'Fra Cape Town Til Casablanca': Victors grufulde forpligtelse

Den 29-årige danske journalist og forfatter Steffen Stubager rejser gennem det afrikanske kontinent fra Cape Town i syd til Casablanca i nord. Hvor længe rejsen varer, ved han ikke endnu, men hjemmefra har han bestemt sig for tre ting: At han kun pakker det, som kan være i en lille rygsæk. At han udelukkende må lave håndskrevne noter – ingen computer. Og at han ikke må flyve mellem sine destinationer – rejsen må udelukkende foregå til lands og til vands. Rejsen skal ende med en bog, hvor han beretter om sine møder med mennesker, steder, situationer og oplevelser, der gør indtryk på ham undervejs. Her kan du læse uddrag fra Steffens dagbog, som han løbende affotograferer og sender til Danmark, når han er i nærheden af en internetforbindelse. Det her er fjerde kapitel i Steffens dagbog fra Afrika.

Ndola, Zambia Vi sidder på to stole af plastik. Under mangotræet i Victors baghave.  Victor er tynd, spinkel, lang, stille, gemytlig, smilende, hyggelig, og ikke mindst er han kærlig, når han krammer og kysser hustruen Stella og toårige Victoria og seksårige Graham.

Et læbekys, som han giver Stella en aften før sengetid, får hende først til at smile i kysset, og så til at græde en enkelt tåre bagefter. Men tag ikke fejl af Victor, for han har slået fyrre mennesker ihjel. Det er et faktum, som er umuligt at se på ham, når han går rundt i Ndolas støvede gader i det nordligste Zambia med de lange hænder stukket i lommerne på sine joggingbukser og Victoria løber efter ham med sit hår sat op i ni sorte totter, og han løfter hende op, og hun lægger sine lyserøde ærmer om halsen og samler pegefingrene i en lås i nakken af ham. Vi sidder under mangotræet, og ungerne løber rundt og leger i haven, den lille hund bjæffer bistert af den fremmede, mig, og Stella står i køkkenet og rører majsmel sammen til den klumpede dej, vi spiser med fingrene til middag og til aften i dette land og i mange andre afrikanske lande. Og Victor vil fortælle alt det, som Victoria ikke ved. Hun render med en knibtang i hånden, og hun plukker græstotter op med den og hiver blade af naboens hæk. Victor havde lagt den frem, fordi den spiller en grusom rolle i hans historie, som han fortæller med fingrene spredt ude over hvert af sine lår.

"Du skal vide, til at begynde med, at jeg valgte det hele selv," siger han. "Det begyndte som en drøm i min barndom. Min skoleven Dereek havde den også, mange havde den og den kom fra filmene, de amerikanske krigsfilm, og fra actionfilmene, men den fandtes også her i byen, hvor der bor mange soldater. Soldaterne gik ranke rundt i gaderne. Uden militære farver, men bare i deres civile antræk, kunne jeg genkende dem. De udstrålede stolthed og storhed i deres gang. Mest af alt, og det har jeg vist sagt, var de ranke. Jeg ville også være rank." Og det er han, og det var sådan, han drømte om at blive, og måske er det derfor, han kan gå så roligt omkring: fordi han fik sin drøm. "Vi var halvandet hundrede, der blev optaget. Også min bedste ven Dereek kom ind til den ni måneder lange træning. Der er ingen kære mor. De første aftener og nætter satte lederne os til at slå græs med en slasher, en meterlang stang af metal, bukket og slebet skarp forneden. Vi slog græsset i timer, fra det var lyst til om natten, foroverbøjede og ømme, og da klokken blev et, samlede de slasherne ind og sendte os ud og løbe i mørket. Vi løb i en flok. Ingen ville være blandt de bagerste, så tempoet var højt, og vi sang om pigerne inde i byen. Sådan løb vi, til solen stop op. Og lad mig sige, at vi var nægtet at drikke vand. Vi drak intet i et døgn. Efter løbeturen var der undervisningen ved en tavle. Den første, der døsede hen, fik en lussing. Den næste fik to. Jeg faldt i søvn og fik smæk, så jeg blødte ud af munden. Lussinger var den almindelige måde at straffe os på. Der var en ung fyr, som tog ud i sin landsby for at knalde med sin pige. Vi blev lagt på række som parkerede biler, og en efter en rejste vi os og gav ham en flad og sagde, efter ledernes befaling, at det var forbudt at knalde i landsbyerne. Jeg havde svært ved at slå hårdt. Han var jo min ven. Som straf fik jeg tæsk. Så hårdt skal du slå, sagde lederen. Og det gjorde jeg. Efter 150 lussinger hang blodet ud af munden på ham blandet med slimet spyt. Han så i mange retninger, og han svajede. Jeg slog også Dereek, og Dereek slog mig. Vi tæskede hinanden, indtil næserne var store og stoppede af blod. Der var en, der døde af kvæstelserne, og en anden, der blev skør og måtte forlade skolen. Det var nødt til at være sådan, for vi skulle kunne klare hvad som helst ude i virkeligheden.

