En piges guide til kropsidealer

Denne artikel er oprindeligt publiceret af I-D

Det her er en piges guide til kropsidealer. Det er egentlig lidt ironisk, eftersom den udelukkende handler om at afvise de gængse kropsidealer og mange af de ting, vi forbinder med at være en pige. Måske kan man kalde det en anti-guide? Uanset hvad den er, så er pointen, at du hverken behøver at være smuk indeni eller udenpå. Du behøver ikke at elske dig selv for at være en elskværdig person. Du behøver under ingen omstændigheder at føle dig smuk, men nogle gange kan det være, at du gør det alligevel. Nogle gange er det de mest splejsede, fedtede og flæskede mennesker, som ved mest om skønhed. Nogle gange er det de mennesker, som griner højest af deres egne kroppe, som tager dem allermest seriøst. Din krop er et meget potent våben, og rigtig mange vil prøve at afvæbne dig størstedelen af tiden. Det skal de ikke have lov til. Vær vred, vær fokuseret og vigtigst af alt, vær ligeså grim, som du har lyst til.

Det kan godt være sjovt at være piget. For nyligt havde jeg en frokostaftale med en fyr, hvor jeg havde en sindssygt pink, piget cocktailkjole på. Men 'piget' er blevet til et ord, som slet ikke kan rumme alle de måder, som kvinder opfordres til at forstå deres kroppe på. Hvis man putter en sæk over hovedet på de fleste modellers ansigter, ligner de børn. Og hvis man tager sækken af, så er de fleste af dem faktisk børn. Vogue bragte for nyligt en artikel kaldet "9 modeller, som du ikke har hørt om (endnu), men som du gerne vil ligne." Strømmen af rejehoppende ungmøer, der bliver smidt ind i rampelyset for at få kvinder til at føle sig ydmygede og mindre værd, er simpelthen uendelig. Det er vigtigt at du forstår det, hvis du vil undgå at blive vanvittig.

Det kan godt være, at du ikke længere er en pige, men du behøver heller ikke føle dig som en kvinde hele tiden. Det sker ind imellem, at jeg opfører mig som et barn (chokerende, jeg ved det), og jeg har det tit som om, at jeg bærer den der pigerolle som en slags overdreven udklædning. Det kan være et enormt stærkt værktøj – man kan radikalisere sin pigethed på en utroligt effektiv måde, som på godt og ondt formentlig er mere ligetil og genkendelig end radikaliseret kvindelighed. Måske er det derfor, at så mange unge kvindelige kunstnere og forfattere er så optagede af det – fordi man kan påtage sig pigetheden uden det store besvær. Men den ironiske distance til pigethed kan også give bagslag. Ofte beror den på de samme kapitalistiske idealer for personlig branding og eksponering af kliniske, hvide kroppe, som ironien hævder at ville omstyrte. Du behøver ikke at være 'en pige', men du behøver heller ikke at fokusere på at dekonstruere pigetheden. Vær ingenting. Vær alting. Lad armhulehåret gro og have stikkende, ubarberede ben. Få dine pubeshår vokset og fremvis stolt dine dun på hagen. Du behøver ikke at være en pige, eller en kvinde, eller noget som helst andet.

… men det hjælper. Er det ikke det, som vi altid bliver fortalt? Smukke mennesker klarer sig bare bedre på arbejdspladsen – ligesom hvide mennesker og mennesker, som er mænd. Hvor er alternativet til skønhed henne? Skønhed er fucking kedeligt og undervældende. Forbrugskulturen er lykkedes med at få alle gennet ind i skønhedsfolden inden for de sidste par år. Alle Er Smukke, Så Hvorfor Ikke Vise Dig Fra Din Bedste Side Hele Tiden? er sloganet for samtlige skønhedsprodukter på markedet. Der er virkelig meget indhold med titlen "HEY, den her sexistiske, racistiske, aldersdiskriminerende, fat-shamende institution sagde til den her virkelig privilegerede pige, at hun ikke var helt 'god nok' – men er hun ikke bare fotogen og inspirerende, SE HER!" Skønhedsindustrien er virkelig stor og udspekuleret og har næsten udelukkende til formål at presse kvinder til at fremstå harmløse og pæne. Lad være med at støtte dem. Pæn er det nye lort.

