I billeder: Da punken mistede sin uskyld i København

Alle billeder er taget af Ole Dreyer Wogensen.

Det her billede er taget i 82/83 på Nørrebro, lige der hvor Stengade møder Baggesensgade. Michael Valeur, som er på billedet, var digter. Han skulle udgive sit første kassettebånd på Irmgardz og syntes, at jeg tog gode billeder. Dengang blev Nørrebro renoveret, så der lå meget byggeaffald over det hele. Du kan se han står med en lokumsdør eller sådan noget. Han skrev meget om punk i sine digte, som han optrådte med i et show, hvor ham og en anden samplede lyde, hvilket var umuligt dengang. Et show kunne starte med at Michael smadrede en flaske på en jernplade, og så loopede de det. I dag er det ikke noget at snakke om, men dengang var det banebrydende.

Jeg gik ad Blågårdsgade og oppe for enden, helt oppe ved Nørrebrogade, var der nogen, der havde væltet en skurvogn og skrevet ‘Politiet ud af Nørrebro’ på den. Det mente vi alle sammen dengang - de skulle bare skrubbe af. Så kom der nogle børn og kiggede på den. Det var et fedt billede, for det var jo netop på grund af børnene, vi gjorde det her. For at de kunne beholde Byggeren.

Politiet havde ikke kampuniformer på det tidspunkt; det fik de først efter rydningen af Byggeren. Så de stod der i blå kedeldragter. Billedet er taget ved Dronning Louises bro og man kan se, at de lige har fået ordren om at trække stavene. Som man kom i miljøet, så kunne man genkende de samme fire strømere, der altid var de første til trække stavene. Det var også dem, der altid slog løs på folk. Jeg tror, at de var bange og uforstående overfor, hvad vi ville. For mig var politiet virkelig fjenden til alt, jeg stod for. Som man bliver ældre ændrer man lidt holding og får lidt sympati for dem, der stod på den anden side. Det må have været noget værre lort.

Det er en fyr, der hedder Søren. Der er kun ti år mellem hippierne og punken, men for os var det en enorm kløft. Jeg hadede Bob Dylan. Da John Lennon døde, var jeg ligeglad, han var jo bare en af hippierne. Der var meget få ting fra hippieperioden, som kunne absorberes i punken. The Velvet Underground og Lou Reed kunne vi godt lide. Mange kunne godt lide Bowie, men han sagde ikke mig noget. Jeg var mere til The Who, som havde den samme energi som punken. I dag kan jeg bedre se det.

Det her er et af de første billeder, jeg nogensinde tog. Byggeren er lige til højre, Folkets Park til venstre. Det her med politi i kæder var ikke noget, man havde set i Danmark før. Vi er nok løbet væk lige efter, jeg tog det her billede. Jeg har aldrig syntes, at det var specielt heroisk at blive snuppet af panserne, så hellere løbe væk og lave noget ballade et andet sted. Der var engang en uro-betjent, der trak en pistol på mig inde i en af baggårdene til venstre. Vi var tre, og han var bange for at få nogle bank. Så trak han pistolen og sagde, "så stopper i drenge." Det gjorde vi så. Vi var i virkeligheden ikke ude på at genere ham, vi syntes nærmere, at han generede os.

Hele Nørrebrogade var blokeret. Så lukkede vi brandbiler og ambulancer ind. Det hele var jo noget gammelt lort, så ildebrand var virkeligt farligt. Et par år forinden havde der været en stor hotelbrand på Stengade, hvor der døde en masse mennesker. På et tidspunkt begyndte der at opstå rygter om, at der blev smuglet politi ind i brandbilerne og ambulancerne. Det var åndsvage rygter, men sådan var det. Nørrebro var et godt sted at finde ting til barrikader. Der var affald over det hele.

Det er mig, der står der i midten af billedet, så det har jeg nok ikke selv taget. Ham til højre i billedet kunne faktisk godt ligne en uro-betjent. Det var nemt at kende dem dengang, for de gik alle sammen i Jacoform-sko. Det er de vist blevet bedre til i dag.

Hele Nørrebro støttede op om besættelsen af Byggeren. Du kan se hvor mange forskellige mennesker, der er på gaden på det her billede. De synes fandme, at det var fedt, for de ville gerne have Byggeren bevaret. Folk ser jo ikke specielt aktivistiske ud. Jeg fik at vide, at der var nogen, der ville blokere krydset mellem Åboulevarden og Rantzausgade. Sådan noget skete hele tiden. Der var nogen, der punkterede en bus, som så blokerede krydset i nogle timer. Det hele var et oprør mod den sanering af Nørrebro, som Weidekamp stod for. Nørrebro er jo et gammelt, rødt arbejderkvarter. De gamle mennesker kom ud med sandwich og kaffe til os om aftenen.