En aften, da vi havde slashet græs i timer, stod vi om bålet og sang, og jeg havde gjort noget forbudt. Jeg havde købt en pose jordnødder, og nu stod jeg og tyggede på dem. En af lederne stoppede for sangen og sniffede med sin næse ud i det stille mørke, bare oplyst af bålets flammer. Hvem spiser jordnødder, sagde han. Hvem spiser jordnødder? Han gentog ordene og gik rundt og lugtede til alle vores munde, og da han nåede til min, trak han mig med sig i øret og kastede mig ned på jorden. Han skubbede en træstamme ind under mig og placerede den omtrent ved bæltestedet, sådan at jeg lå over den med numsen i vejret. Og mens jeg lå og ventede, skar han en meter af en grøn haveslange og slashede den i jorden ved siden af mig, så den peb og støvet stod mig ind i øjnene. Han gav den til den første rekrut, som tæskede mig på numsen. Jeg bed tænderne sammen og tog imod mine 150 haveslangepisk. Mine bukser var flænsede, som kødet på min numse. Strimlerne blandede sig sammen. Det gjorde ondt at pille dem fra hinanden. Der rendte blod ned ad mine ben, men jeg tænkte klart, og selvom der gik flere dage, uden at jeg kunne sidde, var jeg stærkere end før. De ledte efter vores grænser og overskred dem. Nogle af os klarede det, men andre stillede støvlerne og kom aldrig tilbage. Det var oftest dem fra byerne, der flygtede. Os fra landsbyerne var vant til det virkelige liv. Træningen var, som vi havde set på film. Man kravlede med geværet foran sig, og trak man for højt op, flænsede pigtråden ryggen. Vores træning havde dog det ekstra element, at de delte os i to hold, og mens det ene kravlede under pigtråden, stod det andet i siden og skød hen over hovederne på de kravlende. Der var vel en eller to, som døde sådan.