Okay, folk tjener også penge på din aftensmad og din deodorant og din fredag aften i byen, så det er ikke fordi, at det er århundredets afsløring, men det er værd at huske alligevel. Har du virkelig brug for en gel til dine øjenbryn til 125 kr? Måske har du, måske har du ikke. Har du både brug for base, foundation, concealer, pudder, bronzer, highlighter, make-up fjerner, rensemælk, toner, fugtighedscreme og natcreme? Måske har du, måske har du ikke. Køb hvad du har lyst til, men husk, at der sidder en mand i et jakkesæt med dårlig pasform derude, som tjener penge på dit ansigt, og som ikke er tilfreds, hvis du kun køber et eller to produkter om året. Jeg kan godt lide at gå med make-up. Jeg går med virkelig tung, udtværet eye-liner, fordi det ligner krigsmaling. Man kan gå med make-up for at føle sig smuk, sexet eller skræmmende – udtryk der alle sammen repræsenterer forskellige former for kvindelig magt midt i en kultur, som elsker at fratage kvinder deres magt. Du har ikke brug for det, men det kan godt være, at du har lyst til at gå med det alligevel, og det er fint nok. Men sørg for at vaske det af, når dagen er slut. Det sidste du har lyst til, er at få make-up ind under huden.

Jeg har mere tøj end noget som helst anden i verden, fordi min generation ikke har råd til permanente hjem (eller endda semi-permanente hjem) og derfor er mindre tilbøjelige til at investere i møbler og ting. Det har jeg i hvert fald læst et sted, og det er sikkert rigtigt. Hvis jeg forsvandt i morgen, og min lejlighed blev lejet ud til en anden aspirerende et-eller-andet midt i tyverne, så ville bunkerne af jakker og kjoler i det mindste vidne om, at det var mig, der boede der. Du kan selvfølgelig vælge at træde uden for hele stilræset, eller du kan vælge at dulle dig op med stolthed som en kæmpe fuckfinger til et politisk system, som praktisk talt nægter os at udtrykke os fysisk på andre måder. Sagens kerne er, at selvom du ikke må male soveværelset for din udlejer, så kan du komme så meget krigsmaling i ansigtet, som du har lyst til.

Hvor stammer den her underlige, selvcentrerede opfattelse af lykke fra? Tro ikke på, det de siger – du behøver ikke at elske dig selv, for at nogen andre kan elske dig. Accepten behøver ikke at komme indefra. Det er dybest set en form for patriarkalsk propaganda at opdrage folk i et system, som lægger et ekstremt pres på kvinder (og mænd, for den sags skyld, men hey, det her er en guide til piger) og fastholder dem i en permanent tilstand af frygt og stress, mens man samtidig spreder idéen om, at du er den eneste, der er skyld i din ulykke. Lad dig ikke presse til at skulle finde en slags indre ro i et ekstremt kaotisk samfund, men ret i stedet din vrede udad.

Jeg er næsten 26, og det er først inden for det sidste år, at min krop endeligt har ladet mig fokusere på andre ting. Den føles egentligt ikke anderledes, men den er holdt op med at skændes med henholdsvis min mund og min hjerne om hvem af dem, der har retten til at definere den. Det føles som om, at jeg roligt vender slagmarken rykken, og det er fedt. Jeg har et fladt stykke på mit bryst, hvor jeg kan mærke brystbenet indenunder ligesom en rustning. Det får mig til at føle mig lidt gammel. Det er sejt og hårdt, men det byder jeg velkomment. Jeg kan huske dengang, jeg var bønneformet, og så var jeg pæreformet, og hvem ved, måske var jeg bladselleriformet engang. Uanset hvor lidt jeg i virkeligheden lignede noget fra frugt og grønt, så ledte bladenes artikler om min kropstype mig altid til at tro, at det jeg ikke havde i X, kunne jeg opveje i Y. Kvinder bliver lært at tænke på deres kroppe, som en slags samlesæt af lemmer, som har en bestemt værdi tilsammen (som en slags regnestykke for seriemordere).

Natasha Walters beskrev i Female Chauvinist Pigs, hvordan kvinder ofte udtrykker en uoverensstemmelse mellem kroppen og selvet ved at daske og dingle med dele af deres kroppe, som om de er modetilbehør eller midlertidige gevækster. Vi opfordres til at navngive vores bryster som kæledyr, så de på en måde ikke rigtig tilhører os mere. Vi opfordres til at prissætte vores bedste kvaliteter og måle dem imod vores mindre ønskværdige dele. Vores hjerner er, ikke overraskende, ret langt nede på den liste. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg gennem mine teenageår betragtede den stærke, solide kerne af min krop som et tomt mellemrum, hvor der skulle have været bryster. Det er mærkeligt, at vi opdrages til at opveje vores ulemper med vores fortrin: Svage skuldre opvejes af sexede kurver, et fladt bryst kan undskyldes med flotte ben. Vores kroppe er utroligt modstandsdygtige – lige fra den hårde, ru hud bagerst på din hæl, til dine muskuløse lægge og den der fedtede stribe øverst i panden. Du er ikke en grøngtsag, du er ikke en frugt, du er så meget mere end en kropstype.

Læs også:

Sådan fik jeg min panikangst under kontrol

Mød homo-graffitimaleren, der dekorerer København med røvhuller og regnbueflag

Jeg opsøgte alle de fyre, der aldrig skrev tilbage til mig