FYI.

This story is over 5 years old.

mysterier

Historien om Granger Taylor: Manden, der rejste til det ydre rum og forsvandt sporløst

For 35 år siden efterlod Granger Taylor en seddel, hvor han skrev, at han var taget med et rumskib på en intergalaktisk rejse. Ingen har set ham siden.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

I dag kigger Robert Keller ud af sit kontorvindue og tænker på den sidste gang, han så sin bedste ven. Det er over 30 år siden.

Om aftenen den 29. november, 1980, efterlod 32-årige Granger sine forældre en mystisk seddel, før han forsvandt fra deres gård i Duncan, en lille by på det sydlige Vancouver Island.

På sedlen stod der:

"Kære Mor og Far,

Jeg er rejst med et rumskib på en udforskning af det ydre rum, som tilbagevendende drømme har overbevist mig om at tage på. Jeg vender hjem efter 42 måneder. Jeg efterlader jer alle mine ejendele, da jeg ikke længere får brug for dem. Kig i mit testamente for yderligere instrukser.

Advertisement

Kærlig hilsen,
Granger."

Granger Taylor (Foto via Grace Anne Young)

I Taylors testamente havde han streget ordet "død" ud og erstattet det med "afrejst."

Ifølge lokalavisen Times Colonist var der også tegnet en form for kort bag på dokumentet. Kortets betydning er aldrig blevet afkodet.

I samme artikel skrives det, at Taylor sidst er set på vej ud af Bob's Grill - en lokal restaurant - omkring klokken halv syv om aftenen. Taylor forsvandt kort tid efter.

Politiet blev tilkaldt, og en eftersøgning blev igangsat. Men det lykkedes hverken at finde Taylor eller hans knaldlyserøde pickup.

"Man ville i det mindste forvente at finde bilen," udtalte korporal Mike Demchuk fra Royal Canadian Mounted Police (RCMP) til lokalavisen. "Man skaffer sig ikke bare af med noget så stort, uden at nogen bemærker det."

Den seddel, Taylor efterlod, overraskede mange, men dem, der kendte ham bedst, vidste alt om hans mangeårige fascination af rumvæsener og det ydre rum. Kort før han forsvandt, var besættelsen så ekstrem, at han besluttede sig for at konstruere et rumskib i "naturlig" størrelse på sine forældres gård, hvor han af og til overnattede.

"Han havde drømme om rumvæsenerne kom for at hente ham," siger Taylors ven Robert Keller til VICE.

Grangers søster tjekker vingen på et fly ud. (Foto via Grace Anne Young)

Granger Ormond Taylor er født den 7. oktober, 1948, på Vancouver Island. De første par år af hans liv var præget af tragedie. Da han var en lille dreng druknede hans far i et uheld ikke så langt fra familiens hytte ved Horne Lake.

Advertisement

Taylor voksede op og blev en stor dreng. Han var stærk og kraftigt bygget, og i familiens fotoalbums kan man se ham smide rundt med sine venner i en brydningsarena. Men hans personlighed  stod i skarp kontrast til hans respektindgydende fysiske ydre. Taylor var en genert og stille person. Nogle kaldte ham for en excentriker.

Taylor droppede ud af skolen i ottende klasse og begyndte at arbejde på lokale mekanikerværksteder, hvor han forelskede sig i maskiner. Inden længe opdagede venner og familie Taylors forbløffende evne til at reparere næsten hvad som helst.

Midt i teenageårene havde Taylor sat en gammel bil i perfekt stand og renoveret en bulldozer, som han brugte til at hjælpe naboer med byggearbejde og andre forefaldende opgaver. Senere restaurerede han et gammelt damplokomotiv, som stod parkeret på et gammelt spor i skoven. Lokomotivet endte med at blive udstillet på BC Forest Discovery Centre i Duncan. En af Taylors største bedrifter var restaurationen af en P-40 Kitty Hawk-flyvemaskine fra 2. Verdenskrig, der senere blev købt af en privat samler for en mindre formue.

Foto via forfatteren

"Han var et geni, hvis du spørger mig," siger Keller, der hjalp Taylor med at restaurere Kitty Hawk-flyet.

Keller fortæller, at han mødte Taylor gennem en fælles hobby: de røg begge to pot. Og et af de samtaleemner, de altid vendte tilbage til, mens de var skæve, var aliens og rummet.

