De heldigste beboere i Fluernes by har fået arbejde i den nærliggende porfyrmine. De arbejder nu ti timer om dagen og tjener betydeligt mindre end før, men de siger, at værdigheden bestemt ikke er gratis. De har stadig udsigt til røgen fra lossepladsen (for enden af regnbuen), en konstant påmindelse om, at de skal arbejde hårdere uden at brokke sig.
En mand beskytter sig selv mod røgen på en kirkegård i Akamasoa, et nabolag, der er stiftet af folk, som tidligere har arbejdet på lossepladsen. En læge, der arbejder her frivilligt, berettede om flere tilfælde af lungepest, som havde oprindelse her i området og skyldtes den giftige tåge, der kommer fra lossepladsen.
En brand raser uendeligt blandt de store bakker af affald, der kan være op til 15 meter høje, og det unaturlige landskab er konstant omgivet af en giftig tåge. Børnene kan ikke opholde sig i området i længere tid af gangen, så ville deres sko smelte på grund af varmen.
Der er små grave at finde overalt i kernen af lossepladsen, der markerer ligene af fostre og uønskede nyfødte. De få, der faktisk overlever, bor permanent på lossepladsen som et lille samfund af forældreløse børn: de ældre passer på de yngre, nyligt forladte børn. Her får selv genstande et nyt liv, men ofte med helt andre konnotationer, end de havde før.
Lige nu bor og arbejder her omkring 3.000 mennesker. De samler plastik (der kan sælges for 0,33 kr. pr. kilo) og metal (3,33 kr. pr. kilo). Mange af dem kom til Antananarivo i håb om at finde lykken og bedre levevilkår, men nu bor de et af de eneste steder på jorden, hvor der stadig er uanmeldte tilfælde af pest, den mest smitsomme form for den såkaldte Sorte Død.