Mød manden der har brugt 8000 timer på en oversigt over danske mord

De fleste af os husker billedet af "sexmorderen" John Knudsen, der med sin skaldede isse, venstre guldørering og tykke overskæg prydede formiddagsavisernes spisesedler i ugevis. Men så blev han fanget, dømt og lige så stille og roligt glemt af offentligheden - sammen med Kirsten Bay Andersen, som han voldtog og dræbte. Men ikke alle har glemt hverken John Knudsens forbrydelse eller de 49 andre drab, der i gennemsnit sker om året i Danmark. Ikke alle mener, at de bør glemmes.

Derfor har 57-årige Per siden 2007 brugt 8000 timer af sit liv på at registrere, beskrive og offentliggøre oplysninger om danske drabssager og deres ofre og gerningsmænd. Det gør han på hjemmesiden Drabssager i Danmark, der med sit lavteknologiske udseende har udviklet sig til et helt enestående kriminalhistorisk opslagsværk, som giver adgang til oplysninger om drabssager, der daterer helt tilbage til starten af 1900-tallet. Per, som er webmaster og den primære drivkraft bag hjemmesiden, samarbejder med sin ven om det omfattende registreringsarbejde, og de har ikke tjent en krone på sliddet. Alligevel mener Per, at det er alt besværet værd. Vi tog en snak med ham for at finde ud af, hvad der driver ham.

VICE: Hej Per. Kan du fortælle lidt om dig selv?
Per: Tjo. Jeg er 57 år gammel og kontoruddannet. I 80'erne var jeg kontorfunktionær i Rigspolitiet. Jeg har bopæl i Hvidovre, hvilket man også kan se på hjemmesidens URL, "beboer2650". Mere har jeg ikke lyst til at afsløre.

Hvorfor ikke?
Det handler om min og min families sikkerhed. Når gerningsmændene har udstået ⅔ af deres straf og bliver løsladt, så kan de finde på at skrive til os, fordi de vil have os til at slette deres navn og billeder, så man ikke forbinder dem med det drab, de har begået. Som regel lyder svaret til dem: "Beklager, så må du få navneændring. Det er dig, der har begået en grusom forbrydelse, og så må du også stå inde for den."

Hvad siger de til det?
Det kan de godt blive sure over. Der var en for nylig, der svarede tilbage: 'Hvis du ikke fjerner mit navn, bliver jeg nødt til at overveje situationen.' Det er en typisk indirekte trussel, og derfor bliver jeg nødt til at værne om min identitet.

Hvordan kom du i gang med hjemmesiden?
Det var i marts 2007, da jeg sammen med en tidligere kollega arbejdede på en artikel om politimorderen Palle Sørensen. Pludselig fik jeg en åbenbaring: Hvorfor ikke lave en hjemmeside med alle drabssager? Det startede i det små, men det greb hurtigt om sig, da jeg bestemte mig for, at det var enten eller. Man kan ikke lave et opslagsværk uden at gøre det komplet. Min kone blev rimelig sur på mig og ville have, at jeg skulle stoppe med det. På det tidspunkt brugte jeg vel 20 timer om ugen på siden.

Hvor mange læsere har siden?
Den har vel 120-130 daglige besøg. Men så snart der står noget i medierne om en gammel drabssag, så stiger besøgstallet, fordi folk googler noget, der er omtalt på hjemmesiden.

Hvem er brugerne?
Det ved jeg egentlig ikke. Jeg kan kun se, hvilket styresystem de bruger. Det er Windows 7 for det meste. Jeg ved dog, at der en en del kriminaljournalister, der bruger siden som arbejdsredskab.

Men fortæl mig lige, hvorfor du driver den her side?
Fordi ofrene fortjener det. Der bliver lige skrevet om dem en dag eller to, og så bliver de glemt. Og det synes jeg ikke er fair. Selv om en forbrydelse mister nyhedsinteressen, forbliver det en lige så stor tragedie for de efterladte.

Hvor meget tid har du brugt på projektet indtil videre?
Omkring 8000 timer siden 2007. Jeg har stadig omkring 1000 retssager fra 1900 - 1980, som jeg mangler at beskrive og lægge ud på siden. Jeg regner med at være nået til bunds i bunken om 3-4 år, og herefter skal der kun ajourføres.

Hvor får du informationerne fra?
Jeg har fundet meget på nettet, primært fra Ekstra Bladet og BT's hjemmesider. Jeg har desuden en god ven på Politimuseet, som har skaffet mig en masse fotokopier med gamle drabssager. Omkring 2500 sager.

Hjemmesidens design er ret konservativt. Er det med vilje?
Ja, de farver kan jeg godt lide. Gul og mørkeblå. Mange webdesignere siger, at det er svært for øjnene at læse, men så må folk bare forstørre teksten. Jeg synes, det er godt, men jeg er også farveblind.

Er du den person i Danmark, der ved mest om danske drabssager?
Jeg vil ikke på den måde sætte mig selv på en piedestal, men jeg har i hvert fald brugt rigtig meget tid på at studere drabssager og beskrive dem. Måske er der nogle gamle kriminalbetjente, der kan huske lige så mange sager som mig, men der er ikke mange.

Bliver man ikke trist til mode af at have så makaber en hobby?
Nej, for jeg er nok blevet lidt hærdet. Tag for eksempel en ægtemand, der slår sin familie ihjel i jalousi over, at konen vil forlade ham. Den slags sager har der været rigtig mange af. Omvendt tror jeg, at jeg er kommet til at værdsætte livet mere, fordi jeg er meget bevidst om, hvor hurtigt det kan stoppe.

Din hjemmeside beskriver drabssager, som er mere end 100 år gamle. Hvordan har drabssagerne ændret karakter med årene?
Drabene er lige så rå og brutale i dag, som de var dengang. Mordere er ikke blevet flinkere med årene.

Det ligger måske bare ikke til dem. Hvad med metoderne?
De er også nogenlunde de samme. Kvælning, skuddrab og knivstik. Partering er også lige så udbredt, som det altid har været.

Hvilke sager står stærkest i din hukommelse?
Der var sagen med Hanne With, der blev stukket ned nytårsnat 1990 i sin lejlighed på Fensmarksgade på Nørrebro. Gerningsmanden var formentlig fra Jylland, men de fandt ham aldrig. Der er tale om et fuldstændig meningsløst og ekstremt bestialsk drab, som aldrig er blevet opklaret, men politiet har hans DNA, til når de en dag finder et spor. Så var der den kun 18-årige Anne Stine Geisler, hvis morder heller aldrig er fundet. Det er en af de helt store mordgåder fra nyere tid. Af åbenlyse grunde er det interessant at nærstudere sagerne med ukendte gerningsmænd.

Tak for din tid, Per.

Mere fra VICE:

Jeg spiste alt til Nørrebro-mesterskabet i shawarma

Sådan fik jeg hævn over min dræbte far

Billeder af kokainens rejse fra Colombia til din næse