"Han tog mig under sine vinger," siger Keller. Ligesom Taylor var Keller heller ikke specielt interesseret i skolen og droppede også ud i en ung alder. De to mænd blev mære venner næsten lige med det samme. Keller nød sin tid sammen med Taylor, men han tog også sit arbejde meget alvorligt. "Jeg tror, at han var et geni, der var på grænsen til at være sindssyg," tilføjer Keller.

Advertisement

UFO'er, rumvæsener og det ydre rum eksploderede i popularitet i mainstream-kulturen i 1940'erne og 50'erne. Under 2. Verdenskrig kom der flere meldinger fra piloter, der havde set store lyskugler, der senere ville blive betegnet som "foo fighters," på himlen. Der var ingen forklaringer på fænomenernes opståen, men senere mente eksperter, at der havde været tale om en slags lysrefleksioner, mens andre mente, at piloterne simpelthen havde set syner på grund af deres psykiske tilstand.

Efter krigen kom der flere famøse beretninger frem om folk, der enten havde observeret eller var blevet bortført af UFO'er. Et af de mest kendte eksempler var historien fra 1947 om et rumskib, der angiveligt styrtede ned tæt ved Roswell i New Mexico. Den officielle forklaring forlød senere hen, at det var en overvågningsballon fra det amerikanske luftvåben, der var styrtet ned. I 1961 hævdede et par, Barney og Betty Hill, at de angiveligt var blevet bortført af rumvæsener ude på landet i New Hampshire. I 1976 mistede to iranske F-4 Phantom piloter kontrollen over deres radioer og instrumenter, mens de fløj over Teheran. Piloterne beskrev "skarpe lys i himlen" og en UFO fik skylden for både våben- og teknikfejl i kampflyene. Sidst i 70'erne havde UFO'er og rumvæsener etableret sig som kulturelt fænomen, og  nogle af tidens største Hollywood-succeser var film som Close Encounters of the Third Kind, Star Wars og Star Trek.

Advertisement

Foto via Grace Anne Young

Det var i den her periode, at Taylor fortalte Keller sine planer om at konstruere sit eget rumskib. Keller fortæller VICE, at Taylor brugte næsten et år på at svejse et fartøj sammen af metal, som han hentede på den lokale losseplads.

Douglas Curran, forfatteren bag In Advance of the Landing: Folk Concepts of Outer Space, besøgte Taylors rumskib, før det forsvandt fra familiens gård. I hans bog er der en detaljeret beskrivelse af, hvordan rumskibet så ud indvendigt:

"Han byggede sit rumskib ud af metalskrot fra to parabolantenner og udstyrede det med et fjernsyn, en sofa og en brændeovn. Han blev besat af at forstå, hvor den drivkraft, der fik en UFO til at flyve, kom fra. Han sad i timevis foran fartøjet og tænkte. Han sov ofte også derude."

Time Colonist skrev, at Taylor, allerede en måned før han forsvandt, havde fortalt sin ven Bob Nielson, at han var i direkte kontakt med rumvæsener. "Han fik mental forbindelse til nogen eller noget fra en anden galakse… Han kunne ikke se dem, men de snakkede bare til ham og hans tanker." Nielson tilføjede, at de fleste mennesker troede, at det hele var noget, Taylor fandt på.

Det kommer måske ikke som den største overraskelse, men ifølge familiemedlemmer havde Taylor taget rigtig meget syre i månederne før, han forsvandt.

"Han tog LSD et par gange om dagen gennem de sidste par måneder," siger Taylors søster, Grace Anne Young til VICE.

Det samme bliver nævnt i et brev skrevet af Jaclyn Sandiford (Granger's kusine) til Taylors mor, Grace Taylor.

Advertisement

"Grangers venner sagde, at Granger tog en hel del syre i løbet af sommeren, men ikke havde nogle dårlige trip og ikke oplevede nogle negative effekter. De sagde, at han ofte talte om at tage til det ydre rum og hans kontakt til rumvæsener. De siger, at han var så nøgtern og saglig omkring det, at de begyndte at tage ham seriøst. Et par dage før han forsvandt, havde han fortalt, at han snart skulle afsted. Det er, som om, de alle sammen har accepteret, at Granger har gjort det, han sagde, han ville gøre. Granger er ærlig, og jeg tror også selv på, at han har ført sin mission ud i livet," skriver hun i brevet.

