Kan du huske dengang halloween var uhyggelig? Da du var bange for relativt tilforladelige ting, som at blive flænset ihjel af monsteret under sengen eller blive kidnappet af bøhmanden i skabet? Det var fandme tider. I dag trasker man gennem livet med minus på kontoen og er aldrig mere end ét jobafslagsinduceret angstanfald væk fra at give fuldstændig op på sin fremtid. Vi tager ligegyldige uddannelser og bliver ikke overraskende aldrig til det, vi drømte om, dengang vi var bange for at gå ned i kælderen alene om aftenen. Derimod kan vi se frem til at besvare en tilsyneladende evig efterspørgsel af mellemledere og derved tilbringe resten af vores dage med alt ansvaret, stavnsbundet af gæld og familieforpligtigelser uden nogen særlig indflydelse på vores liv. Den rigtige gyser er at blive færdig med at studere. Så står den på fuldtidsarbejde til du bliver pensioneret eller får et hjerteanfald i Fitness DK.

På den muntre note besluttede vi os for at vende tilbage til rødderne og hylde de bedste børnegysere fra hele Europa - dem som du fik læst fortalt som barn, så du kunne lære ikke at lege med tændstikker, sutte på din tommelfinger og spise dine grøntsager op:

"Geden og hendes tre kid" lærer dig, at hvis du ikke lytter til dine forældre, så dør du. Geden har to frække kid og et artigt. Hun forlader hjemmet og siger, at kiddene skal holde døren lukket, indtil hun kommer hjem. Ulven overhører hendes instrukser og forsøger at efterligne hendes stemme, men formår ikke at overbevise kiddene om at lukke ham ind. Så går han ned til smeden, får sin tunge og sine tænder slebet skarpere og går tilbage for at prøve igen. De to frække kid falder for tricket og åbner døren, men de gemmer sig alle tre for at være på den sikre side. Det artige kid, som var mest på vagt over for ulven, finder det bedste gemmested og overlever. De to andre bliver spist i ét stykke udover deres smilende hoveder, som ulven placerer ved vinduet for at overbevise deres mor om, at alt er godt, og at de er glade for at se hende. Så søler han væggene til med blod og tager afsted. Gedemoren kommer tilbage og får hele historien fortalt af det artige kid.

Gedemoren inviterer ulven på en æresmiddag for sine døde kid og lader som om hun ikke ved, at ulven er ansvarlig for deres død. Hun får ulven til at sætte sig på en stol lavet af voks, som hun sætter ild til. Derefter brænder ulven ihjel, mens moren og kiddet kaster sten på ham. Slut, prut, finale.

Historien blev skrevet i 1875 af den klassiske forfatter Ion Creangă og indgår i læselisten for børnehaveklasser i Rumænien, som er for børn mellem to-et-halvt og fem år gamle. Historien skal lære børnene om konsekvenserne af ikke at adlyde deres mor. Og så er det meningen, at det skal hjælpe med at komme i kontakt med deres følelse på en eller anden måde.

En af de historier, som de fleste østrigske børn har måttet udholde, er "Tommelfingersutteren". Den blev skrevet i 1800-tallet af den tyske læge Heinrich Hoffmann, som har et fucked up syn på børneopdragelse. Han skrev en masse populære historier, blandt andet om en dreng som drukner, fordi han dagdrømmer for meget, og en om en pige som brænder ihjel, "fordi man aldrig må lege med tændstikker."

Som du sikkert kan gætte dig til, så handler "Tommelfingersutteren" om en dreng, der hedder Konrad, som ikke kan holde op med at sutte på sin tommelfinger. Hans mor beder ham gang på gang om at lade være, men han vil bare ikke lytte, så hun advarer ham om, at han måske får sine fingre skåret af af en psykopatisk skrædder. Og ja, det lyder rimelig mærkeligt, men når man tager med i betragtningen, at historien foregår i 1800-tallets Europa, så er det sikkert den rigtige måde at skræmme sin børn til fornuft. Men så sker der nogle virkelig mærkelige ting. Som det næste tager hans mor afsted, og eftersom Konrad stadig ikke kan lade være med at sutte, så dukker skrædderen faktisk op efter et rimelig smooth indbrud og kommer efter Konrad med sin kæmpe fucking saks. Den skræmmende skrædder går sporenstregs hen og skærer tommelfingrene af barnet.

Lad mig understrege, at historien er fortalt i en simpel rytme, fuldt udstyret med rim og det hele. Det gør den om noget endnu mere skræmmende, hvilket er ret imponerende, når man tænker på, at det er en historie om en knægt, der forbløder efter at være blevet fingeramputeret.