Vi trænede granatkast fra skyttegravene, som vi gravede flere meter dybe, og vi måtte kaste hårdt til for at få granaterne op. Der var en, der kastede for kort, så granaten rullede tilbage til ham. Han sprang i stykker så små, at det eneste, vi fandt, var skalpen med hår på. Lederne kørte rundt med os enkeltvis mellem vores familier, og da jeg stod foran mine forældre, stak de et gevær i hænderne på mig og sagde skyd dem. Jeg nåede at afsikre våbnet, før lederen skubbede løbet nedad og standsede dobbeltmordet. Mor og Far var rasende og bange for mig, men lederne jublede. De sagde, at jeg havde, hvad der var brug for. Jeg lystrede enhver ordre, og jeg var nådesløs." Victor holder en pause, peger op i mangotræet og siger, at han glæder sig til, at de bliver modne. Victoria stiller sig ved hans lår og spiser chips fra en lille pose. Så smider hun posen i græsset og løber over og tænder vandhanen, som hun stikker lillefingeren op i, så vandet sprøjter op i hendes ansigt. Victor siger noget, der får hende til at slukke og løbe om husets hjørne. "Og Dereek," siger han. "Vi gik på en line spændt ud mellem to trækroner og balanceret med geværerne strakt ud foran os. Sagde de spring, sprang vi ned. Sagde de gå, gik vi over til den anden trætop. Men Dereek faldt ned og landede på geværet, så bajonetten stak ind i maven og gik ud af ryggen. To dage senere døde han af blodmangel. Det var sådan, det var. Ti fra vores indtag døde på forskellige måder. Tyve flygtede. Vi, der var tilbage, blev soldater. De sendte mig på missioner i små hold af fire-fem mand. Min rolle var at ramme det, jeg fik ordre til at skyde. En politistation var indtaget af en flok demonstranter. Hundreder råbte det ene og det andet, og standsede vi dem ikke, ville de brænde stationen ned i protest. Manden med megafonen varslede, at vi ville åbne ild, hvis de fortsatte balladen, men de fortsatte. Han varslede dem igen, og da fik jeg ordre til at skyde demonstranternes leder, en mand i rødt. Han var mit første drab. Jeg nåede at skyde endnu en mand, før demonstranterne lod sig opløse, og vi kunne vinde stationen tilbage.

Sådan forløb de første missioner, og de sendte tre hold til den angolanske grænse for at vogte kvæg. Angolanske rebeller tog ind over grænsen og stjal dyrene, det eneste, der er mere værd er penge i disse kulturer. Vi var tre hold á fem, og vi satte os for at give rebellerne en lærestreg, ingen kunne misforstå. Vi gemte os langs ruter, vi vidste rebellerne ville bevæge sig af, og da de dukkede op, sprang vi frem og kidnappede en. Vi bandt reb om hans ankler og lagde hans hånd fladt med fladen nedad på en tør træstub." Victor lægger sine fingre på armlænet af min plastikstol og dasker sig selv over fingrene med et ninjahug. "Vi huggede fingrene af med en machete, og vi tog en ad gangen og holdt pause mellem huggene for at forlænge smerten og lade budskabet trænge ind: os stjæler man ikke kvæg fra. Da han lod til at forstå det, sendte vi ham tilbage med beskeden til sine venner. Ugerne gik, og rebellerne tog ingen kvæg, men pludselig kaldte et af de to andre hold soldater over radioen, at de var taget til fange. Rebellerne tog revanche." 
"Victoria", kalder han.
Han beder hende om at hente knibtangen, og da hun kommer med den, ager han hende med sin tommelfinger bag øret.
"Smut ud og leg," siger han på sit sprog og viser mig med knibtangen i munden hvad rebellerne gjorde.

"De vrikkede tænderne ud, en efter en, på vores soldater. Først tog de fortænderne, og så bevægede de sig ud til hjørnetænderne og sluttede med kindtænderne. Men de dummede sig, for vores soldater skreg så højt af smerte, at vi hørte dem og kunne nærme os. Vi gemte os i bushen og tilkaldte en helikopter, som fløj ind med tunge geværer sigtet mod rebellerne. Otte stykker stak armene i vejret og overgav sig til os. Vi bandt dem, og vi gravede et tre meter dybt hul, der var en meter bredt og kvadratisk. Vi hældte vand i bunden af hullet, kastede de otte mand derned og skubbede en flad betonsten med lufthuller i over hullet. De drak deres eget tis dernede i tre dage, mens vi ventede på ordrer fra oven, og vi afhørte dem, men det eneste de sagde var, at zambianerne nægtede at sælge dem kvæg, og så måtte de jo tage dem selv. Retssystemet tog sig videre af dem og gav dem hver tre års fængsel. Missionen tog ni måneder.

