Når man er veninder i 40’erne, har man brug for at grine
Foto: Tor Birk Trads
Feminisme

Når man er veninder i 40’erne, har man brug for at grine

De har 35 års fælles historie og kender alt til hinandens problemer med stress og skilsmisser. De kan tale om det svære, men vil egentlig helst fortælle røverhistorier.
September 13, 2017, 6:53am

Venskaber er alt andet end statiske. De vokser i takt med menneskerne i dem, og derfor er der noget dybt fascinerende over venindegrupper, der holder sammen gennem hele livet. Dette er anden del af Broadlys serie om venskabets livscyklus – fra den første kæreste og det første barn til den første skilsmisse og det første dødsfald. Læs første del: "Når man er veninder i 20'erne, er alting under forandring".

Advertisement

Det er en sløv tirsdag aften i Silkeborg midtby. Men fra det øjeblik, man drejer ind på Skolegade, kan man høre højlydt latter. Små eksplosioner i den stille gade. Hvis man følger lyden, leder den hen til et rødt toetagers murstenshus, hvor der holder et par biler og tre cykler i indkørslen. Gennem vinduerne i stueetagen ser man syv kvinder, der griner. På den der måde, hvor man læner sig frem og har munden helt åben. Det er Mette "Wonner" Wonsyld, Marlene "Lund" Raadved Sørensen, Jane Trangbæk, Anette "P" Pedersen, Lotte Rønning, Charlotte Dalsgaard og Line "Nudda" Froberg Nielsen.

Mettes 5 års fødselsdag. Fra venstre: Anette, Mette, Lotte og Charlotte. Privatfoto.

På sofabordet mellem vandmelon, orangestænger, lakrider, cola og te, står en sælsom træfigur med en mælkeskummer af mærket SSK på toppen. Hele herligheden er sprayet guld, og så er der skrevet "SSK-Klubben 2002" på den. Men SSK-klubben har kendt hinanden meget længere end det. De mødte hinanden i 1982, da de som seks-årige startede i Virklund Skole sammen. I dag er de 41 år og har hver deres voksenliv med huse, job, ægtefæller og børn. Men det er de gamle historier, der fylder mest i deres samtale.

Line: Hallo, kan I ikke huske dengang til EM i '92, der var vi alle sammen nede ved dig, Lotte?
Lotte: Ja, det var min 16 års fødselsdag.
Mette: Jeg kan huske, at vi løb ude på vejen, mens bilerne kørte med flag ud af vinduet, og alle vinkede.
Line: Jamen, drak vi bajer eller hvad?
Lotte: Det tror jeg, vi gjorde, ja. I smug. Vi skålede i hvert fald i et eller andet…
Marlene: Pisang Ambon!

Advertisement

Alle griner, og samtalen forgrener sig øjeblikkeligt ud i tre mindre samtaler. Nogle begynder at diskutere, om det egentlig ikke nærmere var noget sur champagne, mens andre snakker om, at det jo var dengang, de gik meget i hvide tennissokker, og de sidste driller Charlotte med en lilla plisseret kjole, hun havde på den aften.

EM i '92 hos Lotte. Fra venstre: Lotte, Marlene, Charlotte, Jane og Line. Privatfoto.

Selvom de hævder, at deres venskab "ikke er en skid anderledes" end dengang, hvor de mødtes foran "Super'n" hver aften og løb rundt og bøvsede hinanden i hovedet, så kræver det alligevel en del mere koordinering at finde en dato nu, hvor de alle syv kan komme hjemmefra. Børn og mænd er ikke inviteret. For børnene "skal ikke høre den grimme snak", og mændene er generelt bare "lidt i vejen". Men det har taget tid at finde frem til den rigtige form.

Jane: Der har været nogle perioder, hvor vi har haft bøvl med at samles, for hvad skulle vi egentlig samles om? Skulle det være med mænd eller ej? Skulle det være til brunch, eller skulle vi drikke nogle bajere?
Charlotte: Det gik jo fra, at man altid var sammen og passede på hinanden, og lige pludselig kom der en afstand. Der havde jeg i en periode svært ved at finde ud af, hvad det her var, og hvordan skulle vi bruge hinanden.

Det gik ellers fint. Efter folkeskolen fulgtes de alle sammen videre på HF. Og alle blev boende i Silkeborg efter HF. Mange af dem arbejder endda inden for det samme felt (de er fire pædagoger, en folkeskolelærer, en sygeplejerske og en designer). Men så blev Mette gravid, da de var 22 år.