Baba Yaga er en ond heks, som indgår i mange polske børnefortællinger uden rigtig at være repræsenteret andre steder. Men rygtet går på, at hvis man skændes med sine forældre og vil løbe hjemmefra, så ender man med at blive væk i skoven, og det er der den børnespisende Baba Yaga bor, hvor hun sidder på enten et kyllingeben (rimelig sejt) eller bor i et honningkagehus (rimelig standard). Hun flyver rundt i en jern stupa (en slags urne eller morter), har et skeletben, og har som regel selskab af sin kat, krage, ugle eller slange. Hun er også blind (enten helt, eller lidt), men navigerer med sin perfekte lugtesans. Baba Yaga kan sagtens spore dig med sin næse, så tro ikke, at du undgår at blive kogt, knægt.

Det er umuligt at afgøre, præcis hvor historien er opstået, men forskerne er enige om, at Baba Yaga var en vigtig bestanddel af den slaviske mytologi, som aldrig er blevet skrevet ned, og som kun eksisterer i kraft folkesagn. Hun var tidligere en skovgudinde, som var i familie med døden (i slaviske kulturer blev ligene brændt og asken placeret i en urne, som skulle stå på en søjle – hvilket forklarer stupaen og kyllingebenet), eller en kraftfuld dyresjæl. Da den slaviske kultur indførte Kristendommen, var de nødt til at reducere Baba Yaga til en dæmon eller et monster. (Nogle akademikere anser det for at være et skift fra et matriarkalsk samfund til en patriarkalsk.)

Baba Yaga optræder også i andre slaviske kulturer, men i Polen er det altid en ond skikkelse. I Rusland er det lidt mere ambivalent, da hun ofte hjælper folk med råd og vejledning. Men hey, her i Polen antager vi næsten altid, at Baba Yaga er russisk, (sikkert på grund af det ikke-polske navn), og der har aldrig været særligt varme følelser mellem de to folk. Den sørgelige sandhed er måske, at vi bare skræmmer vores børn med en gammel russisk dame, som har en kat. Heldigvis prøver alle de de moderne versioner, jeg kender, at stille hende i et lidt bedre lys.

I Spanien har vi en historie om "Sækkemanden". Historien er ikke så indviklet: Det er gammel grim mand, som driver rundt på gaden med en tom sæk på skuldrene. Han vandrer rundt om natten og henter børn, der er blevet væk, børn, der har været uartige, og dem, som ikke vil falde i søvn om natten. Han putter dem ned i sækken, og derefter er der ikke nogen der ved, hvad han gør med dem, eller hvor han tager dem hen. Det værste ved historien er, at manden faktisk fandtes på en måde i 1910, i det sydlige Spanien.

Politirapporten fra dengang beretter om en mand, der hedder "el Moruno", som betalte en masse penge til en kvaksalver af en læge for at behandle hans tuberkulose. "Lægen" anbefalede manden at drikke blodet fra et barn og massere sit bryst. Så det gjorde han. Lægen og to andre mænd kidnappede et barn. De fangede ham med en sæk og skar hans armhule op for at få hans blod. Så gav de blodet til "el Muruno" og knuste barnets kranium med en sten. Så slagtede de ham. De skar ham op og smurte hans fedt og maveindhold ud over "el Moruno"'s bryst. Det værste var overstået, men de blev uenige om betalingen, så en af mændene gik til politiet og fortalte hele historien. Mændene blev dømt til døden. Nogle mennesker i Almeria kan stadig huske sangene, som de ældre mennesker sang om den her forfærdelige historie. Den er så langt ude, at vi stadig skræmmer vores børn med den, og truer dem med at "sækkemanden kommer."

"Den Forfærdelige Historie om Tændstikkerne" er ret entydig: Du dør en frygtelig død, hvis du ikke lytter til dine forældre.

Hovedpersonen i historien er en pige ved navn Paulinchen, som er alene hjemme med sine to katte. Hendes forældre er i byen, og hun keder sig lidt. Da hun finder nogle tændstikker, beslutter hun, at de er super fede at lege med og prøver at tænde dem – ligesom hun har set sin mor gøre. De to katte prøver at stoppe hende ved at minde hende om, at hendes far har forbudt hende at gøre det, men hun vil ikke lytte. Hun tænder en tændstik, danser rundt med den og er helt oppe at køre over, hvordan flammerne ser ud, når hun bevæger sig. Det går selvfølgelig galt.

Det lykkes hende at sætte ild til sin kjole, og få sekunder senere står hele hendes krop i flammer. Kattene forsøger at råbe efter hjælp, men ingen kan høre de desperate skrig fra pigen eller kattene. Til sidst er Paulinchens kamp slut. Hun er død og reduceret til en bunke aske, men med helt uskadte sko. Historien slutter med en rimelig underlig note fra forfatteren om, at kattenes tårer minder ham om små bække på en mark.

"Den Forfærdelige Historie om Tændstikkerne" er en del af "Struwwelpeter", som er børnebøgernes svar på Saw. Den blev skrevet i 1845 af psykologen Heinrich Hoffmann. Samlingen af små historier får Ondskabens Hotel til at ligne Grusomme Mig og er måske grunden til, at tyskerne ikke ligefrem er kendte for deres sans for humor. Til trods for grusomheden så bliver historien fortalt til børn i en tidlig alder. Man er åbenbart aldrig for ung til at lære, at det vigtigste i livet er at lytte til sine forældre.