Og så sendte de mig ud for at finde Mushala, død eller levende. Mushala var en berygtet oprører, og han benyttede sig af sort afrikansk magi, der fik kugler til at prelle af på ham. Hæren havde skudt på ham flere gange, men hver gang havde han klaret sig uden en skramme. Vi rådførte os hos en heksedoktor, som sagde, at vi skulle udføre missionen uden tøj på, så en aften lokaliserede vi hans hjem, som soldater havde gjort før os, og tog tøjet af og lagde det sammen i en bunke mellem buskene. Vi ventede til aftentid, og da vi forstod, at han ikke var hjemme, bankede vi på og overfaldt hans kone, som vi pillede tøjet af og forklarede vores ærinde. Vi var fem. En pegede sit gevær mod hendes tinding, og sagde hun en lyd, ville han skyde hende. Tre stod vagt langs vejen, der førte mod hans hus for at signalere hans komme. Jeg skulle skyde, og det gjorde jeg, lige i panden. Det er sikkert, at han hverken så os eller nåede at høre skuddet, for en kugle bevæger sig hurtigere end lyden. Idet han ramte jorden, besvimede hans kone. Vi bar hende ind og gav hende tøj på, og sådan fik vi ram på Mushala. De begyndte at hyre mig til internationale missioner for FN. Det foregik sådan, at FN betalte den zambianske hær, og halvdelen fik hæren, mens den anden halvdel gik til soldater som mig. Vi var soldater fra mange lande, og vi fik oftest først briefing om missionerne, når vi var nået frem og havde slået lejr. Jeg var med i to store missioner. Kapitel seks og syv. Kapitel seks er de fredelige, sådan er det i hvert fald meningen, de skal være. I Sierra Leone kørte vi ud til oprørsgrupperne med øller og bankede på deres hytter for at forstå, hvad de ønskede sig, og hvorfor de myrdede. De krævede regeringen væltet, og det fortalte vi videre til regeringen, som sagde tilbage, at dette ikke kunne ske, så hvad krævede de i stedet? Vi kørte ud til dem igen, og nu krævede de skoler og veje og vand og sikkerhed til beboerne i deres landsdel. Og sådan gik det frem og tilbage. Nogle dage havde de røget så meget tjald, at de var umulige at tale med, andre dage var de irritable og skydegale, men oftest bør kapitel seks foregå uden at løsne et eneste skud. Sådan var det ikke, da vi drog ud på kapitel syv-missionerne. De fløj os ind fra mange lande, og vi kørte i FN's lastbiler ud til bestemmelsesstedet, hvor vi slog lejr. Missionen var at passe på den lokale landsby.

Soldater med blå hjelme stod vagt nat og dag. Natten var den værste, og jeg stod om natten. Oprørerne sneg sig frem i mørket. Det vidste jeg. Jeg stod i timer med geværet strakt frem foran mig og fingeren trykket mod aftrækkeren. I krig er spillet ganske enkelt. Det gælder om at skyde før fjenden. Og jeg skød den, som den kom. Dens kugler ramte, hvor jeg havde ligget. Den kunne vide fra geværilden, hvor jeg var. Men den kunne ikke se, hvor jeg flyttede mig hen, så jeg skød, flyttede mig hurtigt og så, hvor dens ild sprudlede fra. Og den skød jeg efter. Sådan gik dagene, indtil den holdt op med at komme."

Victoria løber efter Graham med knibtangen fra tidligere. "De ved ingenting," siger Victor, og nu standser Victoria jagten, for Graham er løbet ind til Stella. Knibtangen hænger fra hånden, og hun piller en bussemand og stikker den ind i munden. "Den" er også mennesker," siger jeg. "Tænker du ikke på det?" "Hvad?" "Dem du skyder er også mennesker." "De er fjenden, der vil noget ondt. Jeg har intet til overs for fjenden, og jeg føler intet, når jeg skyder den." "Men det er ikke normalt," siger jeg. "Det unormale er blevet normalt for mig," siger han.