Advertisement

Anette: Det var vores første barn.

Det var her, de officielt dannede SSK-Klubben. Her oddsede de på, hvilket køn, navn og fødselsdato Mettes kommende barn ville få. Det var også her, det guldfarvede trofæ med mælkeskummeren på toppen kom ind i billedet. Trofæet uddeles stadig ved deres årlige julefrokost til en person, som har udmærket sig – som regel ved at gøre noget pinligt. Men Mettes barn varslede også afslutningen på en æra og begyndelsen på en ny form for venskab.

Lotte: Der kom en rimelig lang periode, hvor vi var forskellige steder i livet, fordi der var nogle, der fik børn, og nogle, der ikke gjorde. Der var vi lidt delt, for nogle af os sad og hang med søvnige øjne, mens andre var friske på at gå i byen.
Charlotte: Ja, da vi gik fra alle sammen bare at være os selv til lige pludselig at blive familier, skete der noget.
Lotte: Det var rigtig svært at finde formen. Men jeg kan huske, da jeg var sygemeldt med stress, samlede I jer alle sammen om det, selvom I havde børn. Og I havde købt en masse ting til mig, da I kom på besøg.

Marlenes bryllup. Bagerst fra venstre: Marlene, Charlotte, Line, Lotte, Jane, Mette og Anette. Privatfoto.

Mænd og børn fylder ikke særlig meget i deres samtaler, bortset fra når de skal opgøre tid. Når en siger: "Hvornår var det nu, at [en eller anden begivenhed] skete?" Lyder svaret altid noget a la: "Jamen, det var jo lige, da jeg havde fået Laura, og hende fik jeg, da jeg var 31," eller: "Jeg ammede Ida dengang, så det må have været i 2009". Hvilket så kan lede videre til en sjov ammehistorie, som får alle til at grine. For det er primært det, de gør. Griner.

Mette: Det er en dejlig befriende lattekrampetilstand, jeg kommer i, når vi er sammen.
Line: Jeg har nærmest altid helt ondt i maven bagefter. Ligesom da vi var til Wonners (Mettes, red.) fødselsdag i lørdags. Hold kæft, hvor griner vi meget. Sådan helt hysteriske grineflip.
Anette: Nej, det er stort set aldrig seriøst.
Marlene: Medmindre der sker er et eller andet. Jeg kan huske, første gang vi mødtes, dengang jeg var syg, der var det jo ikke på den måde.

Advertisement

I 2011 fik Marlene konstateret kræft, i år er hun blevet erklæret rask. For som Charlotte siger, så "er livet gået sin gang". Gennem årene har de oplevet både skilsmisser, sygdom og død sammen.

Jane: Dengang min far havde kræft, og jeg var helt væk i det, var Lund (Marlene, red.) nede ved mig. Jeg bad hende om at sige det videre til jer, fordi jeg ikke selv magtede det, og så væltede sms'erne bare ind.
Line: Vi kan godt snakke om tunge emner, for der er jo sket nogle svære ting i gruppen, og der er vi der for hinanden. Men som regel er det her forum et sted, hvor man bare har brug for at grine og have det sjovt.

De mødes cirka fire gange om året. Næste gang, de skal ses, er til en koncert med U2-coverbandet Die Herren. De har set dem før, men det er ikke i minus. Tværtimod. SSK-Klubben elsker traditioner.

Jane: Vi fornyer os jo ikke meget. Så snart vi har købt billetterne, så er der en, der siger: 'Skal vi så spise pølsemix nede på grillen ligesom sidste gang?' Jojo, det synes alle da. 'Jamen, skal vi så også have kaffe og bland-selv-slik nede på Q8 igen?' Vi gør bare, som vi plejer."

For det hele handler i bund og grund om tryghed. At selvom alting ændrer sig omkring dem, sygdom rammer, forældre dør, og forhold falder fra hinanden, så forbliver deres relation præcis den samme, som den altid har været.

Marlene: Det næste bliver, at vores børn skal ud og drikke øl sammen. Så kan vi mødes som sådan nogle Natteravne.

Advertisement

Alle flækker af grin.

Charlotte: Men vi kan jo ikke engang holde os vågne til klokken 21.
Anette: Det er Nudda (Line, red.), der får den tjans.
Line: Så kan jeg gå i den der flotte gule vest og bage på alle de unge fyre.

Deres latter runger endnu engang i den stille gade.

Fra venstre: Marlene, Lotte, Line, Charlotte, Jane, Anette og Mette. Foto: Tor Birk Trads.