"Vreden kommer udefra: Der er nogen, der gør nogle fucked up ting, som jeg bliver vred over. Jeg er ikke bare vred"

Vi må føle alt det, vi vil. Vi må være vrede, vi må være kede af det, vi må være dybt deprimerede, men vi må forstå, at vi er det alene. Vi er det faktisk ikke som det 'vi', jeg lige har skrevet så mange gange, men netop som et 'jeg', som 'mig', som mig alene. Vreden, sorgen, depressionen, den er min, den er din, men den er ikke vores, den er et privat anliggende, et personligt problem, og derfor bliver vi kede af det to gange. Vi burde i stedet føle i fællesskab.

Sådan opfatter jeg Caspar Erics budskab til os, efter jeg har læst hans nye bog "Avatar" og talt med ham adskillige timer over adskillige øl.

Det er ikke et opløftende budskab, og selvom jeg først fik en fornemmelse af magtesløshed, af apati, da jeg læste bogen, så forklarer Caspar Eric mig, at han også mener, den udtrykker håb og handling – for hvis vi indser, at den følelse, vi nu opfatter som din eller min, den faktisk er vores, så kan vi gøre det nemmere at være menneske, noget, der som bekendt ikke altid er helt nemt.

Caspar Eric er 29 og "Avatar" er hans tredje bog, som kommer efter debuten "7/11" og langdigtet "Nike", er tog udgangspunkt i hans eget handicap, cerebral parese. "Avatar" er mere aggressiv, vred og desperat end de forrige, og det er den blandt andet, fordi Caspar Eric har haft behov for at gøre op med det, han kalder 'den rationelle overdommer', som repræsenterer en forståelse af, at etik og følelser ikke har værdi i politik – medmindre det er er følelser, der handler om national stolthed, eller at 'jeg fortjener mere end andre'.

"Det er okay at sige, at man er ked af flygtninges situation, men det er meget lidt okay at insistere på, at det betyder, at vi skal lave noget om. At insistere på, at når så mange mennesker er blevet tvunget ud af deres hjem på grund af krig, så må det kræve en form for global næstekærlighed – det er åbenbart dumt," siger han.

Foto: Kasper Løftgaard

Der er ingen tvivl om, at Caspar Eric har (politiske) holdninger – dem giver han også udtryk for i klummer i Information – og som vi sidder her et par dage inden Trumps præsidentperiode, kan vi godt blive enige om, at verden er noget, der ligner af lave – hvordan er det nu lige, man forholder sig til det? Det er også det, bogen handler om, hvordan vi forholder os til verdens tilstand.

"Jeg så, at Mette Frederiksen havde udtalt noget med, at det ikke gjorde en forskel, hvis man hjalp 500 flygtninge, i det store billede. Det er en meget skør måde at anskue verden på, eller hvad der gør en forskel," siger han.

Det, Mette Frederiksen har sagt, er nok det, man vil kalde rationelt, og ifølge Caspar Eric er rationaliteten blevet et dogme, vi lægger ned over alt. Men det gør det besværligt at være vred over noget, og det efterlader meget lidt plads til at tale om behov for en forandring, som ligger udenfor én selv. Vi har lært, at vrede primært er noget, der kommer indefra, men det er simpelthen forkert, siger Caspar Eric:

"Vreden kommer udefra: Der er nogen, der gør nogle fucked up ting, som jeg bliver vred over. Jeg er ikke bare vred. Jeg er vred, fordi der findes diskrimination, og hvis den ikke var der, ville jeg ikke være vred."

Men han oplever, at følelserne ikke har en plads i den politiske diskussion, for eksempel om diskrimination, og argumenterer man følelsesladet, bliver man skudt i skoene at være uden realitetssans, siger han.

"I vores samfund opfattes det som godt at holde hovedet koldt. Kan du være den, der står midt i al stressen og jagen og døden og ødelæggelsen og stadig tænker rationelt, så er det en god ting. Det er godt at være en klippe, som, mens verden forandrer sig rundt om en, kan stå i midten og være fuldstændigt upåvirket."

Caspar Eric vil ikke holde hovedet koldt, for påvirkningen er vigtig, mener han, og derfor er "Avatar" også hans egen mission udi at lade sig påvirke. De otte digte i samlingen er alle inspireret af tekster, udsagn eller kunstværker af og om unge mænd, der har talt om, hvordan depression føles, og som har begået selvmord – blandt andre rapperen Capital Steez, som, inden han tog sit eget liv, tweetede "The end", et tweet, der pryder bagsiden af "Avatar". Caspar Eric har ladet sig påvirke af de her mænd – og når man sidder overfor ham, er man ikke i tvivl om, at han er påvirket, at han er vred. "Jeg sidder og bliver ked af det nu," siger han pludseligt, midt-sætning, og går videre – og på samme måde skal vi lade os påvirke af hinanden.

