Nafisa Fiidow er 19 år og læser statskundskab på Aarhus Universitet - selfierne er hendes egne.

Argh. Fyrre minutter til iftar. Der er intet, jeg hader mere end at lave mad, men jeg har opbrugt mit "er det, fordi jeg er kvinde?"-kort, så jeg tager computeren med ind i køkkenet og bikser noget kylling i karry og ris sammen til et afsnit af House. Mor er ikke fan af "dansker-risen" og holder den sædvanlige tale om, hvordan hun som 14-årig havde ansvar for hele hjemmet og tilberedte morgen-, middag- og aftensmad. Der er ikke andet at gøre end at lytte og give hende ret i, at jeg er en doven teenager.

Det er sjovt med Ramadanen. Man er fyldt med motivation ved månedens start, og gadedrengene bliver alle stormuftier, som står på forreste række til fællesbøn. Nogle vil kalde det hykleri og være hurtige til at pege fingre. Jeg synes, at det er smukt. Det kræver mod at se indad og sige; "det vil jeg gøre bedre" – også selvom det blot er for en måned. Personligt havde jeg en masse ting, jeg ville gøre bedre. Ramadan-forsæt, om man må. Og nej, ikke noget med at spise sundere, starte i fitness eller 'leve i nuet'. Jeg ville droppe de fjollede Facebook-debatter, tale pænt til og om folk og bruge mere tid i moskeen og på min spiritualitet. Og vigtigst af alt; vedligeholde det efter Ramadanen.

Nu er måneden ved sin ende, og et eller andet sted føler jeg bare, at jeg har sultet mig selv – og det er jo slet ikke meningen med fasten. Det er altså også begrænset, hvor meget selvrefleksion og spirituel faste man kan nå, når man læser op til eksamen og er på folkemøde. Og når der ikke har været eksamen eller folkemøde, har man været udbrændt og skiftet bønnerne ud med Viaplay. Jeg har formået at se to (!) sæsoner af House, jeg har da haft masser af tid til den der spirituelle faste. Men altså… det er sommer! Og før man ved det, bryder man sin faste til afslutningsfest på universitetet og skråler med på Nede Mette, hvorefter man skynder sig hjem inden solopgang, så man kan spise suhoor med familien.

Der har selvfølgelig stadig været plads til traditioner og de obligatoriske fællesspisninger. I år har det dog føltes som en kompensation. "Nafisa, i går var du til studenterfest, så kan du godt være frivillig til den somaliske fællesspisning i morgen". Det udligner det ligesom, ik'? Og så bliver mor glad. Et eller andet sted er det også godt for mig – altså de seks timer uden politiske samtaler og Facebook. Jeg når dog knap nok at ankomme, før det somaliske selskab spørger, om jeg ikke er hende 'politikeren'. Nogle med misbilligelse, andre spørger stolt. Vi ved dog alle sammen, at det er et diss. Ingen somaliere kan lide politikere. Og den politiske samtale begynder. "Nafisa, de er alle sammen korrupte!", "Hvorfor er du med i politik?" og det klassiske "Er det ikke svært? Vil de ikke have, at du skal smide tørklædet?".

Jeg er bare glad for, at jeg kan være med til at starte en politisk debat og en refleksion og går i gang med min tjans. Vi skal køre Aarhus tyndt og hente mad-donationer fra nogle somaliske kvinder, og turen bliver længere end forventet, da maden ikke er klar. Men det er intet problem, når man er i et godt selskab og kan bruge tiden på at grine af hinandens somaliske dialekter og synge sange fra den danske skolesangbog. Eller nærmere; jeg sang, de grinede.

Eid er lige rundt om hjørnet, og jeg har det som en universitetsstuderende, der har brugt hele julen på læsesalen. I just don't feel it. Jeg havde mit ramadan-klimaks på skæbnenatten, som jeg tilbragte i moskeen. Øjeblikket i fællesbønnen, hvor alt det verdslige er overflødigt. Lige da jeg skulle til at fortabe mig i det øjeblik, hører jeg barnegråd. 'Hvem FUCK tager en treårig med i moskeen klokken 2 om natten? Fedt, nu tabte jeg tråden. Hvor langt er vi i bønnen? Hvad mon moskeen serverer til suhoor? Jeg glæder mig til at komme hjem og se House.'

Da jeg var barn, matchede selv sokkerne mit Eid-outfit. Damn, I was fly. I år har jeg ikke engang købt nyt tøj. Og så skal jeg bruge Eid-dagen med mine blege gymnasie-venner. Jeg bør nok få en af dem til at konvertere, det ville veje op for min forsømmelse af Ramadanen.

Insha Allah, næste år bliver bedre!

Vi talte med danske muslimer om at arbejde med mad under ramadanen

De usagte udfordringer ved at have en spiseforstyrrelse under Ramadanen

Hvad jeg lærte af at læse 'De sataniske vers' som ung muslim