"Jeg går i krig for at få fred. Derfor er jeg soldat. Jeg ønsker det ikke for mine børn, men jeg tror på det. Mine børn er født til noget andet. Jeg er født soldat. Jeg valgte det selv. Og lad mig komme tilbage til oprørerne og kapitel syv, for jeg kommer i tanker om, da vi eskorterede beboere ned for at hente vand. Jeg gik forrest, der gik vel ti eller tolv mand og kvinder bag mig, og bagerst gik en anden soldat. Vi instruerede vandbærerne i at smide sig, hvis oprørerne angreb, men det strider mod kroppens naturlige reaktion at blive liggende. Kroppen vil flygte. Og da de skød, smed vi os, og vi skød igen. Holdt ilden kørende. Men beboerne rejste sig og løb i alle retninger. Der var en mand i blå arbejdsbukser med gule refleksbånd om knæene, og han løb lige ind i armene på en oprører, som greb og holdt ham foran sig som et skjold, mens han skød." Victor standser sin historie. Han kalder på Victoria, løfter hende op på sit skød og lægger armen om hendes hals og trækker hende ind til sig, så hans hoved fra min synsvinkel er dækket halvt af hendes. "Jeg sigtede på hovedet bag den blå mand, men ramte først i hovedet, og han faldt, og jeg skød og skød ham i hovedet, indtil magasinet var tømt, og jeg stod lige over ham." Han stopper fortællingen igen. "Vi må tale videre i morgen," siger han. "Der er stadig bagholdsangreb i Sudan at fortælle om. For ikke at glemme CAR." (Den Centralfrikanske Republik, red.)

Men nu er jeg pludselig begyndt at interessere mig for noget andet end krigshistorierne. Det her handler om liv og død. Og Victoria og Graham trækker hver deres rissæk op over benene og hopper sækkeløb over indkørslen. Kan Victor overleve for evigt? "Kun Gud ved, hvad han vil med mig. Og Gud beskytter mig, hvis jeg skal leve. Og han lader mig dø, hvis jeg skal dø. Jeg ved, hvordan det føles at blive ramt. De har fået mig i den skudsikre vest flere gange, og jeg har hørt den metalliske klang af kuglen, der rammer metalpanseret over brystet. De har skudt den blå hjelm af mig. Jeg forsvandt, besvimede, og jeg troede, jeg var død, da jeg vågnede. Jeg havde stadig mine hænder og min krop, og jeg fik øje på min makker. Han pegede på en død mand, der lå på jorden. Det var ham, der havde skudt hjelmen af mig. Jeg troede, jeg var død, men der var bare en skramme i hjelmen, og den var lige til at sætte på hovedet igen. De døde sender vi til tjek, og bagefter begraver vi dem i massegrave. Også manden i de blå refleksbukser. Jeg troede, jeg var død, men Gud beskytter mig." Victor vågner hver morgen af sig selv klokken fire. Barfodet og uden at have drukket en dråbe siden aftensmaden ruller han et traktordæk fra baghaven under mangotræet ud af porten og skubber det rundt på grusvejene i nabolaget en times tid, før han løber til arbejde. Han kan godt lide at være den eneste vågne sjæl, der ser de tomme veje i solopgangene. Han er rank, og han er rolig. Hvad mere kan man næsten drømme om at opnå? Jeg vil vide det, så jeg spørger ham om, hvorfor han bliver ved med at gå i krig. "Jeg har været soldat i 17 år, og jeg er stolt af mit arbejde. Jeg er en rigtig soldat. Sådan en som jeg så op til, da jeg var lille. Jeg har gjort alt, hvad en rigtig soldat gør, og det vil jeg fortsætte med. Jeg er 35, og jeg har 20 års tjeneste, jeg agter at udøve. Til Victoria har jeg sparet 10.000 kwadza sammen, hun er to. Og til Graham, der er seks, ligger der 30.000. hun skal være læge, og han skal være pilot. Det vil jeg gøre alt i verden for at få til at ske." Han går ind i huset og finder to fotografier af sig selv i uniform. På det ene fotografi sidder han på en grøn kasse af metal i en skov og stirrer ned i en bunke brugte patronhylstre. På det andet, står han, rank, med sit gevær foran sig. Victoria og Graham snupper hver deres fotografi, som de kigger på og løber væk med. "De ved ingenting, og det skal blive sådan. Mine børn skal ikke være soldater." "Men jeg valgte det selv." Over os er mangotræet blevet mørkt, og myggene stikker.