FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

​Sådan tjener du penge på dit hvide ansigt i Kina

"White Monkeys" er betegnelsen for hvide mennesker, der lejes ud som alt fra countrysanger til generalkonsul for USA.
May 15, 2015, 7:30am
Billede via Flickr-brugeren bfick.

Vidste du, at du kan score kassen på dit glatte ansigt i Kina - helt uden at kunne sproget, og uden andre kvalifikationer end din bleghvide hudfarve? Det lyder for godt til at være sandt, men den er god nok, for i kinesernes øjne er udlændinges tilstedeværelse med til at kaste glans over begivenheder og byggeprojekter, der skal promoveres. Noget med "international" stemning og den slags, hvor din rolle er at stå på en scene og vinke akavet, mens en flok storsmilende lokalpolitikere med dollartegn i øjnene tager billeder og klapper. Den slags arrangementer er faktisk så udbredte i Kina, at det har skabt en hel industri, hvor såkaldte "white monkeys" castes til at give lidt etnisk kulør til endnu et ambitiøst højhusbyggeri i en fjern forstad til en millionby, du aldrig har hørt om.

Advertisement

Netop dette fænomen har den danskbaserede canadiske journalist og filminstruktør David Borenstein lavet en dokumentar om ved navn Chinese Dreamland. Dokumentaren er samtidig et personligt portræt af en kinesisk kvinde, der prøver at få succes med at udleje udlændinge i en tid, hvor der opstår turbulens på det overophedede kinesiske boligmarked. Vi tog en snak med David om hans egne erfaringer som hvid udlejningsabe i Kina tilbage i 2009-2010. Dengang boede David i Chengdu, som ifølge finansmagasinet Forbes var blandt de hurtigst voksende byer i verden.

VICE: Hej David. Hvordan fik du den her ide?
David: Jeg befandt mig i Chengdu, hvor jeg researchede på en historie om det kinesiske ejendomsmarked. Hurtigt fandt jeg ud af, at den bedste måde at komme ud og besøge boligbyggerierne på var ved at tage job som "white monkey." Det var nemt nok, da der var mange agenter, som hele tiden var på udkig efter hvide mennesker til salgsarrangementer. Da jeg først kom til Chengdu i 2006, var der stadig ældre bygninger i centrum, men fire år senere var det hele blevet revet ned og erstattet af højhuse. Hele byen blev bulldozet og genopbygget på få år - det var fuldstændig ufatteligt. Det er også det, dokumentaren handler om – de tårnhøje ambitioner og den guldfeber-stemning, der rasede i Kina på det tidspunkt. Alt blev revet ned og bygget op igen. Alt var en succes, intet kunne gå alt, og hver idé og hvert projekt var intet mindre end guldrandet og genial.

Advertisement

Men sådan er det ikke længere?
Nej. Bare ved at tale med folk på gaden kan man fornemme, at optimismen er mindre. Folk er mere realistiske. Og det samme kan man så se på antallet af udlændinge, der søger arbejde som white monkeys. Det betyder dog ikke, at muligheden ikke længere er der - pengene er måske bare ikke så gode, som de har været.

Hvor meget får man for en dags arbejde som hvid abe?
I de helt vilde opgangstider tilbage i 2009-2010 kunne man regne med omkring 1500 kroner pr. job. Nu er det lidt mere svingende, alt efter hvor stor efterspørgslen er. Der er mange mennesker som gør det forskellige steder i Kina, og der har være flere forsøg på at nå frem til en standardpris.

Se teaseren til vores HBO-afsnit om 'White Monkeys' i Kina:

1500 kroner for at stå og blomstre foran nogle højhuse i et par timer lyder som en okay hyre?
Ja, helt bestemt. Der er mange udlændinge i Kina, der bruger det som en indgang til at slå sig ned i landet. Specielt dengang i Chengdu var det nok med bare fem jobs om måneden, så kunne du leve som en konge og stadig have råd til at rejse rundt og opleve Kina.