I Norditalien har vi ikke kun Sankt Nikolaus, men også han onde modstykke, Krampus. Ifølge historierne, som vores bedsteforældre fortalte ved juletid, så ville den onde behårede djævel, som var halvt ged, halvt dæmon, gå på gaden med kæder og klokker, grene fra et birketræ og et trækar på ryggen.

I modsætning til Sankt Nikolaus, som belønnede børn, der havde opført sig pænt, så gik Krampus på gaden for at banke de børn, som havde været uartige. Han kunne finde på at kravle ind ad vinduet og stikke sine kløer eller hugtænder i frække børn, som en måde at frigive den vrede, han havde opbygget efter at have været isoleret hele året. Til sidst ville han smide de uartige børn ned i sit trækar og tage dem med til sin hule for at straffe dem og samtidig statuere et eksempel for barnets venner om, at man skal opføre sig pænt.

Hyggelig historie at fortælle før man skal sove, ikke? Men det var ikke kun en godnathistorie. Den 5. december, på Krampusaften, klædte unge mænd i de små byer i alperne sig ud som dæmonen. Oftest i beruset tilstand. Myten er en del af folkesagnene fra den tysktalende del af alperne, men præcis hvordan Krampus er opstået, er stadig uvist, selvom mange er enige om hans forbindelse til traditioner fra før Kristus. I en kort undersøgelse fra 1958 står der, at "i ingen anden form er den fulde inkarnation af den Hornede Gud så bevaret. Grenene fra birketræet er, udover dets falliske betydning, måske forbundet til indvielsesritualerne i nogle hekseklaner."

"Den Morderiske Mor" er en klassisk folkehistorie og sang, som Græske bedstemødre synger til deres børnebørn. Historien handler om Konstantin, familiens eneste søn, der kom hjem fra skole og opdagede sin mor i seng med en anden mand. Han truer med at fortælle sin far om affæren, og selvom hans mor bønfalder ham om at lade være, holder han fast. Konstantins mor sender ham op på sit værelse, men følger hurtigt efter, hvorefter hun dræber ham og steger hans lever. Faderen kommer hjem og undrer sig over, hvor hans søn Konstantin mon er henne, hvortil moderen siger, at sønnen stadig er i skole. Han tager hen og leder på skolen, men lærerne siger, at han er taget hjem tidligere på dagen.

Da han kommer hjem, serverer hans kone Konstantins lever til aftensmad. Pludselig dukker den myrdede søns sjæl op og fortæller faderen alt, hvad der sket, inklusiv at han er ved at spise sin egen søns lever. Faderen bliver, forståeligt nok, lidt knotten, og beslutter at hugge hovedet af moderen med et sværd. Historikere vurderer, at historien oprindeligt blev skrevet i 1500- eller 1600-tallet. Fortællingen dukker op hist og her som lokale folkesagn. Man siger, at historien skulle lære unge piger at holde benene samlet.

Historien om Karius og Baktus skal lære børn at børste deres tænder og spise sund mad. Ellers kommer de små plagende tandtrolde, og hugger dine tænder til små troldehuse. Historien siger, at en lille dreng ved navn Jens var god til at spise søde sager og knap så god til at få børstet sine tænder. Derfor udhulede den sorthårede tandtrold Karius og hans rødhårede bror Baktus hans tænder, omdannede dem til grimme små rækkehuse og levede et rigtigt dejligt liv derinde.

De sadistiske små sataner er bevæbnet med hakker og laver rim om deres yndlings sukkerbomber og synger maniske tralala-sange, mens de hugger og hamrer i Jens' tænder og diskuterer om fortænderne eller kindtænderne mon udgør den bedste ejendomsinvestering. Deres værste frygt er tandbørsten, og mens Karius frydefuldt bemærker, hvordan Jens "ikke har børstet tænder i ugevis", ryster Baktus ved tanken om dengang, hvor Jens kun spiste gulerødder og rugbrød. De fryder sig, når Jens smasker noget slik i kæften, mens de synger om, hvordan de vokser "på grund af al kagen og karamellen" og drømmer om den dag, hvor stakkels Jens' mund er befængt nok til, at alle deres tandtroldebrødre kan komme og joine dem. Til sidst får Jens styr på børsten og tager til tandlægen, som udrenser hans mund for troldeplagen én gang for alle.

Den her hyggelige fortælling blev oprindeligt skabt af den norske forfatter, sangskriver og tegner Thorbjørn Egner i 1949 og blev trykt i Danmark i 1958, hvor den skulle få en essentiel plads på godnathistoriehylden i generationer. I dag findes historien stadig som bog, som lydbog indtalt af den folkekære Dirch Passer. Fortællingen har overlevet sin forfatter og motiverer fortsat børn til fornuftig mundhygiejne og sund kost.