"Jeg har skrevet en bog, hvor jeg skulle udsætte mig selv for at blive påvirket på en måde, hvor jeg ikke vidste, hvad der ville ske. Det har ikke været rart at skrive bogen, det gør ikke noget, og det gør heller ikke noget, hvis den ikke er rar at læse," siger han.

Men hvorfor er det så vigtigt, at vi lader os påvirke?

Foto: Kasper Løftgaard

Han forklarer, at bogen insisterer på fællesskab, ikke bare fællesskab som i at løfte i flok, men fællesskab som i, at når der bliver sørget, så må vi også sørge i fællesskab – det, at nogen lider, må også være en del af den fælles historie.

"Jeg har taget udgangspunkt i de her mænd, der er endt med at gå under – både på grund af noget inde i dem, men også på grund af det samfund, vi har, som også bærer en del af skylden. Der må være en kollektiv skyld, tænker jeg, noget, der burde give anledning til, om der er ting, vi kan gøre anderledes," siger han.

Vi bør tænke over, hvad det vil sige at være menneske – også i det perspektiv, at der er mennesker, der "vælger" at stoppe med at være menneske.

Han nævner dagpengesystemet, fordi han har oplevet, at rigtig mange mennesker forbinder det at være på dagpenge med skam.

"Vi har bygget et system, som prøver at installere skam i dig, og når folk skammer sig, så har de en tendens til ikke at ville snakke om det, fordi de føler sig som dårlige personer – og det gælder ikke bare dagpengesystemet. Så går de alene, de føler sig isoleret, så bliver det værre, og det er der folk, der dør af. Og det ved vi," siger han.

Føler du, at det stadig er tabu at være depressiv eller at have de psykisk svært? For jeg har omvendt en fornemmelse af, at vi nu mere end nogensinde før taler om, hvordan vi har det…?

"Nej, jeg synes, du har helt ret, det er blevet mere populært for eksempel at indrømme, at man er på antidepressiva eller har haft nogle hårde perioder, at man går rundt og er ked af det, så på en måde er det blevet mere normalt, men det det er ikke blevet normalt at insistere på, at det ikke bare er min egen skyld. At det ikke bare er noget, der kommer indefra mig selv. Den fortælling er meget upopulær – du må gerne have det hårdt, men du skal selv tage ansvar for dine egne problemer, og det tror jeg er en af grundene til, at folk får det værre, for så giver vi folk en følelse af at fejle to gange. Det er vigtigt, at vi snakker om, hvordan vi helt konkret, politisk og kulturelt, kan gøre det nemmere at være ked af det," siger han.

Og det samme gælder vreden. Vreden skal have plads, vreden skal være en faktor, og derfor synes Caspar Eric også, at det er okay, at kunsten bliver patosfyldt igen – som hans egen bog er det, og som han også ser det hos andre unge kunstnere: "Patossen er ved at vende tilbage, fordi man insisterer på den måde at tænke på: Jeg er vred, og jeg er vred over noget," siger han og fortsætter:

"På den måde er Avatar en affektiv politisk bog, for den handler om, hvilke følelser man har lov til at have, men også lige præcis det her med, at følelser er noget, man har på baggrund af noget, og det er okay at have dem uden at kunne komme med et løsningsforslag. Til gengæld er det ikke okay, at vi ikke stiller spørgsmålstegn til vreden."

Og dermed tilbage til den apati, den magtesløshed, jeg følte, da jeg havde læst bogen, men som Caspar Eric udfordrede ved at sige, at bogen også er et udtryk for håb og handling. For netop løsningsforslaget står ikke klart – og nu er det selvfølgelig også poesi og ikke en kronik, vi taler om – men jeg må alligevel spørge: Hvor er håbet og handlingen, der kan bringe mig glad videre ud i en kold, københavnsk aften?

"Jeg har forsøgt at lave en bog, der insisterer på at tale om smerte igen og igen. Den insisterer på at bygge en slags maskine igennem poesien, hvor man kan sætte sig ned og græde, hvor der er plads til sorgen, og måske kan der komme handling ud af det. Jeg tænker, at det at skrive er et forsøg på en handling," siger han.

"Det er måske naivt at tro, at det skulle gøre en forskel. Der er håb, men det er ikke et håb om, at tingene nok skal blive bedre af sig selv, eller at det bare automatisk kommer til at gå bedre i verden, men måske er det et håb om et fællesskab, der giver plads til tristheden, og som finder glæde i at kæmpe – også for dem, vi ikke kender."