Men nu hvor boligboblen er bristet flere steder i Kina, hvordan er jobmulighederne så?
Sagen er, at "white monkey"-trenden spreder sig fra en landsdel til en anden, og der er folk, som følger med rundt i landet til dér, hvor efterspørgslen er. Jeg lærte en gut at kende i Chengdu, som havde fulgt med trenden i 40 år, fra det startede i Taiwan, videre til Beijing og Shanghai og derfra ind i landet. Det virker til, at efterspørgslen på hvide mennesker opstår på et særligt tidspunkt i udviklingen af et kinesisk-talende lokalsamfund.

Amerikaneren får en cowboyhat på, afrikaneren får stammetøj på, og europæeren bliver ofte klædt i elegant tøj.

Hvad er det mest åndssvage, du er blevet sat til som hvid abe?
Den mest absurde oplevelse var dengang, hvor jeg fik besked på at møde op i rollen som generalkonsul for USA, hvor jeg - som direkte repræsentant for præsident Obama - skulle gå rundt og fortælle de lokale pengemænd, at Obama var en glødende fortaler for det pågældende boligbyggeri, som var midt ude i ingenting. Jeg blev udstyret med falsk ID, men det hele blev dog afblæst i sidste øjeblik.

Kan man komme i problemer med myndighederne for at udgive sig for at være noget, man ikke er?
Det har jeg aldrig hørt om. I ekstremt sjældne tilfælde kan man få problemer med sin arbejdstilladelse, men jeg kender folk, der har arbejdet som white monkeys i årtier uden indgriben fra myndighederne.

Advertisement

Er folk fuldstændig ligeglade med kvaliteten?
Ja. Det eneste, der betyder noget, er, hvordan de lokale investorer tager imod det. Svarer du til det billede, de har af udlændinge, så er alt godt. Amerikaneren får en cowboyhat på, afrikaneren får stammetøj på, og europæeren bliver ofte klædt i elegant tøj.

Der er helt sikkert gode penge i det skandinaviske look, og især blonde kvinder med blå øjne bliver betalt godt.

Oplevede du aldrig, at folk var skeptiske?
De lokale bønder, som ofte er blevet smidt på gaden for at gøre plads til boligprojekterne, de kan godt brokke sig højlydt, men ellers ikke.

Så længe de lokale magthavere stiller sig bag projektet og fortæller folk, at det hele er autentisk, så tror folk også på det. Kineserne er ekstremt autoritetstro, og du må tænke på, at prisen på fast ejendom visse steder i Kina er steget med 800% i løbet af opsvinget på boligmarkedet - folk blev så latterligt rige, at ingen havde grund til at betvivle arrangementernes ægthed.

Hvad er det perfekte udseende i forhold til at tjene penge som white monkey i Kina?
Det er er helt sikkert gode penge i det skandinaviske look, og især blonde kvinder med blå øjne bliver betalt godt. Eller for at sige det på en anden måde: uanset hvor stort eller lille et talent du kommer med, så kommer du længere med det rigtige udseende. Og der er I privilegerede som danskere.

Fedt. Og hvad skal man gøre for at komme i gang med det her?
Tag ikke til Shanghai eller Beijing - der er markederne allerede mættet, og de har en fast forsyning af østeuropæere, der udfylder rollerne til færre penge. Man skal i stedet søge mod nogle af de mere anonyme millionbyer i det vestlige Kina. Tag afsted, sæt dig ind på en vestlig bar - og se hvid ud. Så skal der nok komme en talentspejder forbi før eller siden, som kan bruge dig til noget. Ellers er det bare at spørge nogle af de gamle expats, for alle ved, hvem agenterne er.

Tak for tippet, David.

Du kan se Chinese Dreamland her.  Tjek også David Borensteins korte dokumentar "Rent-a-Foreigner in China", som er en forløber for "Chinese Dreamland."