I mine øjne døde BZ-bevægelsen, da vi fik Ungdomshuset. Det var ikke det vi ville have jo. Vi ville have gjort noget ved de tomme lejligheder i København. Ungdomshuset var bare bestikkelse. Der opstod en masse kreative ting i det hus, det benægter jeg ikke. Men bevægelsen døde efter min mening der.

Jeg besøgte Børnehuset på Christianshavn. Det var et besat hus, men det var børn, der boede der. Vi var nok 17-18 år os på Nørrebro. I Børnehuset var de vel 15-16 år gamle. Jeg kom der bare som gæst nogle gange. Man skulle kravle op ad en stige for at komme ind. Så var der et kæmpestort rum, hvor der stod en masse sofaer. De havde deres egne bands og symboler som Børnemagt, som man kan se i venstre hjørne.

På vej hjem fra 1. Maj i Fælledparken besatte vi et hus på Blegdamsvej. Mens der var gang i den i Fælledparken med bajere og talere, så gik vi bare ned og tog huset. Det var en handling, en happening vi lavede. Bagefter gik mange af hippierne forbi med deres bannere om, at folk burde skride til handling. Det havde vi jo ligesom gjort.

Men mange af hippierne var gamle fagforeningsfolk og de buede af os, når de gik forbi, fordi vi ikke havde nogen større sag. Huset var helt tomt, men der stod et kæmpe pengeskab midt i rummet. Politiet var allerede i Fælledparken, så de kom ret hurtigt. Det var markeringen, der var sjov.

Allotria skulle ryddes efter at have været besat i lang tid. På det tidspunkt var det en slags ungdomshus - der var koncerter og en masse fede arrangementer. Vi vidste alle sammen godt, at når Allotria skulle ryddes, så kunne det godt gå hen og blive meget voldeligt. Jeg hørte, at det skulle ryddes i morgenradioen, og så pjækkede jeg fra skole og tog S-toget derind. Der var udkommanderet flere tusinde betjente, og det var svært at komme derhen. Men Nørrebro havde jo været et sted, hvor politiet ikke bare kunne komme. Så vi kendte alle sammen området bedre end de gjorde. Jeg kender stadig Nørrebro ufatteligt godt. Civilforsvaret kom med vandkanoner, og det var jo folk, der ikke ville i hæren, så vi så på dem som en slags anti-millitær. Pludseligt stod de der. Alle firmaer, der havde noget med rydningen af Byggeren eller Allotria at gøre blev boycottet på Nørrebro.

Det er Michael igen. Han havde lånt en lejlighed på det tidspunkt. Ham der havde lejligheden, som lå helt inde ved Rådhuspladsen, boede i Allotria. Det var holdningen dengang. Han skulle jo alligevel ikke selv bruge den, så kunne han jo ligeså godt låne den ud. Der var ingen, der troede, at Allotria ville blive ryddet i morgen, og hvis det blev, så fandt vi nok ud af det.

Det er faktisk ikke fra Allotria, men fra huset Bazooka, der lå længere oppe ad Stengade. I dag er det en parkeringsplads. Det var det største af de besatte huse i området dengang. På det tidspunkt var vi allerede begyndt at købe balaklavaer. Så satte vi den sammen med en sikkerhedsnål mellem øjnene. Det var i virkeligheden bare motorcykelhuer, som der blev solgt mange af i den periode. Det her er taget under rydningen af Allotria. Vi var alle sammen bange for, at de ville rydde Bazooka samtidig, men det gjorde de ikke. Det skete først senere.

Dengang var jeg elitesvømmer og jeg svømmede med en fyr, der var med i anti-terror-korpset, og som var oppe i containeren på allotria. Jeg så ham i kampuniform derinde, og så talte jeg aldrig til ham igen. Vi svømmede sammen i flere år, men jeg kunne slet ikke have noget med ham at gøre. Politiet var slet ikke i samme beredskab dengang. De var bange af helvede til og var slet ikke i stand til at håndtere situationen.

Jeg stod nedenfor Allotria, og der blev kylet alt muligt ud af vinduerne. Vi troede at alle var derinde og fik nogle bank af politiet. Men pludselig så jeg en af dem, der boede i huset stå nede på gaden. Jeg var meget overrasket og spurgte “Burde du ikke være derinde?” Ingen vidste, at de havde gravet en tunnel, som de undslap igennem. Vi var alle sammen meget overraskede. Rydningen af Allotria var på mange måder afslutningen på bevægelsen. Bagefter blev det mere millitant. Rydningen af det besatte hus på Ryesgade senere var meget voldelig med molotovcocktail og den slags. På mange måder var Allotria kulminationen på bevægelsen. Som den nye generation har det med Ungdomshuset og 69, sådan havde vi det med Allotria dengang.