Billeder af flodbådsturisterne på Seinen i Paris

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Billeder af flodbådsturisterne på Seinen i Paris

Adrian Skenderovic har fotograferet bådturisterne i Paris i to år. Se billederne her.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på VICE France

Turisterne i Paris elsker flodbådene på Seinen. Ifølge Haropaports (den officielle hjemmeside for flodbådene) tiltrak Promenade-en-Île de France-turen mere end 7,5 millioner passagerer i 2013. Det er flere end Eiffeltårnet, der samme år tiltrak 6,7 millioner besøgende.

Inspirationen til den her billedserie, som jeg har givet titlen Down the River, kom stort set af sig selv. Jeg kom gående på en af broerne over Seinen en dag, og mens en af flodbådene passerede ind under broen, tog jeg et billede. Da jeg kom hjem, tænkte jeg, at det ville være interessant at fotografere flere turister i bådene på samme måde – oppefra.

Advertisement

Jeg prøvede at have den samme tilgang til den her serie, som jeg har til at fotografere på gaden: At finde et ekstraordinært øjeblik i det almindelige. Når det øjeblik er sværere at finde, så prøver jeg at skabe det med min brug af farver, eller ved at fokusere på folks adfærd. Måden de bevæger sig på, den afstand de holder til hinanden eller bare den generelle følelse, som situationen skaber.

Jeg har arbejdet på Down the River i to år. Jeg fotograferer hele året, og altid fra den samme bro – fordi det er den eneste uden kanter, så jeg kan holde motivet rent, hvis jeg læner mig frem på den rigtige måde.

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er – det er et rimelig kedsommeligt arbejde og det kræver tålmodighed. Bådene sejler i gennemsnit forbi med 20 minutters mellemrum, men det er ofte sket, at jeg ikke får nogle brugbare billeder, selv efter at have stået der i flere timer. Det tog mig næsten 50 omgange på broen, før jeg fandt ud af de præcise tidspunkter, hvor lyset er i den rigtige position - hvor man ikke kan se skyggen fra broen eller de omkringliggende bygninger.

I løbet af de mange besøg fandt jeg også ud af, at der forskellige typer både. De større både rummer flere hundrede turister, og de er som oftest asiatiske. Så er der de mellemstore både, der også sejler med turister, men som også lejes ud til firmafester, bryllupper og krydstogtturister. Og endeligt dukker der i ny og nær en yacht op med folk, som drikker champagne. Der er noget for alle på Seinen.

Advertisement

Det eneste, som jeg aldrig vil lære at forstå, er de mennesker, der foretrækker at stirre ned i deres telefoner i stedet for at se på monumenterne.

Turisterne på flodbådene er en sjov slags. For det første vinker de altid, hvis først de opdager, at nogen kigger på dem. Jeg ville gerne undgå opstillede billeder, så jeg var tit nødt til at snyde lidt, og for eksempel kigge op i himlen, mens min linse var rettet ned mod dem og så trykke på udløseren i sidste øjeblik.

Det er rystende, hvordan turismen fungerer i Paris: Massevis af turister, der oplever byen gennem et vindue i en bus, eller som halser efter en guide som var de kvæg – de ser og oplever aldrig noget på egen hånd. Jeg mødte en kvinde på Filippinerne, som fortalte mig, at hun havde været i Paris i nogle dage – Eiffeltårnet, Versailles og alle stormagasinerne var det eneste, hun kunne huske. Det syntes jeg var sørgeligt.

Jeg er blevet fast inventar på broen nu. Udover mig er der en country sanger, en Romatigger og et par piger, der lokker penge ud af turisterne ved at lade som om de er døve. Jeg tror, jeg kommer til at møde flere interessante karakterer, efterhånden som tiden går. Jeg har tænkt, at jeg vil blive ved med at udvide serien og lave en bog med billederne.

Se flere af Adrians værker her