Foto via forfatteren

I marts 1986, næsten seks år efter Taylor forsvandt, fandt nogle lokale skovarbejdere spor efter en affyring eller eksplosion tæt ved Mount Prevost, ikke så langt fra Taylors forældres hjem.

Ifølge Montreal Gazette blev der fundet menneskelige knoglerester på stedet, som efterforskerne gik ud fra stammede fra Taylor. Det fremgår også af artiklen, at Taylor angiveligt havde haft nogle dynamitstænger i sin varevogn, som skulle bruges til at fjerne træstubbe.

Den officielle rapport fra retsmedicineren vurderede på baggrund af de mange indicier, at Taylor måtte være død. Konklusionen lød, at Taylor havde sprængt sig selv i luften, enten ved et uheld eller bevidst.

Keller tilføjede, at Taylor havde haft dynamit mellem hænderne utallige gange før og udmærket vidste, hvordan man skulle håndtere sprængstof af den kaliber.

Advertisement

Foto via Grace Anne Young

Hans venner og familie har derfor i mange år forsøgt at gætte sig til, hvorfor Taylor i virkeligheden valgte at "forsvinde".

Taylors stedsøster Joan Mayo tror, at det var, fordi Taylor var ensom.

"Han havde sin egen måde at gøre tingene på… han var bare anderledes," siger hun til VICE.

Mayo plejede at holde fester, som hun nu ønsker, at hun oftere havde inviteret Taylor til. "Når jeg ser tilbage på det nu, har jeg skyldfølelse over ikke at have inviteret ham mere med…Jeg er ked af, at jeg ikke inkluderede ham."

Men hans søster, Grace Anne Young, mener, at syren må have haft noget med hans død at gøre. Var det muligt, at hans trips havde gjort ham ude af stand til at skelne mellem virkelighed og fantasi?

Noget af det sidste, Young sagde til sin bror, var, at hun gerne ville have, at han kom til Vancouver for at bo sammen med hende i et stykke tid - men at hendes bofæller nok ikke ville synes om ideen.

Foto via forfatteren

"Hvis han var kommet, havde han måske ikke valgte at gøre, hvad han gjorde. Så havde han ikke sprængt sig selv i luften."

Men eller, hans ven gennem mange år, tror ikke, at Taylor begik selvmord.

"Lige før vi byggede rumskibet, sagde Taylor, at det eneste, han behøvede at gøre, hvis han ville forsvinde, var at gro sit skæg ud og flytte til et andet land - så ville der sgu ikke være nogen, der kunne finde ham," siger han.

Keller siger, at Taylors introverte personlighed gjorde ham til et let offer for mobning. Og til trods for, at han var en stor, stærk mand, var Taylor alt andet end fjendtlig over for de mennesker, han kom i kontakt med. Kort sagt giver Keller hans manglende evne til at passe ind i sine omgivelser skylden for Taylors forsvinden.

Advertisement

Foto via Grace Anne Taylor

Tabet af Taylor har sat dybe spor i Keller.

"Det var ligesom at miste en bror, en far…jeg kunne ikke klare tanken om ikke længere at have Granger i mit liv. Granger var min mentor; Han har gjort mig til mand, jeg er."

I dag er der stadig ikke nogen, der er helt sikre på, hvad der blev af Granger Taylor. Der er rygter om, at hans krop blev fundet hængende fra et træ tæt ved på eksplosionsstedet, mens andre er overbeviste om, at han fortsatte sit liv i Sydamerika.

Men der er også dem, der vælger at tro på konspirationsteorierne om Taylors forsvinden. UFO-blogs og hjemmesider som Mysterious Universe byder på et utal af teorier: rumvæsener sprang Taylors bil i luften for at få det til at se ud, som om han havde begået selvmord; udforskningen af universet kom ikke med en returbillet, og derfor vendte han aldrig hjem. Ergo måtte han have brugt dynamitten til at skyde sig selv op i rummet. En teori går på, at han var blevet rekrutteret af en hemmelig organisation eller et hemmeligt agentur på grund af sine særlige evner.

Sandheden er, at der ikke er nogen, der er helt sikre på, hvad der blev af Taylor. Men hvis tid og rum virkelig er relative størrelser, så er Taylor måske på vej hjem og leder bare efter det perfekte sted at lande i sit rumskib.