott tilføjer:

"Men måske er den der udskydelse en præmis."

Og jeg kan ikke lade være med tænke, at det måske er det fantastiske ved at være ung i København, at alle os unge i byen væver lidt eller vælter rundt, og jeg spørger, om de tror, at der måske er en form for konsensus blandt den københavnske ungdom om, at det er okay at være lidt ude at skide gennem tyverne?

"Ja, det skal man fanme have lov til at være," siger Elliott og fortsætter:

"Den regering, vi har nu, ser jo helst, at unge kommer direkte videre fra uddannelse til uddannelse – for eksempel lige fra gymnasiet direkte videre til universitetet med bonusordninger og alt det. Men så kan det komme til at gå for hurtigt. Jeg tror, at det er virkelig vigtigt, at tyverne får lov til at være en undersøgelsestid, og det er vigtigt, at man ikke føler sig forkert, hvis man ikke har gået i gymnasiet eller ikke vælger at gå på uni, for det er man virkelig ikke."

"Og det kan være svært, når man så tænder for tv-avisen og får at vide, at det rigtig er at gå i gymnasiet og på universitetet, og du er først helt rigtig, når du har din kandidat. Det har da givet mig noget mindreværd, da jeg ikke kom ind på universitetet og bare tænkte: 'Fuck, jeg er jo en failure, for det siger systemet, at jeg er'. Det er nødvendigt, at der bliver signaleret en forståelse fra et større sted om, at det er okay at være lidt fucked."

Vi snakker om, at man i tyverne måske skal have lov være svar skyldig. Sådan generelt. At man bør have de ti år, hvor man ikke behøver at kunne svare på, hvad formålet og målet er. Hvor man må gøre og fornemme.

"Man må have lov til at undersøge og udforske og være sig selv – og have det svært med at være sig selv og svært ved at finde ud af, hvem man er – eller hvem man tror, man er," siger Elliott.

Men hele den her søgen retter naturligvis fokus enormt meget indad. Og vi taler om en bestemt scene i filmen, som er afslørende og derfor ikke bør beskrives her (når du ser filmen er det dér til festen i kolonihaven), men som vi er enige om er af afgørende betydning, fordi den ryster i os og gør os opmærksom på vores ensidige fokus på os selv. Og kan man som ung blive for optaget af sin egen problemfyldte verden, sit eget kaos, og derfor glemme, at alle andre formentlig også vælter rundt og ikke aner, hvad de laver?

"Når alt kommer til alt, er folk jo bekymrede på deres egne præmisser, og man kan hurtigt blive opslugt af en tanke om, at man er den eneste, der har det sådan, og at verden er imod én," siger Kristoffer, og Elliott fortsætter:

"Det er jo en tid, hvor der er mange ting, man oplever for første gang og føler for første gang, og jeg har da selv haft en oplevelse af, at når det hele føles så stærkt, så må jeg være den første nogensinde, der har følt sådan. Jeg må være den første, der har været SÅ forelsket. Og det kan også lede til den der følelse af, at 'alle har det godt undtagen mig'."

Rasmus Heisterbergs film er som nævnt også en hyldest til København, og der er ingen tvivl om, at København er smuk gennem Rasmus Heisterbergs øjne. Og som vi sidder der på Nørrebro i skumringen på en sensommeraften og drikker resten af vores øl – så godt som i filmens kulisse – er det ikke svært at forstå, hvorfor man kan få lyst til at lave en film i den – og ja, til den – og jeg tænker, at det måske også er derfor, filmen ramte mig. Byen er jo også min kulisse.

Læs flere interview fra VICE:

Min generation kan ikke finde ud af at gøre oprør – så jeg bad Uffe Elbæk om hjælp

Vi fik unge til at fortælle os, hvad de fortryder mest i deres liv

VICE-interviewet: Silas Adler