Billeder af livet på en af de mest isolerede islandske øer

Start i Reykjavik og bevæg dig nord på forbi de sorte klipper, som skærer sig igennem landet. Stærke, salte vinde blæser ind fra kysten og henover de snævre bugter og tomme veje. De varme kilder er strøet ud over landet, og de afgiver skarpe svovllugte, hvor end du går hen. Ind imellem bjergene ligger der små landsbyer hist og her - Reykholt, Laugarbakki, Varmahlíð –, hvor geder og heste tøffer rundt bag husene og spiser græs eller keder sig. Til sidst ankommer du til den nordlige kyst, der er afgrænset af gårde og fiskerier. Der hvor det arktiske hav møder nordkysten, vælter vandfaldene fra gletsjerafstrømningerne ud over klipperne og rammer stenene nedenunder.

Når du er kommet så langt, skal du bare 40 km længere mod nord for at finde Grímsey – en frodig, grøn ø omkranset af klipper, hvor cirka 90 mennesker bor på et areal 6,5 gange mindre end Anholt. Da jeg i maj måned tog færgen ud til øen sammen med min nære ven og fotograf Cole Barash og vores fælles ven og filmfotograf Brandon Kuzma, kunne jeg næsten se øens sydlige spids i det fjerne; et sølvgrønt skær mod den mørkeblå horisont.

I den uge vi tilbragte på Grímsey, dokumenterede Cole alle aspekter af livet på øen. Vi tog på vandreture sent om aftenen overalt på øen – til de vestlige klipper med fyrtårnet, ned til havnen, og vi besøgte også indbyggernes hjem. Vi tog på sejlture, var til bingoaftener, og deltog i afgangsarrangementer fra skolen. Vi spillede fodbold med børnene. Vi så indbyggernes fotoalbums. Cole skød hele projektet i medium-format og på 35mm film. Han er tålmodig og detaljeorienteret, når han fotograferer. Han spidser læberne og kniber øjnene i. Han læner sig frem på forfoden og bevæger hovedet frem og tilbage som en bokser, der leder efter et hul i paraderne. Han blev fascineret af de små detaljer på øen – et spejl på væggen, brusebadet på badeværelset eller en hulla-hop ring på jorden. Landskabernes dæmpede farver stod i kontrast til de stærke og pulserende indtryk indendørs. Hvidt, guld og blåt gennemsyrer de billeder, vi valgte til bogen. En subtil følelse af urolighed snor sig igennem det færdige produkt som et snapshot af livet på Grímsey. Abstrakt og subtilt.

Nu er billederne blevet trykt i en bog udgivet af Silas Finch, så jeg benyttede chancen til at udspørge Cole lidt mere om projektet og hans metode.

VICE: Hvordan adskilte din fremgangsmåde ved det her projekt sig fra tidligere værker?
Cole Barash: På det tidspunkt var jeg virkelig frustreret over mine værker, så jeg tog til Island for at skabe to nye retninger i mit arbejde, og det her endte med at blive en af dem. Jeg ville gerne undgå den typiske fotograf-rundtur på Island, så jeg fandt den her lille prik på kortet, da jeg planlagde turen. Jeg slog den op og fandt ud af, at den er seks kilometer bred, ligger i den arktiske cirkel og har en befolkning på 95 mennesker. Jeg tænkte, at det ville være interessant at undersøge lidt dybere, i stedet for de sædvanlige landskabsbilleder fra Island. Jeg ville et spadestik dybere i livet på øen – hvilken farve var stuerne, hvilken slags lagener bruger de, hvordan dufter der i køkkenet, hvordan ser børnene ud, og hvordan føles varmen og kulden. Jeg arbejdede kun med medium-format film i otte dage, så jeg vidste ikke, hvordan resultatet ville blive, eller hvad der fungerede.

Hvordan kan det være, at du blev så optaget af stedet, at du ville udgive en bog?
Jeg synes, at mange grupper og steder er enormt selvoptagede efterhånden, fordi de sociale medier er så stor en del af det moderne liv. Det gør det nogle gange svært at komme ind og skulle tage billeder på nye steder. Det var anderledes på Grímsey. Det er næsten en tidslomme fra 30-40 år siden – lige fra moden til boligindretningen og deres fokus på familien og lokalsamfundet. De var meget åbne, venlige og nysgerrige, hvilket gjorde min rejse og min arbejdsproces meget spændende, ærlig og organisk.

Jeg laver bøger som et udtryk for om en gennemgående vision om et sted eller en idé. Den her er tænkt som et lille portræt af Grímsey, som kan tages op om 40 år fra nu, hvor samfundet måske ikke længere er der. Jeg ville gerne skabe en samling af reportagebilleder, landskaber, abstrakte følelser og stillebener, der får dig til at undre dig over sammenhængen mellem to ting.

Hvordan greb du fotografierne an rent stilistisk?
Jeg tog alle billederne med to medium-format kameraer, som skulle sikre en ensartethed i billederne og den æstetik, jeg var ude efter. Kodak sponsorerede også 130 ruller farvefilm til projektet. Jeg kan ikke udtale mig om, hvad andres oplevelse af det visuelle udtryk i bogen er, men for mig repræsenterer den et sted, hvor tiden står stille - et sted fyldt med fællesskab og enkelthed og en lille smule grusomhed eller mærkelighed.

Tekst og interview af Ian Frisch. Alle fotografier er taget af Cole Barash. Se flere billeder herunder.